Viser opslag med etiketten Grønne fingre. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Grønne fingre. Vis alle opslag

søndag den 4. november 2012

Høst


Jeg elsker efterår!! Jeg kan godt gå og sukke efter sommer sammen med alle de andre på en regnfuld julidag, men når jeg helt selv skal vælge årstid, så vælger  jeg efteråret.

Måske er det fordi, jeg er født om efteråret og derfor føler mig særligt forbundet til denne tid på året, eller også skyldes det den hyggelige følelse af at gå i hi indendøre efter lange dage ude i sommeren. Det giver i hvert fald en særlig følelse af årets gang, når man i efteråret høster, sylter og henkoger. Igen i år har jeg været i gang bl.a. med æbler fra vores lillebitte æbletræ.

Disse æblechips er skønne og lette - omend langsommelige - at lave.
 
 
 Tørrede æblechips
  • 1 kg. æbler skæres i 2 mm. tynde skiver
  • Lægges på en bageplade og tørres i ovenen ved 75 grader i 2-3 timer 
Eftersom jeg ikke ejer en smart dims til at udhule kernehuset med, så stod jeg tilbage med midten af æblerne, som jeg skar i tern og kogte til marmelade.


Æblemarmelade
  • En grydefuld æbletern med skræl
  • En vanillestang - flækkes og lægges i gryden
  • 100 gr. sukker
  • 1 dl. vand
Alle ingredienser koger ved lav varme uden låg i omkring ½ time, indtil væsken er kogt ind. Når marmeladen er færdig pilles vanillestangen op, og den hældes på glas. Ved at bruge æbletern med skræl i stedet for skrællede æbler, får marmeladen mere bid og smag.

Marmeladen og de sprøde æblechips er fantastiske komponenter i en super-morgenmad i selskab med mager A-38 og hjemmelavet müesli.
 

Müesli (ca. 20 portioner)
  • 500 gr. ruggryn
  • 1 dl. solsikkekerner
  • 1. dl. hakkede mandler
  • 1 dl. sesamfrø
  • 1 dl. hørfrø
  • 1 dl. kokosmel
  • 1 dl. rørsukker
  • 2 dl. vand
  • ½ dl. olie
  • 50 gr. tørret frugt efter eget valg
De tørre ingredienser - på nær den tørrede frugt - blandes grundigt i en skål. I en anden skål piskes vand og olie sammen og røres i den tørre blanding. Blandingen spredes ud på en bageplade og ristes i ovnen ca. 20 minutter ved 160 grader til den er gyldenbrun. Vend rundt i blandingen undervejs.

Når müeslien er kølet ned blandes den med tørret frugt efter eget valg (fx rosiner, tørrede æblechips, figner eller dadler skåret i små stykker) og opbevares i et lufttæt glas.

tirsdag den 7. august 2012

Spiretid 3




Hvis man vil nyde duften og synet af blomster i juli og august, må man starte allerede i april med at sætte frø i blød og forspire.

Det er en fornøjelse at følge processen, og fornøjelsen er endnu større, når det rent faktisk lykkes at komme i mål med nogle af projekterne.


Lathyrus er ubetinget en af mine ynglings-snitblomster, og jeg har for andet år i træk haft held med at sprede duft og ynde i et hjørne af min have med disse små vidundere.


En anden blomst, som jeg også er stor fan af, er lupinen. Eftersigende spreder den sig som ukrudt, og har man først plantet den, så er den næsten ikke til at komme af med igen. Bare ikke lige i min have, hvor den vokser langsomt og trægt. Den forspires og udplantes det første år og blomstrer først (hvis man er heldig) det andet år. Men så komme belønningen også i form af de smukke, ranke blomsterstande i lilla og lyserøde nuancer.


Nogle snerler er ukrudt, som vikler deres lange arme omkring alle andre blomster og kvæler dem i grøn kærlighed. Men tragtsnerlen er en snitblomst, som pynter og fascinerer med sine smukke blomster og sin korte levetid, hvor den fra morgen til aften folder sig ud, krøller sig sammen og dør igen.


Det kan ikke undgås, at nogle af plante-eksperimenterne fra tid til anden mislykkes. Således har jeg ikke haft noget held med mine hokaidogræskar. Planterne har stået for mørkt, tænker jeg, uden at have den ringeste anelse om, om det er grunden.


Squashen blomstrer til gengæld lystigt, og i stedet for supermarkedets store, tørre squash uden smag, spiser vi små, sprøde squash, som smager skønt.


Tomater trives uden tvivl bedst i drivhus, men sådan et har jeg ikke, så det tager lidt længere tid før de bliver modne. Jeg var bange for, at jeg havde slået alle planterne ihjel, eftersom det satte ind med kulde og især blæst lige efter, jeg havde plantet dem ud. Men heldigvis overlede de fleste, og jeg glæder mig til første høst.


Som ekstra bonus kan jeg lige nu høste både bønner og kartofler. Og jeg vil gætte på, at vi i en uges tid (det er vist, hvad det rækker til) er selvforsynende med de 2 grøntsager i vores lille "urban garden".  Det er da meget godt klaret midt i byen.

Og sidst men ikke mindst en syrisk rose - som ikke er en rose men en art hibiscus og ikke stammer fra Syrien men fra Kina. Men jeg synes alligevel, at den skal have det sidste ord, så der i det mindste er lidt smukt og positivt i relation til Syrien i disse tragiske dage.

søndag den 6. maj 2012

Spiretid 2


Der er liv i mine små potter,  som jeg såede for et par uger siden.


De her bliver forhåbentlig til store vidunderlige lupiner næste sommer.


Lathyrus som skal slynge sig op af muren og dufte vidunderligt!


Tragtsnerler som skal dække vores lidt kedelige pilehegn ved terassen.


Tomater lover sol, smag og sommer.


Squash og hokaido til suppe og gryderetter.

tirsdag den 17. april 2012

Spiretid 1

I går morges var der rim på græs og planter, og i dag haglede det, men jeg har stadig en stærk tro på, at det bliver både lunere forår og fantastisk sommer. Kalenderen siger midten af april, så det er i hvert fald på høje tid at forspire både blomster og grøntsager, hvis vi skal have glæde af dem til sommer.




Åh, lupiner

Forventningens glæde



Spirebørnehave


Frø i blød


Spirepotter

tirsdag den 17. januar 2012

Revitalise


Ingen sne i sigte, gråvejr i stedet for sol og stadig knap 2 måneders vinter endnu.
En kærlig hånd til blomsterne inden for.


Jeg har samlet blomsterfrø fra mine sommerblomster og tørret dem.


Nu ligger de i små kuverter og venter på forår.



Og sommer