Time out

Folketingsvalget nærmer sig, og et af de store spørgsmål er, hvordan den kommende regering kan rette op på økonomien og eftervirkningerne fra finanskrisen. Begge lejre er kommet med bud på, hvordan denne opgave skal løses, og Villy Søvndal havde i den forbindelse en god pointe på SF's landsmøde for et par uger siden.

En af måderne at sikre, at vi er i stand til at arbejde længere -  og ikke mindst har lyst til det - er ved at sætte fokus på det psykiske arbejdsmiljø.

Villy Søvndal er citeret i Politiken:

"Vi diskuterer meget nødvendigheden af, at vi har mennesker til rådighed for vores arbejdsmarked. (...) Der er rigtig mange sygedage, (...) og fravær fra arbejdet på grund af psykisk arbejdsmiljø."

Bente Sorgenfrey, formand for FTF supplerer:

"Der er rigtig mange penge at hente i at få forbedret det psykiske arbejdsmiljø. Det vil blandt andet betyde færre sygedage, og det er der god samfundsmæssig og personlig økonomi."

Jeg kan kun tilslutte mig Villy Søvndals betragtninger. Jeg tror, at han har fat i noget virkelig essentielt - men også kontroversielt - med dette forslag. Der er ingen tvivl om, at lysten til at blive en time længere om ugen hænger nøje sammen med, om vi  trives, med det vi laver.

Den seneste måneds tid har jeg i min søgen efter mening i arbejdslivet gået hos en coach. Jeg bekender det med dæmpet stemme, som en tørlagt alkoholiker, fordi jeg egentlig helst vil klare det her selv. Men da jeg fik en sum penge tilbage i skat, besluttede jeg mig for også at vende den sten.

Det gav faktisk nogle interessante indsigter omend af en lidt anden karakter, end jeg havde regnet med. De første par gange brugte jeg på at servere alle mine idéer, projekter og flyvske luftkasteller i én skønsom blanding, hvorefter vi i fællesskab forsøgte at bringe dem i kontakt med virkeligheden.

Hver gang vi var lige på grænsen til et gennembrud, bakkede jeg ud og opstillede alle mulige scenarier, som gjorde det umuligt at gennemføre. Min coach Gitte blev ved med at sige: "Jeg kan ikke finde ud af, hvad det er for en barriere, der gør, at du ikke tager springet". Jeg kunne ikke selv give en fornuftig forklaring på det, for alle projekter og idéer tændte en ild i mig og kom fra min egen passion. Så godt som på vej ud af døren sidste gang, sagde hun så de forløsende ord: "Føler du dig lidt stresset?".

Direkte adspurgt, måtte jeg indrømme, at det gjorde jeg nok. Ikke at min dagligdag ansporer til stress - ingenlunde. Men det er gået op for mig, at jeg bærer rundt på en gammel rygsæk med aflagt stress, som har lagret sig som dårlige vaner og uheldige mønstre.

Det føles som 2 skridt frem og 1 tilbage, men jeg har måttet erkende, at før jeg får ryddet op i den bagage, kan jeg ikke bevæge mig fremad.

Jeg vil ikke sige, at jeg kommer fra en arbejdsplads med dårligt psykisk arbejdsmiljø, og stress var heller ikke den direkte årsag til, at jeg sagde mit job op. Men der er ingen tvivl om, at årerne som projektleder med omfattende opgaver og hurtige deadlines har lagt i rygsækken - om jeg så må sige.

Min drøm er helt sikkert, at hvis jeg skal vende tilbage til det traditionelle arbejdsmarked, så skal det være til et sted, hvor der er fokus på  at mindske stress og forbedre arbejdsmiljøet for den enkelte og for hele virksomheden. Så over stepperne med det projekt, Villy!!

Indtil da finder jeg lige mine ben og får ryddet op i rygsækken imens.

De myldrende venner

Da jeg var barn - primært i årene før min lillebror kom til - havde jeg en større flok usynlige venner, som hed De myldrende venner. Hvordan jeg fandt på det navn, står hen i det uvisse, men det var en hel flok imaginære venner ligesom Alfons Åbergs hemmelige ven Svipper, som kom og besøgte mig, når jeg havde behov for lidt forstærkning.

