Min barndoms bedste ven

Da jeg var barn, blev jeg passet af fru Olsen, når mine forældre skulle i byen, eller når jeg var syg og ikke kunne komme i børnehave. Alle mine bedsteforældre boede langt væk, så mine forældre måtte finde en "reserve-bedste", som kunne træde til i hverdagen. Fru Olsen, som også hed Inger, var en fast del af min hverdag fra jeg var 2 år og helt frem til min 4 år yngre bror begyndte i skole.

Jeg var vel knap 3 år gammel, og Fru Olsen og jeg var i Tivoli en lørdag, hvor mine forældre skulle ud. Da de kom hjem sent om aftenen, sad Store Bamse i sofaen. Jeg havde vundet ham i en bod i Tivoli og hjembragt ham i triumf. Han var lyserød og næsten lige så høj som mig.

Fra første færd elskede vi hinanden. Han sov i min seng, han var med i alle mine lege og med på koloni i børnehaven. Det slider på en bamse, så efter et års tid begyndte skumgummifyldet at falde ud flere steder. Derfor besluttede min mor og min mormor, at de ville strikke et betræk til Store Bamse, så han kunne holde mange år endnu.

Jeg var barn i 1970'erne, så selvfølgelig skulle hans betræk være brunt. Min mor fortæller, at de listede ind og hentede Store Bamse, da jeg var faldet i søvn, og så strikkede de på livet løs for at få betrækket færdigt til næste morgen. De var meget spændte på min reaktion, det var trods alt et ret stort make-over fra lyserød plys til brun bomuldsstrik, men jeg løftede ikke et øjenbryn og accepterede uden at blinke hans nye udseende.

I årerne der er gået, har Store Bamse fulgt mig alle steder. På kollegiet i min studietid, i min første lejlighed og frem til nu, hvor både han og jeg er ude over vores første ungdom.

For et par uger siden opdagede min mor, at hans skumgummifyld igen var begyndet at falde ud, og derfor fattede hun strikkepindene endnu engang og strikkede et nyt betræk præcis magen til det gamle.

Det var med stor hjertebanken, at jeg genså ham, men til min store lettelse lignede han næsten sig selv. Hans øjne var godt nok pillet af i processen, og hans snude var lidt mere spids end tidligere. Men efter han har fået nye øjenvipper af sort filt, og øjnene syet på igen, så er Store Bamse og jeg klar til 40 år mere sammen.

Flagdag for foråret

I dag er det forår - i hvert fald ifølge kalenderen - og det skal fejres. Så jeg holder flagdag for foråret med masser af flagranker af det skønneste papir.

Jeg elsker papir og kan ikke gå ind i en butik med krims-krams og dimser uden at komme ud med mindst et ark eller en dejlig rulle.

Som nu det japanske papir her som jeg købte i den skønne butik Husflid.

Hver enkelt trekant er klippet ud fra en skabelon, som måler 11 cm. øverst (så der er plads til hullerne) og 18 cm. i længden. Jeg har limet hvidt papir bagpå mit farvestrålende papir, før jeg klippede det ud, for at gøre det lidt mere stift i kvaliteten.

Trekanterne er klar til at blive hængt op i silkebånd fra Søstrene Grene.



Rigtig mange steder har lækkert papir, og netop hos Søstrene Grene har jeg tit haft held til at finde noget skønt. Som fx de turkise stjerner og det røde papir med japansk mønster.

Den engelske butik Paperchase har fået en afdeling i Magasin, og DET er et lækkert sted for folk som mig med hang til papir. Der er uglerne og sommerfuglene købt. Jeg kan varmt anbefale et besøg.

Så kom nu forår, jeg hepper på dig!!





Søndags-nørklerier - pude make-over 2

Jeg fortsætter min make-over af de gamle sofapuder med at udskifte det gamle betræk i store brune og grønne patchworktern med en fornyet forårsmodel.

Jeg snyder som regel og syr mine patchworktern på maskinen, men den her pude er syet efter alle kunstens regler med papfirkanter og små sting i hånden.

Det tager sin tid, men det er arbejdet værd. Og lige en opgave på en stille søndag.

Tidsfordriv

Jeg har ligget syg med influenza i min sofa med udsigt til mine sofapuder. Nogle af dem trænger gevaldigt til en make-over, så som tidsfordriv startede jeg med den brune med cirklerne.

