søndag den 1. september 2013

Applikation på tøj


En af de nemmeste måder at dekorere sit tøj på og give det et mere personligt udtryk er ved at applikere eller brodere på det. På denne nederdel har jeg gjort begge dele.


Nederdelen er syet i sort denim efter mit Nørgaard look a like mønster. Da jeg syede den, syntes jeg, at det kunne være sjovt at give det sorte lidt modspil, så i stedet for at skjule lukningen med en usynlig lynlås og en trykknap, valgte jeg at sy en synlig lynlås i og lukke den foroven med en stor rød knap.


Men det var ikke nok til at bryde den sorte flade, så jeg tilføjede yderligere liv i form af en grafisk blomstereng af runde filtcirkler i forskellig størrelse.

 
 
Blomsterstilken er syet med en rød stikning, og dernæst er de forskellige cirkler syet på enten i hånden eller på maskine. Nogle steder har jeg strøget endnu en cirkel ovenpå ved hjælp af vliesofix.

Til sidst har jeg broderet på cirklerne enten i hånden eller på maskine med en tæt zig-zag.


Hvis du vil lære mere om applikation, så tag et kig på det kursus, som jeg underviser i på Gladsaxe Oplysningsforbund i november måned.

onsdag den 31. juli 2013

Verdens Broderidagen 2013



Billedet er lånt fra www.broderibloggen.dk
I går løb Verdens Broderidagen af stablen for anden gang i Danmark. Det er en årlig tilbagevendende begivenhed, som har sit udspring i Sverige, hvor eventen startede for 3 år siden. Dagens formål er i al sin enkelthed at samle broderiglade mennesker i fredens tjeneste. Jeg var også med sidste år, og i går drog jeg af sted igen med nål, tråd og masser af broderigarn for at brodere i flok med andre ligesindede.

Jeg startede på Frederiksberg Bibliotek, hvor jeg så Jytte Harboesgaards fantastiske udstilling Ubrugelige broderier og fik en snak med Jytte selv. Udstillingen løber frem til fredag den 2/8 2013 og er et besøg værd - også for ikke-broderinørder.
 

Billedet er lånt fra www.broderibloggen.dk
Dernæst var jeg en tur på Biblioteket på Rentemestervej. Mit første besøg på dette fantastiske, kreative sted, hvor bogudlån suppleres af en hyggelig café og alverdens spændende værksteder. Bestemt ikke sidste gang jeg drager til NV.
 
Her mødtes alle omkring en bunden opgave, som var stillet af brodøserne Tine Wessel og Rikke Ruff. Alle skulle brodere et billede af skulpturen Knotted Gun på en sort baggrund i målene 30x30.
 
 
I skrivende stund rapporter Broderibloggen, at der er indleveret 48 pistoler, men det er stadig muligt at sende en broderet pistol til bloggen. Alle pistolerne sys sammen til et billedtæppe, som udstilles på FN's internationale non-violence dag den 2. oktober 2013.


Der var utroligt mange fantastiske bud, som varierede i udtryk og detaljegrad.

Jeg bidrog selv med 2 pistoler. Jeg havde glemt mit kamera, så jeg måtte tage billeder med min telefon - derfor den lidt tvivlsomme billedkvalitet.

 

Mit første bud er syet med bayeuxsting på groft, sort bomuldslærred med uldgarn i forskellige jordfarver.

 
Den anden er mere tøset. Jeg har brugt samme grove bomuldslærred som baggrund og har broderet både konturen af pistolen og de små stjerner med bomuldsgarn. Før jeg begyndte at brodere på det, har jeg quiltet det på maskinen med en tynd voile på bagsiden og en let pladevat imellem.


På gensyn næste år!

mandag den 29. juli 2013

Liberty og London

 
Liberty-himlen ligger i London i form af butikken Shaukat, som jeg besøgte for et par måneder siden.
 


Butikken er enorm, som det også fremgår af dette billede, der i bogstavelig forstand sprænger rammen. Jeg havde heldigvis hjemmefra besluttet mig for, hvad jeg skulle have med hjem, ellers var jeg nok blevet ramt af total handlingslammelse.


Wiltshire skal blive til en bluse og helst med knapper, for jeg fandt matchede knapper hos Liberty London.


Little Mari er i første omgang blevet til et net, som jeg forærede som en værtindegave til min veninde Tina.


