Det stille liv

Foto: Bjarne Stæhr

Bloggen har mildt sagt levet 'det stille liv' det sidste halve års tid. Mens jeg ude i den virkelige verden har haft travlt med mange forskellige projekter.

Først og fremmest har jeg været i praktik. Først på Grønnegårds Teatrets skræddersal, hvor jeg har arbejdet med kostumerne til årets forestilling 'De lystige koner fra Windsor'. 

Når man som forholdsvis uerfaren dumper ned midt i en gruppe af vanvittigt dygtige skræddere, så siger det sig selv, at man er nederst i 'fødekæden'. Det tog mig lige et par uger at vænne mig til, at det ikke var mig, der skulle sy de store rober, men kun de bryster, som skulle ned i kavalergangen. 

Foto: Bjarne Stæhr

Og at min mest betroede opgave var at slå knapper og sy dem på kostumerne.

Men da jeg havde brugt min første rulle bjørnetråd, strammet håndledsbindet og accepteret den præmis, oplevede jeg et fællesskab og en helt særlig ånd.

Det var fantastisk at føle, at mine kraver og pynteflæser, var en lige så vigtig del af forestillingens kostumer som alt det andet, der forlod skræddersalen. 

Efter nogle hektiske måneder og en velfortjent sommerferie landede jeg i midten af august i tekstildesigner Susanne Schjerning studio til anden del af mit praktikforløb. 

Og fra 8 mennesker på 30 kvm. og stramme deadlines skiftede jeg miljø til en kreativ énmandsvirksomhed med flydende designprocesser og tid til fordybelse.

Her var jeg med i størstedelen af arbejdsopgaverne på lige fod med Susanne, blev taget med på råd og fik ansvar for egne opgaver. 

Hvor min første praktik var en legeplads med højt tempo, var der hos Susanne tid til refleksion og overvejelser omkring mit fremtidige arbejdsliv, når jeg om godt 1½ år er færdig og skal ud og stå på egne tekstile ben.

Så nu nyder jeg et pusterum og sysler med egne projekter, mens hjernen arbejder på højtryk.

Hvad nu?

Dem af jer, som jævnligt følger min blog, ved, at jeg de seneste 3 år har været på lidt af en rejse. Det startede med, at jeg sagde mit job op og gav mig selv en udfordring. Bloggen her skulle være mig dagbog - min log om I vil - som skulle dokumentere processen frem mod at finde et nyt arbejdsliv.

 

Langsomt blev de skrevne dagbogsoptegnelser afløst mere og mere af billeder og konkrete DIY-projekter, mens jeg kredsede mig tættere ind på en 'mening med livet'.

 

Efter godt 1½ års tid var jeg klar til at tage et stort skridt i retning mod noget meget konkret, da jeg gik til optagelsesprøve på Tekstilformidleruddannelsen på Håndarbejdets Fremme - og kom ind! Det har indtil videre været to fantastiske år, hvor jeg er blevet udfordret ud i nye kroge og bekræftet i, at jeg i den grad er på rette hylde.

 

Efterhånden som jeg har fået mere og mere travlt, har bloggen her levet et stille liv lidt på sidelinjen. Jeg har flere gange overvejet, om jeg skulle lukke den helt ned, men jeg har nu besluttet, at den indtil videre overlever lidt endnu.

 

Bloggen startede som en måde at holde styr på mine mange overvejelser og erfaringer, og det har jeg lyst til, at den bliver igen. Jeg vil stadig dele mine projekter med jer, men det vil primært være af faglig karakter og med knap så mange DIY-projekter.

Jeg vil også i højere grad bruge bloggens facebook-side med billeder og løbende opdateringer af, hvad jeg går og laver. Så gå ind og 'synes godt om' siden, hvis du fortsat vil følge med.  Om bloggen så overlever på den lange bane, eller om den bliver en del af et større projekt, må stå lidt hen i det uvisse. 

 

Men hæng på indtil videre - jeg glæder mig!!

 

P.S. Siden vi 'sås' sidst har jeg:

 

Været i praktik på Selskabet for Kirkelig Kunst

 

Design Rikke Salto





 

Syet en uldfrakke

 

Revers

 

Paspoleret lomme

 

Wienerlæg og spændetamp

 

Deltaget i tværmodulet Krop, rum og kreativitet på Hellerup Pædagogseminarium

 

 

Startet et nyt forløb op omkring krop og køn i moden

 

 

 

 

 

 

 

Samt lært 2 nye teknikker i broderi

 

Nedlagt syning

 

Rya

 

Modetegning

Jeg kan ikke tegne - mere... Da jeg var barn, elskede jeg at tegne, og jeg kunne sidde i timevis og fylde sider med damer og katte og huse og hatte. Men på et eller andet tidspunkt holdt jeg op.