Min mor har fortalt, at jeg kunne komme og spørge, om de måtte spise med, og til det svarede hun altid, at de var velkomne, hvis bare de havde deres egne stole med. Jeg kan huske, at jeg forestillede mig, at de havde nogle meget høje sammenklappelige køjesenge, som de kunne folde ud på ingen tid. Så lå de der i flere etager på mit lille værelse med skrå vægge og holdt mig med selskab.

Da jeg var knap 5 år kom min lillebror, og De myldrende venner forsvandt langsomt ud af mit liv, efterhånden som han blev gammel nok til, at vi kunne lege sammen. Men bevidstheden om at have et indre liv befolket med gode venner har ikke sluppet sit tag i mig fuldkommen.

Som barn kunne jeg finde på at trække mig fra den fælles leg en gang imellem og gå lidt for mig selv med mine tanker. Jeg ved, at min mor af og til var bekymret for mig, når hun kom og fandt mig alene i skolegården. Nu hvor jeg selv er mor, kan jeg til fulde følge hendes bekymring, men dengang husker jeg ikke, at jeg følte mig ensom.

Men hvis man af og til trækker sig fra fællesskabet, så kan det godt være svært at komme tilbage til det igen, og selv som voksen kan jeg stadig synes, at det er svært at tage skridtet ind i nye sociale sammenhænge.

I forrige uge startede mine yngste søn i SFO, og den start har været ventet med længsel og stor forventning. Nu har den første eufori lagt sig, og forleden var han knap så kry, da jeg afleverede ham. Han sagde: "Jeg kommer til at savne jer. Jeg har ikke nogen at lege med. Jeg vil hellere være hjemme.". Det gør selvfølgelig lidt ondt, når ens barn siger sådan, og det hjælper ikke  meget at sige til ham, at det nok skal blive bedre.

Han ligner mig på det punkt. Når først de sociale relationer er etableret og venskaberne blomstrer, så trives han som en fisk i vandet. Men det er de første skridt ind i det ukendte, som er så svære.

Jeg husker, da jeg startede på mit sidste job for 7 år siden. Det meste af det første år brugte jeg på at finde mig til rette på stedet, så var jeg et år på barsel, og det var faktisk først, da jeg kom tilbage, at jeg oplevede at blive en fuldgyldig del af fællesskabet. Til gengæld oplevede jeg et kollegialt sammenhold og en omsorg for hinanden, som var helt unik. Har man oplevet det én gang, så kommer man til at opleve det igen - også selv om man skal starte forfra med nye relationer.

Alt det ved jeg, men det kan jeg ikke så nemt forklare en lille dreng på næsten 6 år, som synes alt er nyt og fremmed.

Og hånden på hjertet, så har jeg da også af og til tænkt, at det var helt vanvittigt at forlade alle de søde mennesker, som var en værdifuld del af min hverdag. Men de kunne ikke opveje, at jeg ikke trivedes med mine arbejdsopgaver, og min selvvalgte ledighed giver mig til gengæld rig mulighed for at være alene i mit eget selskab med mine tanker.

Måske skulle jeg invitere De myldrende venner til kaffe en af dagene.......

Juhuu-følelsen

I min utrættelige jagt på alt det, som er sjovt, er jeg stødt på en følelse, som bedst kan betegnes som "juhuu-følelsen".

Det er en følelse, som jeg får, når jeg laver noget, der er ekstra sjovt. Den starter med en boblen i maven og et stort smil og forplanter sig derefter helt naturligt til mine arme, som søger op over hovedet i sejrs-positur. Den følelse er mit væsentligste barometer for glæde, og den slår aldrig fejl.

For nylig syede jeg denne taske, og den proces fremkaldte i den grad juhuu-følelsen, fordi det var et sjovt projekt at arbejde med. Jeg havde fået idéen fra min netværksmakker Lene, som havde en lignende taske med til vores første møde. Jeg fik målene og tegnede et mønster.
  

Tasken er syet i kraftigt (møbel-)stof og består af 4 firkanter, som hver måler 40x27 cm. + sømrum: sider 1 cm., bund 2 cm., top 5 cm. Desuden har den en dobbeltbund (dvs. klip 2 stykker), som måler 27x27 cm. + 2 cm. sømrum. Husk at zig-zagge over alle kanter, så de ikke trevler.





Jeg syede alle 4 sider sammen, så de dannede en firkant.

