Viser opslag med etiketten Patchwork. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Patchwork. Vis alle opslag

mandag den 13. januar 2014

Januar


Så er julen ovre, og jeg er tilbage på bloggen her efter en måned i julens tegn på min juleblog Endelig jul.


Nu sidder jeg på min pind og kigger ud på sneen og drømmer om de ting, jeg skal i gang med i år.

Første projekt er 3 uger praktik her i januar hos Selskabet for Kirkelig Kunst. Her skal jeg se på broderi, røre ved broderi, lære om broderi og øve mig på broderi. Jeg glæder mig meget, men er også en smule nervøs for, om jeg er god nok til at kunne hamle op med de dygtige damer, som sidder fast derinde og broderer kunst til kirkerne.


Jeg har pudset nogle af de gængse broderisting af i min juleferie, så må jeg se, hvad ugerne bringer.

Hvert år byder som regel på et større projekt - en slags 'master-class' - som kræver lidt ekstra tid. For 2 år siden var det mit patchworktæppe.

Sidste år havde jeg en større opgave på mit studie, som skulle munde ud i en quiltet jakke i råsilke. Jeg nåede rigtig langt - men blev ikke færdig. Nu har jeg besluttet mig for, at den skal være færdig snart, og derfor er ét af projekterne i 2014 at quilte på maskine.

 

Selv om 'master-class' 2013 ikke helt er i mål, så har jeg snydt lidt og begyndt på 2014's store projekt. Sidste år var jeg så heldig at få fingre i en hel masse prøver på gamle møbelstoffer.
Noget af det stof er blevet til kaffevarmere til Bodum-kander.

I blandt stofprøverne var også en hel masse taft-prøver. Jeg ville nødig have en hel sofa i det skinnende, glatte stof. Men jeg vil til gengæld gerne have en nederdel i det.


Det skal være en patchworknederdel syet af sekskanter. Lige nu er jeg i gang med de mønstrede sekskanter og derefter kommer turen til de ensfarvede. Alt skal sys i hånden, så en realistisk deadline er nok, at jeg kan have den nederdel på til årets julefrokoster.

 
 
Et sidste projekt, som realistisk set kommer til at tage mere end bare 2014, er, at jeg skal lære at strikke. Jeg har i mange år kunnet slå masker op, strikke en rimelig ret og en frygtelig vrang.


Men efter et strikkeforløb på studiet, er jeg endelig kommet i gang med at blive bedre. Og som med så meget andet, er der kun én vej frem, og det er gennem øvelse.



Jeg har kastet mig over perlestrik og strikker prøver i alle mulige garntyper, og det går laaaangsomt fremad. Kan stadig bedste lide det tykke garn og ditto pinde, som skjuler, at jeg strikker meget løst.

Første reelle opgave er et stk. strikket tilbehør til en uldfrakke, som jeg skal sy på studiet i februar. Men mere om det senere.

onsdag den 22. maj 2013

Bogomslag i patchwork

 
Jeg skal et smut til London med min mand. På min ønskeliste for turen står bl.a. et besøg på Victoria and Albert Museum for at se på kjoler, Kaffe Fasset udstilling på Fashion and Textile Museum og en tur til Liberty mekka nr. 1 butikken Shaukat.
 
Til at opsamle alle mine idéer, udklip og stofprøver medbringer jeg en lille notesbog. Nogle ville måske kalde det en skitsebog, men selv om jeg lige har fumlet mig igennem et tegneforløb, så kan jeg godt forudse, at bogen ikke kommer hjem spækket med smarte modeskitser. Men derfor kan den jo godt få et fint omslag, inden den skal på tur.
 
 
Størrelsen på omslaget er målet på bogen slået op samt en fold ind på hver side til at holde det fast med. Omslaget er syet i patchwork-trekanter i forskellige typer jeans-stof.

Trekanterne er først klippet i papir.


Og dernæst er de klippet i stof med sømrum på ca. ½ cm.


På indersiden både for og bag sidder en flap, som holder omslaget på plads. Her har jeg placeret en lomme til kort, billetter og andre vigtige papirlapper, som altid ligger og flyder nederst i tasken.
 
 
 

 
 Det færdige omslag er blevet lidt rustikt i sit udseende, hvilket skyldes, at jeg på bedste dogme-vis ville se, om det kunne sys udelukkede med brug af min nye overlocker!!  

 

Det kunne faktisk godt lade sig gøre, og det tog under en time.

 

søndag den 31. marts 2013

Patchworkbold - part 2



Der er gået bolde i den, så i dag da jeg besøgte Alma, havde jeg en blå bold med til hende. Den er syet efter sammen model som nøgleringen. Og den vakte stor lykke!

 


mandag den 18. marts 2013

Patchworkbold


Denne lille nøglering med en patchworkbold er lavet ud af femkanter i Libertystof. Idéen er - det indrømmer jeg blankt - tyvstålet fra Stof 2000.


Jeg kunne simpelthen ikke stå for den, så da en bunke Liberty-rester faldt min vej, måtte jeg bare sy mig en ny nøglering.


Patchworkbolden er den klassiske fra min barndom syet af 12 femkanter.


Skabelonerne til femkanterne er lavet ved at åbne et Word-dokument og vælge den femkantede figur under fanen Indsæt. Så har jeg valgt den størrelse, jeg gerne ville have (disse er 1½ cm. på alle sider). Til sidst kopierede jeg det antal, jeg skulle bruge, printede dem ud, limede dem på et stykke karton og klippede dem ud.