Jeg startede med at pille betrækket fra hinanden og vaske og stryge det. Sådan nogle puder har det med at falde lidt sammen med tiden, så jeg rystede fjerene i puden sammen og syede inderforet lidt mindre, så puden igen blev tyk og fluffy.

Bag på stoffet med ciklerne strøg jeg en kraftig vliseline med tyndt pladevat, og så var jeg klar til at quilte nogle af pudens cirkler, så de fik mere struktur og form.

Jeg quiltede i hånden med brunt broderegarn - lige præcis den type stillesiddende nørkleri som en patient på vej i bedring har brug for.

Den nye stol

I efteråret var jeg til en inspirationsaften hos møbelhuset BoKoncept med Laura Scheuer Trøstrup, som blandt meget andet bestyrer bolig- og designbloggen The Sweet Spot.

Som en del af aftenens arrangement var der en konkurrence, hvor man kunne vinde lænestolen Imola. Jeg var primært kommet for at møde Laura, så jeg havde egentlig ikke bidt mærke i konkurrencen. Men nu jeg var der, kunne jeg lige så godt deltage - og vinde et styk lænestol med valgfrit betræk.

Vi valgte mørkegrå uldfilt: klassisk og diskret, og viste det sig, da stolen ankom, også lidt mørkt. Så i gang med at fylde farve på.

Først min mors og kusines fantastiske oldemor-tæppe, som ellers normalt bor i min udestue. Men det var ligesom ikke nok, så stærkt inspireret af Lena Haulrigs nyfortolkede marokkopuder syede jeg en gang forår på pudeform.

Puden er ca. 40 cm. i diameter og syet af 2 runde stykker stof med et 10 cm. mellemstykke, fyldt med fiberfyld og dekoreret med bomuldsgarn og en grøn knap.

Og den pynter også i andre af hjemmets stole.

Et Gormitti-landskab

"Hvert sekund er dyrebart og skal udnyttes fuldt ud. Legen kan stoppe når som helst, så der skal leges i bund hver eneste gang."

Citatet kommer fra Flemming Quist Møllers erindringsbog "Rytmeflip og abestreger". Hvor svært det af og til kan være at forsøge at efterleve dette enkle credo, så synes jeg, at man skylder sig selv at prøve. Børn er jo som bekendt dem, for hvem legen falder lettest, så vi voksne må tage ved lære af dem.

Disse små fyre hedder Gormittier og i efteråret var de Jeppes favorit-legetøj i badet, hvor han lavede landskaber med vandbaljer og vaskeklude, som han placerede figurerne i. Det gav mig idéen til at lave en landskab "på land" til plastik-vennerne. Jeg spurgte Jeppe, hvordan det skulle se ud, og i fællesskab fik vi tegnet en skitse på en tynd finérplade, og så gik vi ellers i gang med hønsenet og taperklister.

 

Nogle af Gormittierne bor i vand, nogle i bjerge, andre holder til i skoven, og så er der en flok, som elsker lava og vulkaner. Så rent geografisk er vi ude i et meget afvekslende landskab.

Til skoven brugte vi nogle små fyrre-træer, som jeg har købt i en butik, som handler med ting til modeljernbaner. Jeg skulle bruge et enkelt træ til en snekugle, men de kunne kun købes i poser med 20 stk., så nu har jeg et meget stort lager af juletræer.

Endelig blev malingen tør, og de små venner kunne flytte ind.

Homemade

I den forløbne uge har jeg haft fornøjelsen af at være i selskab med håndarbejdslærer og super-krea-kvinde Karen Marie Dehn.

Først havde jeg en skøn lørdag i hendes værksted RUM11, som hun deler med andre kreative damer, hvor vi syede nederdele en hel dag. Jeg er ALT for nærrig til at give 800,- kroner for en nederdel i A-facon fra Mads Nørgaard, så jeg kastede mig ud i at sy min egen. Den er næsten færdig, og så kommer der billeder på bloggen.

I går var jeg så af sted igen denne gang i Politikens Hus, hvor Karen Marie holdt broderi-workshop sammen med sine medforfattere til bogen Homemade. Og ud af 2½ times ihærdigt arbejde kom der de utroligste knapper i alle mulige mønstre og farver.