For at forstærke bunden købte jeg et billigt liggeunderlag og klippede en firkant på 27x27 cm. Den syede jeg ind imellem de 2 stykker stof til bunden. Det ene stykke stof stak lidt op over det andet, så jeg har beregnet lidt ekstra sørmrum til det færdige mønster.

Dernæst syede jeg bunden fast til siderne. Det er lidt af et tålmodighedsarbejde, fordi den skal passe i alle 4 hjørner. Men hvis jeg har tålmodighed til det, så har alle!

For at afstive kanterne syede jeg en udvendig søm i alle 4 hjørner. Desuden syede jeg 3 små lommer, som fastgøres til kanten. Bl.a. et lille hus til mobilen.

 

Til hanken klippede jeg et 110x17 cm. langt stykke stof, som jeg zigzaggede, foldede dobbelt og syede sammen med en tvillingenål. Tvillingenålen kan vi kan kalde "fattigmands-overlock", fordi den giver en fin finish lidt i stil med den mere proffe overlocker. (Som jeg ville elske at eje.)

Jeg foldede taskens top 5 cm. ned og stak den fast med tvillingenålen. Samtidig fastgjorde jeg de små lommer indvendigt oppe i kanten og syede hankene fast på skrå af taskens firkant. Kør varsomt med maskinen, for stoffet ligger i mange lag nogle steder. Sørg for at sy hanken ekstra godt fast, da den skal bære temmelig meget vægt. Endelig bankede jeg 3 store trykknapper i foroven, så tasken kan lukkes.

Endnu en taske til min store samling - kan man mon få for mange?? Den her kan rumme oceaner af ting, og jeg skal helt sikkert også have mig en version i liggestolestof, som jeg kan tage med på stranden til sommer.

P.S. På meta-niveau var dette blog-indlæg også en juhuu-oplevelse, fordi jeg for første gang har arbejdet med et fotoværktøj, som hedder PhotoScape. Her har jeg lavet de fantastiske fotocollager, som jeg har brugt som illustrationer.

Honeymoon

Blomsterne på billedet hedder døvnælder. De er i familie med brændenælder, men de er venligere blomster end brændenælder, fordi de ikke brænder, når man rører ved dem - deraf navnet.

Jeg har forceret en stor klynge brændenælder for at plukke dem på en dejlig morgentur i Grøndalsparken. De her blomster bliver regnet for udkrudt, men jeg synes, de er ret fantastiske, fordi min mor har lært mig deres helt særlige personlighedstræk.

Når man har plukket dem, ser de lynhurtigt triste ud, men det skal man ikke lade sig narre af. Tricket er at lægge deres stilke i en skål med vand holdt nede af en stor sten.

Nu ligger de fladt langs kanten af skålen og ser egentlig lidt trætte og triste ud, som de ligger der. Men i løbet af et døgns tid, så sker miraklet, og de genvinder deres livskraft og rejser sig ranke og fine.

Hver gang jeg plukker døvnælder, så tænker jeg, at tricket nok ikke virker denne gang, men de skuffer aldrig. De er bestemt et af naturens vidundere!!

Disse nælder er plukket samme dag som Will og Kate sagde "I do" i Westminster Abbey. Nu begynder deres honeymoon, hvor de rejser væk fra al tumulten og nyder freden og hinanden. Men en dag er honeymoon'en ovre, og de returnerer til virkeligheden og skal til at forholde sig til fremtiden.

Jeg har de seneste 2 måneder haft det, som om jeg har været på honeymoon med mig selv. Efter mange års arbejdsliv rejste jeg mentalt væk og fik ro. Og jeg har nydt tiden med mig selv, mine tanker og idéer, men inden for de seneste par uger er jeg begyndt at føle, at hvedebrødsdagene er ved at være ovre.

Jeg kan mærke, at jeg begynder at blive utålmodig mht. til en afklaring, og jeg føler et stigende pres i forhold til at levere nogle resultater. Jeg hænger med andre ord lidt med hovedet - ligesom døvnælderne. Jeg indrømmer at det er et lidt søgt eksempel, men jeg kunne simpelthen ikke dy mig.

Jeg må rejse mig lige så rank som nælderne og bruge den energi, jeg har fået på min honeymoon, trække i arbejdstøjet og arbejde endnu hårdere på at få sat nogle af mine mange idéer på skinner.