En del af det at kunne sy og designe tøj er at få idéerne og kunne formidle dem i skitser og arbejdstegninger. Så når der på undervisningsplanen står: modetegning, er det bare om at smide hæmningerne over bord og gå i gang.

Vi startede på rimelig sikker grund med et moodboard, som skulle give inspiration til en fiktiv kollektion. "Old silver" er inspireret af gammelt engelsk sølvtøj og holdt i støvede farver, i stive stoffer som taft og organza og med detaljer som store pufærmer og drengekraver.

Næste skridt var at udvikle 2o designs udformet som hurtige inspirationscollager af papir. Jeg elsker at klippe-klistre, så her gik det stadig derud af.

Så kom første tegne-opgave: udvælg et af dine designs, beskriv det og lav en flad arbejdstegning af designets dele.

Den svedte jeg lidt over, for jeg har før oplevet at have den gode idé og ende op med en tegning, som lignede noget et mindre barn havde lavet. Men hver dag sin udfordring, så jeg tegnede på bedste vis en stropløs buksedragt og en lille kappe med stor drengekrave i blonde.

Dagen efter mødte jeg dog muren, da jeg bevæbnet med tegneblok og ny-indkøbte bløde B5 blyanter mødte op til levende model og 10 minutters skitse-opgaver.

Jeg sled som en hest og var træt som en gammel kone, da dagen var omme, men jeg havde på forunderlig vis overvundet min skepsis og frembragt nogle tegninger, som i kunstnerisk kvalitet lod meget tilbage at ønske, men som i sit udtryk alligevel havde en vis lighed med virkeligheden.

Jeg får nok aldrig min barnlige tegneglæde tilbage, men jeg har mistet lidt af frygten for det ulinjerede hvide papir.

Nu gælder det så tegneprogrammet Illustrator, men det er en helt anden historie.....

Genbrugs-januar

Jeg bliver aldrig helt gode venner med januar. Jeg synes, den er både trist og mørk. Ingen penge, de er brugt på and og nytårskrudt, til gengæld er man lidt tung i det oven på for mange honningkager.

Jeg går lidt i hi og venter på lys. Rydder lidt op og bruger af lagrene. Som nu forleden da vores overbo kom for at låne noget farin til småkagebagning. Så ville mine unger også bage, hvilket var en kærkommen lejlighed til at få ryddet ud i nogle af julens søde rester.

Resten af de skønne amarena kirsebær fra ris a'la manden og en stump marcipan røg i min grundopskrift på cupcakes sammen med en stor håndfuld knuste makroner og blev til en himmelsk mundfuld, som vi spiste med stor fryd. (De voksne fik endda portvin - fordi det er januar.)

Keep it simple

 
Når jeg ser en film som En kongelig affære eller sidder på de umage bænke i Grønnegårds Teatret og overværer en forestilling som Tartuffe, så sukker jeg over de overdådige kjoler og drømmer om at få lov til at lave sådan én en dag.



En kongelig affære

Tartuffe på Grønnegårds Teatret



Men når det kommer til min egen garderobe, så er den blevet mindre højtråbende med tiden.
 

 

Første beklædningsopgave på mit nye studie var at konstruere et grundmønster til en t-shirt, som passede til mine egne mål.

Det var en fantastisk oplevelse, at få en t-shirt på, som passede alle steder og ikke strammede over brystet eller var for vid i taljen.

Med sådan et grundmønster er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan sy, og det var lige præcis anden del af opgaven. At sy en beklædningsgenstand, som tog udgangspunkt i t-shirt mønstret og brugte nogle af de syteknikker, som vi havde gennemgået.

Der var rigtig mange gode bud på variationer over det grundmønster og også rigtig mange, som jeg gerne ville have syet selv.

Men da jeg skulle finde på, hvad jeg kunne ønske mig ud af mit grundmønster, så faldt valget på "den sikre sorte" hverdagskjole med rund hals og et lille pufærme.

T-shirten er forlænget til knæet, og halsen er klippet lidt større. Dernæst er den kantet med et bånd i samme stof som kjolen.

For at lave en lille smule spræl åbnede jeg ærmet lidt op foroven og gjorde plads til et lille hverdagspufærme.

Endelig er både ærmekanten og kjolens kant forneden lagt op med en tvillingenål.

Kan man sy en livshistorie?

Ja, det kan man faktisk godt. Det kan godt være, at det tager lang tid, men en livshistorie lader sig vel heller ikke sy på en eftermiddag.