Du kan hente en skabelon i denne størrelse her. Men metoden ovenfor kan bruges, hvis du vil lave skabeloner til en større bold.  


Klip 12 stykker stof i sammen form men lidt større end skabelonen, og sy stoffet fast omkring skabelonen med store risting. Du skal sy igennem både stoffet og kartonskabelonen.


Når alle 12 femkanter er beklædt med stof, lægger du 6 femkanter i en "blomst" og syr dem sammen fra bagsiden kant mod kant med småbitte sting.


Dernæst samler du siderne på blomsten, så de danner en skål, og syr også dem sammen.


Til sidst sætter du skålene oven på hinanden og syr dem sammen. Husk at lade et hul stå åben til at vende igennem. Fjern papskabelonerne ved at klippe ritrådene op - men pas på du ikke klipper de andre tråde op også!


Vend bolden om på retten og fyld den med bamsefyld. Hvis du vil lave en nøglering, syr du et kort strop, som du fører igennem ringen på en lille karabinhage. Denne strop placerer du i det åbne hul i bolden og syr hullet sammen samtidig med, at du syr stroppen fast.

søndag den 16. september 2012

Patchworktæppe DIY


Efter lang tids tilløb blev mit patchworktæppe færdigt for et par uger siden. Det var en stor tilfredsstillelse endeligt at kunne putte sig under 126 lappers historie fra mit liv.

Tilbage står nu at løfte sløret for processen fra idé til færdigt tæppe. Det er egentlig ikke så svært at sy sådan et tæppe, det kræver bare mange stofrester, stor tålmodighed og et godt strygejern.

 
Jeg havde besluttet, at det færdige tæppe skulle måle 130x190 cm. Jeg ville gerne have en kant på tæppet på omkring 10 cm., så jeg endte med at regne mig frem til, at jeg skulle bruge 126 lapper på hver 12x12 cm.  
 
 
Den "vaskeægte" måde at sy patchwork på er at sy lapperne sammen i hånden, men det rækker min tålmodighed dog alligevel ikke til. Så mine lapper skulle klippes, så der var 1 cm. sømrum, når de skulle syes sammen på maskinen. Jeg klippede derfor en papskabelon, som jeg brugte til at klippe lapperne efter.
 
 
De klippede lapper måler 14x14 cm. med et sømrum på 1 cm. hele vejen rundt.
 
 


 
Da alle 126 lapper var klippede, ventede et sjovt puslespil, hvor jeg skulle beslutte mig for, hvordan lapperne skulle syes sammen. Det var første gang jeg fik en fornemmelse af, hvordan det færdige tæppe ville komme til at se ud.
 
 

For at holde styr på alle mine rækker af lapper samlede jeg dem i bunker, som jeg numererede.
 
 
Alle lapperne syes sammen i baner på den brede led. Det blev til 14 baner af 9 lapper hver. For at bredden på lapperne skal passe sammen, når man syr banerne sammen, er det meget vigtigt, at sømrummet på 1 cm. overholdes. Det gøres lettest ved at følge markeringen på symaskinens fod.

Dernæst skal alle sømrum presses med strygejernet. Det er et tålmodighedsarbejde, men nødvendigt, før man syr banerne sammen. Hver gang jeg havde strøget en bane, lagde jeg den op imod den bane, den skulles syes sammen med, så jeg kunne se, om sømrummene passede. Hvis der var en lille variation i størrelsen, pressede jeg sømrummet yderligere samtidig med, at jeg strakte stoffet lidt.


Når alle baner er strøget, syes de sammen til et færdigt stykke, som også skal presses. Og så er patchworkdelen færdig.


For at gøre patchworkdelen mere stabil stryges et stykke vliseline bagpå hele stykket.
 


Til at kante tæppet havde jeg valgt et stykke rødt lagenlærred. Målene på kanten er 10 cm. i bredden og tæppets længde og bredde plus 10 cm. i hver ende. Desuden lagde jeg 1 cm. sømrum til hele vejen rundt på hver kantdel.

For at spidse kanten til ved hvert hjørne syes kanten fast ret mod ret i hele tæppets længde på nær 1 cm ved hjørnet. Det samme gøres i bredden, så kanten er syet fast hele vejen rundt med et hul ved hjørnet på i alt 2 cm.


Nu syes de 2 kanter sammen fra patchworksdelens hjørne og ud mod enden af kanten, så der dannes en spids. Det kræver lidt præcision, at få den syning til at starte præcis i patchworkdelens hjørne. Det overskydende stof klippes af og sømrummet presses.




Til bagsiden af tæppet brugte jeg et stykke blomstret stof, som længe har ligget i mine gemmer, og som jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle gøre med. Det viste sig at passe perfekt i tæppets farver og størrelse. Bagsiden syes på ret mod ret med forsiden af tæppet i 3 sider, så den ene ende står åben. Dernærst vendes tæppet om på retten og stryges.


Fyldet i tæppet er pladevat. Det fås som regel i flere forskellige tykkelser. Jeg vil anbefale at bruge en mellemtykkelse eller den tykkeste kvalitet alt efter, hvor vamset et tæppe man ønsker sig.

Jeg valgte den tykkeste kvalitet, som jeg klippede i tæppets størrelse og fyldte ind i tæppet gennem det åbne hul. For at fyldet ikke skal ligge og rutsje rundt inde i tæppet, quiltede jeg en stikning rundt i hele kanten af tæppet. Jeg quiltede det i hånden med kraftig rød tråd med almindelig forsting.


Til sidst foldede jeg de rå kanter ind i tæppet i den ende, hvor det stod åbent og syede en stikning på maskine på ydersiden.