Det bliver lidt nemmere, når dagene er lysere og haven uden besvær leverer blomster til min stue dagligt.

Snakken går

I påskeferien var jeg i Det lille Teater med min yngste søn og se forestillingen "Da lille Madsens hus blæste væk". Det var en meget fin forestilling, og der var også fyldt til sidste siddehynde i salen. Ved siden af os sad en farmor og hendes barnebarn på knap 2 år. Forestillingen var anbefalet til børn i alderen 3-6 år, så den lille trunte var lige lille nok til at forstå, hvad der foregik.

Jeg ved ikke, om det var derfor, at farmoren fandt det nødvendigt at kommentere alt, eller om det bare var et udtryk for udbredt service, men i hvert fald så snakkede hun uafbrudt fra de satte sig på bænken til forestillingen var slut 35 minutter senere - kun afbrudt af dialogen på scenen.

Der er mange gode ting at sige om handlingen og dialogen i teater til børn, men kompliceret er som regel ikke en af de ting. Alligevel sad der flere forældre og bedsteforældre i salen og tolkede og forklarede forløbet for deres børn og børnebørn.

Mens jeg sad og prøvede at tøjle min stigende irritation kom jeg til at tænke på, hvad det er for en bjørnetjeneste, vi gør vores børn, når vi "tygger" meningen med livet for dem ved at sætte ord på alting.

Jeg er selv meget talende og må derfor også gribe i egen barm, når jeg kritiserer dem, der taler meget. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at dialog og kommunikation er godt, og i mange af livets forhold er det uhyre vigtigt, at vi taler sammen - hvad enten det er i parforholdet, i forholdet til vores børn eller til venner og kolleger.

Men for at lære at tale "rigtigt" sammen skal vi huske også at give rum til eftertanken og muligheden for at danne sig sine egne meninger. Den lille pige, som sad ved siden af os i teatret, fik ikke på et eneste tidspunkt mulighed for at tænke: "Hvad er det for en pind, hvorfor står der en skål der og hvad skal den snor?" For farmor havde allerede svaret: "Har du set flagstangen, tror du der er mælk i skålen til katten og se, hvor fint vasketøjet hænger på tørresnoren."

Jeg tør vædde med, at da de 2 kom hjem til mor og far senere på dagen, og forældrene spurgte den lille: "Hvordan var det i teatret?", så ville farmor som det naturligste svare på begges vegne.

Den oplevelse var for mig en meget god reminder om, at også jeg skal huske en gang i mellem at holde kæft og lade mine børn komme til orde, så jeg ikke automatisk tror, at jeg ved, hvad de mener om tingene, fordi jeg selv har formuleret det. Jeg skal huske at spørge ind til dem, og når jeg har spurgt, skal jeg også huske at lytte.

P.S. Og før nogle af læserne sidder og tænker, at det da er et typisk kvindeproblem, så må indskyde, at min følgesvend i teatret er en umådelig talende ung mand på knap 6 år. Faktisk taler han så meget, at det nogen gange bliver for meget - selv for mig. Det kan give mig et hint om, hvordan min mand har haft det de sidste 20 år af sit liv.

At være sig selv nærværende

"Hvad er Glæde, eller det at være glad? Det er, i Sandhed at være sig selv nærværende."

"Lilien på Marken og Fuglen under Himlen"

Søren Kierkegaard, 1849

Jeg stødte på ovenstående citat for mange år siden, og det har i de efterfølgende år været et motto jeg - med større eller mindre held - har forsøgt at leve efter. For mig betyder det "at være sig selv nærværende", at jeg er i kontakt med mig selv og mine følelser og er tro imod, det jeg føler.

Jeg sad forleden og læste oktober måneds kapitel i Gretchen Rubins bog "Projekt Lykke". Hver måned sætter hun fokus på noget i sit liv, som kan være med til at løfte hendes lykke-barometer, og i oktober måned havde hun fokus på mindfulness.

Begrebet mindfulness stammer oprindeligt fra buddhismen og handler i meget korte træk om at få mere udbytte af livet ved at være til stede med sin fulde opmærksomhed i nuet frem for at bekymre sig om fortid og fremtid. Mindfulness pibler frem i mange sammenhænge i disse år, og det kan godt medvirke til en mild skepsis over for begrebet. Men tænkt i sin enkle form giver det god mening.