For over et år siden satte jeg mig for at sy et personligt patchworktæppe, som skulle fortælle om mit liv indtil nu og de mennesker, jeg omgiver mig med. Grunden var den, at jeg havde taget fat på et nyt kapitel i mit liv, og det satte rigtig mange tanker i gang.

Jeg ville have et tæppe, som var unikt, og som fortalte min historie gennem tekstiler. Det skulle så vidt muligt være stykket sammen af lutter forskellige lapper, og lapperne måtte gerne have en historie i sig selv.

Jeg startede i mine egen og min mors gemmer. Vi har begge to store lagre af stof, og meget af stoffet handler om vores families liv.

Hos min mor fandt jeg stof fra min mormors gemmer. Det beige stof med blomsterne syede min mormor opbevaringsposer af til min mor, da hun var barn, og det brune stof med kaninerne blev til den yndigste lille kjole til mig, da jeg var lille.

Mine forældre mødte hinanden i slutningen af 1960'erne, da de begge arbejdede som u-landsfrivillige i Tanzania. De boede i landet i to år, og selvom det ligger mange år tilbage, så fylder Afrika stadig meget i deres liv.

De afrikanske kvinder bruger store stykker stof med farvestrålende tryk - kaldet kangaer - til snart sagt alting. De syr tøj til sig selv og deres børn af dem, de svøber sig i dem, de bruger dem til slynger, som de bærer deres babyer i osv. Den grønne lap har været brugt både til en skjorte til min far og til et par bukser til min lillebror. Den orange og pink lap er en rest, som blev til overs, da jeg syede en nederdel til mig selv for et par år siden.

Jeg er opvokset i 1970'erne, og det skinner også igennem i mange af de stofrester, som dukkede op af gemmerne.
 

Det sorte kvindetegn med hjertet i midten giver et meget godt billede af min mors holdning til kvindebevægelsen. Hun var bestemt tilhænger af ligeret og kvindekamp, men det skulle være en kamp, som blev kæmpet med kærlighed. De brune blomster har hun trykt på et værksted, hvor hun underviste, lige inden jeg blev født.

I mine egne gemmer fandt jeg også både nye og gamle stofrester, som fortæller historien om en kreativ hobby, som til tider har fyldt meget, og til tider har ligget i dvale for igen at dukke op til overfladen.

Det kinesiske stof med påfuglen fandt man mange steder hos teenagepiger i 1980'erne. Mine slidte jeans havde store røde lapper med blomster og påfugle på knæene og på numsen. Det sneklædte hus er et udsnit af et pragtfuldt møbelstof fra Ikea, som blev til en taske.

Stofrester med striber findes i mange variationer hos mig og er en fortælling i sig selv. Fra den lyseblå og beige olmerstrib, som blev til puder og drengebukser til mine sønner, da de var små til den mørkeblå mælkedrengestrib, som for nyligt har spillet en stor rolle i et vigtigt skridt i mit liv.

Da jeg havde afsøgt alle afkroge af mine egne og min mors gemmer, var jeg godt og vel halvvejs med antallet af lapper. Så jeg bad venner og familie om hjælp. Rigtig mange meldte tilbage og sendte mig lapper til tæppet.

Opfindsomheden var stor og lapperne meget forskellige. Min veninde Margit havde bl.a. det storblomstrede, brune stof liggende. Det er en kraftig kanvas, som hun har brugt til at sy en opbevaringstaske til sin mands drage i. Min ven Thomas syr ikke meget, men det viste sig, at han alligevel havde en lille stofrest liggende i form af et lommetørklæde, som lå i lommen på en skjorte, han havde købt.

Jeg elsker Liberty-stoffer, og jeg er ikke den eneste. Min svigerinde Sara fandt Libertystoffer både i sine egne gemmer men også i sin mors gemmer. Det blomstrede stof i gule nuancer er en 40 år gammel rest fra min brors svigermor.

Min gamle kollega Helle var også fantastisk til at gå på jagt efter stofrester til mig. Den broderede blomst er et udsnit af en lysedug fra hendes familie, mens K'et med klokkeblomsten er min mors værk. Sådan er også min nyeste passion for broderi repræsenteret i mit tæppe.

Også tak til min kusine Jette, som fandt rester fra sine børns barndom, og til Lotte og Sofie som vi deler hus med, som bidrog med skønne sager til tæppets historie.

Nu ligger min mand og sover under tæppet, mens han plejer sin forkølelse, og jeg sidder og tænker, at tæppets vej fra lapper til færdigt tæppe vist er et blogindlæg i sig selv. Så til dem, det måtte interessere, så læs om tæppets tilblivelse her.