Viser opslag med etiketten Påske. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Påske. Vis alle opslag

torsdag den 28. marts 2013

Hindbærsnitter med et tvist



Påskens hindbærsnitter har fået et tvist af marcipan.

Hindbærsnitter (ca. 15-20 stk.)
  • 250 gr. hvedemel
  • 75 gr. revet marcipan
  • 1 tsk. bagepulver
  • 125 gr. smør
  • 125 gr. sukker
  • 1 æg
  • Hindbærmarmelade
Melet blandes med bagepulver, marcipan og sukker og smørret smuldres i. Dejen samles med ægget og hviler ½ time i køleskabet.

200 gr. hindbær koges med 100 gr. sukker i ca. 15 minutter til en tyk marmelade og køler af.


Dejen deles i 2, og hver del rulles tyndt ud (ca. ½ cm.). På den ene halvdel smøres hindbærmarmelade, og den anden halvdel lægges ovenpå. Kanten trykkes flad med en gaffel hele vejen rundt, så marmeladen ikke løber ud. Bager ca. 12 minutter ved 180 grader og skæres i firkanter, mens den er varm.
 
Pyntes med glasur og krymmel.
 

Påskedecoupage


Vi har fået et gækkebrev, som vi (næsten) ikke kan gætte. Så vi må hoste op med et påskeæg.


Patchwork femkanter er klippet i forskelligt papir.


Og limet på et skal-æg i gråt karton med decoupagelim.


Hvis man er matematisk-logisk, kan man regne ud, at femkanter ikke passer sammen, når man lægger dem ned (men til gengæld egner de sig godt til bolde). Men jeg er kreativ humanist, så jeg kunne ikke regne ud, at de skulle have været sekskantede. Så de overlapper lidt - men skidt med det.

tirsdag den 26. marts 2013

Påskeægs-bordkort


Hvert år samles min familie hos os til sammen-skuds-påskefrokost. Vores opgave består i at stege en kæmpe lammekølle, bage en kage til desert og dække bordet.

 
I år har jeg lavet bordkort af påskeæg i karton, som er pyntet med masking tape.


Jeg startede med at klippe påskeæg i pink, lilla, gul og orange karton i 2 størrelser efter min æggeskabelon. Dernæst "tegnede" jeg mønstre med tapen på kryds og tværs. Lad tapen gå ud over kanten på ægget og klip det overskydende tape af.


Sidste år var havde jeg lavet gækkebreve som bordkort

 
- alle gættede deres plads :-)
 

søndag den 24. marts 2013

Påskeæg på snor

 
 
Inspireret af mine julestjerneskud har jeg syet påskeæg på snor og hængt dem på grene fra haven.
 

 Æggene er klippet i transparent papir i 3 størrelser. Du kan finde skabeloner til æggene her: Påskeæg.


Derefter er de pyntet med denne skønne selvklæbende blonde fra Panduro.


Til sidst er de syet på række med en almindelig ligeud søm på symaskinen. Start med at trække i over- og undertråden og bind en løkke til at hænge dem op i. Sy derefter ned igennem det første æg, træk igen i tråden, sy det næste æg fast osv., til du har det antal æg, du ønsker.


Jeg har syet 3 æg på række. Men man kunne også vælge en længere række med flere æg, som kunne hænge i vinduet.


 

lørdag den 7. april 2012

Påskens søde bid


Hvert år samles min familie hos os, og sammen spiser vi os igennem en fantastisk påskefrokost. Alle medbringer en ret eller 2, og imellem retterne suser børnene ind og ud og spiller fodbold, plukker blomster og klatrer i træer.

I år var det vores opgave at stege lammekøllen og sørge for en sød bid til kaffen. Så jeg gentog successen med cupcakes fra Valdemars fødselsdag i september. Denne gang havde jeg tilføjet påske-smag til grunddejen i form af:
  • Skal fra 1 øko. appelsin og 1 øko. citron
  • 1 plade hakket, hvid chokolade
Kagerne er pyntet med gul glasur med krymmel og lyserød smørcreme med likøræg.

Jeg ville desuden også friste gæsterne med franske makroner i 2 forskellige farver. En gul med fyld af lemon curd og en lyselilla med fyld af dulce de laiche (karameliseret, kondenseret mælk). Noget gik helt galt, dejen drillede mig, makronerne faldt sammen og blev klistrede og flade. De gule var bløde og porøse, men kunne dog spises. Men alt kan ikke lykkes hver gang - det er jo også derfor bloggen hedder Ikke helt perfekt.

God påske til alle!!

fredag den 6. april 2012

Påske-ægge-gække


Da jeg var barn sendte jeg altid et gækkebrev til min farmor og farfar, som boede i Århus (ja, sådan blev det stavet i forrige århundrede). Og hvert år kunne de simpelthen ikke gætte, hvor det kom fra og måtte kvittere med et påskeæg. Men ikke et hvilket som helst påskeæg. Min farmor gik op i chokoladeafdelingen i Salling og købte et stort hjemmelavet påskeæg fyldt med nougat og marcipan og overtrukket med tyk, mørk chokolade. Ægget blev lagt i en gul æske foret med lysegrønt silkepapir og sendt den lange vej med posten til barnebarnet i København. Det var en stor fryd at åbne den store æske og tage den første bid.


Nu er det mine børn, der sender gækkebreve og modtager påskeæg fra deres bedsteforældre, men jeg klipper stadig gækkebreve. Disse gækkebreve klippet i silkepapir skal ikke sendes, men lægges på påskebordet som bordkort.


Ud af pap, lim og silkepapir har jeg lavet et påskeæg, som ikke kan spises, men i stedet kan pynte i vinduet eller på en lysegrøn gren fra haven.




Jeg har klippet en masse cirkler på størrelse med en 5-krone i silkepapir. Cirklerne har jeg limet på begge sider af et stykke pap klippet i æggeform, så cirklerne overlapper hinanden.


Jeg har ladet cirklerne gå længere ud end kanten og så klippet det overskydende papir af bagefter. Til sidst er motivet fikseret med 1 lag decoupagelim til papir.

Nyd påskedagene og hold øje med bloggen, der er stadig flere påsketing på vej.

søndag den 1. april 2012

Påske - kyllinger og harer

Påsken nærmer sig, og når man som jeg elsker jul, så er påsken en god undskyldning for at dyrke nogle af de samme laster. Pynt og kreative idéer, god mad, søde sager og samling på familien.

Hos både Stof 2000 og Panduro Hobby findes der mange DIY idéer til påskepynt, og jeg har afprøvet nogle af dem. Hos Stof 2000 faldt jeg for et par år siden over et mønster på en påskehare, som var så sød, at jeg simpelthen måtte prøve at sy en selv.



Det blev til påskeharen Elisabeth, som Jeppe har døbt hende. Hun er syet i beige babyfløjl.  Og hendes øjne og snude er broderet på med broderegarn.

 





Indersiden af hendes ører er i lyserød fløjl, og desuden har hun fået lyserøde trædepuder på poterne.


Onde tunger mener, at hun ligner en mus, men til det siger hun bare fornærmet, at en mus bestemt ikke har sådan en sød hale lavet af en lyserød kugle i uldfilt.


Foruden påskeharen, så hører også kyllinger påsken til, og hos Stof og Stil fandt jeg dette enkle mønskter på en påskekylling. Denne er lavet i Liberty stof med næb og kam af filt.


Og dens ven er i grønt stof med en artsfælle i baggrunden.

Hold øje med bloggen - flere påsketing følger.