Mens jeg læste Gretchen Rubins kapitel slog det mig, at gode, gamle Kierkegaard var forud for sin tid i det ovenstående citat, fordi essensen her jo netop er at være til stede i nuet og i sig selv.

Nu kan man jo godt argumentere for, at buddhismen har en del flere år på bagen end Kierkegaard men grunden til, at ham også beskæftiger sig med det, er vel, at det er almenmenneskeligt at miste forbindelsen til sig selv og virkeligheden engang imellem.

Jeg er et ekstrovert menneske, som taler meget og trives sammen med andre mennesker. Det en del af min personlighed og min gennemslagskraft, og den del ville jeg aldrig undvære.

Men nogen gange falder det mig lettere at være kritisk og ironisk og hurtig i replikken i stedet for ærlig, positiv og imødekommende over for dem, jeg er sammen med. Det kræver en bevidsthed hos mig omkring, hvordan jeg møder andre mennesker, så jeg ikke kun er højlydt og hektisk at være sammen med men også nogen gange er stille og lyttende og lader andre komme til orde.

Det har jeg øvet mig rigtig meget på de seneste år, og her kommer Kierkegaard så ind i billedet. For hvis jeg husker at være mig selv nærværende, så husker jeg at mærke efter, hvad jeg har lyst til og give plads til eftertanke, og dermed skaber jeg også plads til andre. 



At høre til

Min søns skole fylder 100 år, og i den forbindelse holdt skolen åbent hus for elever og forældre i lørdags.

Sådan et arrangement er altid lidt kaotisk. Skolens gange og klasselokaler er pyntet op og fyldt til randen med stolte forældre, der beundrer lige netop deres barn bidrag til festlighederne.

Mens vores familie gik omkring på skolen, mødte vi en del børn og forældre, som vi kender fra forskellige sammenhænge. Efter 3 hektiske timer var arrangementet slut, og da vi kom hjem, kom jeg til at tænke på det med at høre til i et fællesskab.

Når man får børn, bliver man draget ind i en lang række fællesskaber, som man ikke vælger selv. Men hvis man møder disse fællesskaber med åbent sind og imødekommenhed, så er det min erfaring, at de som regel altid bidrager postivt til ens hverdag.

Vores liv er fyldt af tilhørsforhold. Fra de nære forhold til vores nærmeste familie, gode venner og arbejdskolleger til de mere perifære mennesker som dem, vi møder én gang om ugen fx i forbindelse med sport. Men fælles for alle disse mennesker er, at de bidrager til, at vi hver især føler, at vi hører til, at vi ikke er alene i verden.

Det gjorde mig enormt glad at vide, at på den store skole med alle de mange mennesker, er der en god håndfuld af børn og voksne, som spiller en særlig rolle i mit og min families liv. Det er voksne, som jeg kan dele forældre-fællesskabet med, og som vil tage sig af mit barn, hvis jeg ikke lige er det. Og det er børn, som lærer mit barn nogle sociale spilleregler, som giver ham gode oplevelser, og som han kan spejle sig i.

De er alle sammen en del af det store netværk, som er spændt ud under vores familie, så vi ikke er alene i verden.

Men den slags overvejelser leder også tankerne hen på dem, som af en eller anden grund ikke er en del af fællesskabet. Det må være uhyre svært at stå alene og ikke have nogen at dele sin hverdag med og føle samhørighed med. Som forælder forsøger man at lære sit barn nogle regler for, hvordan man er sammen med andre mennesker, så de ikke bliver individualister men sociale væsener med en rolle i fællesskabet. Men det er værd at huske, at vi også skal lære dem evnen til inddrage dem, der står uden for.

Når jeg tænker på, hvordan det må være at hjemmefra som selvstændig, så tænker jeg tit på, om jeg ville savne at have kolleger omkring mig. Men de sidste 2 måneder har jeg selv opsøgt netværk og faglige fællesskaber, så jeg tror, at svaret på det spørgsmål må være, at som selvstændig skaber man sine kolleger selv.

Alternativt er der altid den mulighed at flytte sine lille biks ind i et større kontorfællesskab, som det jeg besøgte i sidste uge i Nordvest, hvor en tidligere samarbejdspartner holder til med sin grafiske virksomhed. Det er utrolig inspirerende at komme i et hus, som syder af energi og kreativitet, og det giver meget lyst til at høre til - også i den sammenhæng.