Nettet kan rumme en A4 blok og er foret i hanken og ca. 10 cm. ned på vrangen med en belægning i samme stof.

¨
 
 
Liberty kan også bruges til hårpynt, men det er en helt anden historie.

 
 
 
 

onsdag den 22. maj 2013

Bogomslag i patchwork

 
Jeg skal et smut til London med min mand. På min ønskeliste for turen står bl.a. et besøg på Victoria and Albert Museum for at se på kjoler, Kaffe Fasset udstilling på Fashion and Textile Museum og en tur til Liberty mekka nr. 1 butikken Shaukat.
 
Til at opsamle alle mine idéer, udklip og stofprøver medbringer jeg en lille notesbog. Nogle ville måske kalde det en skitsebog, men selv om jeg lige har fumlet mig igennem et tegneforløb, så kan jeg godt forudse, at bogen ikke kommer hjem spækket med smarte modeskitser. Men derfor kan den jo godt få et fint omslag, inden den skal på tur.
 
 
Størrelsen på omslaget er målet på bogen slået op samt en fold ind på hver side til at holde det fast med. Omslaget er syet i patchwork-trekanter i forskellige typer jeans-stof.

Trekanterne er først klippet i papir.


Og dernæst er de klippet i stof med sømrum på ca. ½ cm.


På indersiden både for og bag sidder en flap, som holder omslaget på plads. Her har jeg placeret en lomme til kort, billetter og andre vigtige papirlapper, som altid ligger og flyder nederst i tasken.
 
 
 

 
 Det færdige omslag er blevet lidt rustikt i sit udseende, hvilket skyldes, at jeg på bedste dogme-vis ville se, om det kunne sys udelukkede med brug af min nye overlocker!!  

 

Det kunne faktisk godt lade sig gøre, og det tog under en time.

 

tirsdag den 14. maj 2013

Modetegning


Jeg kan ikke tegne - mere... Da jeg var barn, elskede jeg at tegne, og jeg kunne sidde i timevis og fylde sider med damer og katte og huse og hatte. Men på et eller andet tidspunkt holdt jeg op.

En del af det at kunne sy og designe tøj er at få idéerne og kunne formidle dem i skitser og arbejdstegninger. Så når der på undervisningsplanen står: modetegning, er det bare om at smide hæmningerne over bord og gå i gang.


Vi startede på rimelig sikker grund med et moodboard, som skulle give inspiration til en fiktiv kollektion. "Old silver" er inspireret af gammelt engelsk sølvtøj og holdt i støvede farver, i stive stoffer som taft og organza og med detaljer som store pufærmer og drengekraver.




Næste skridt var at udvikle 2o designs udformet som hurtige inspirationscollager af papir. Jeg elsker at klippe-klistre, så her gik det stadig derud af.


Så kom første tegne-opgave: udvælg et af dine designs, beskriv det og lav en flad arbejdstegning af designets dele.

Den svedte jeg lidt over, for jeg har før oplevet at have den gode idé og ende op med en tegning, som lignede noget et mindre barn havde lavet. Men hver dag sin udfordring, så jeg tegnede på bedste vis en stropløs buksedragt og en lille kappe med stor drengekrave i blonde.


Dagen efter mødte jeg dog muren, da jeg bevæbnet med tegneblok og ny-indkøbte bløde B5 blyanter mødte op til levende model og 10 minutters skitse-opgaver.

Jeg sled som en hest og var træt som en gammel kone, da dagen var omme, men jeg havde på forunderlig vis overvundet min skepsis og frembragt nogle tegninger, som i kunstnerisk kvalitet lod meget tilbage at ønske, men som i sit udtryk alligevel havde en vis lighed med virkeligheden.


Jeg får nok aldrig min barnlige tegneglæde tilbage, men jeg har mistet lidt af frygten for det ulinjerede hvide papir.

Nu gælder det så tegneprogrammet Illustrator, men det er en helt anden historie.....

lørdag den 11. maj 2013

Make-over med indbygget overraskelse


Nu har foråret endelig bidt sig fast, og det er på tide at pakke dynefrakken væk og lufte en lettere frakke.


Den røde cottoncoat har fulgt mig i mange år, og den slags sætter sine spor, så den var efterhånden både falmet og temmelig plettet. Jeg besluttede mig for at give den en make-over i form af en ny farve og lidt opstramning på designet.


Frakken er "født" med en masse detaljer i form af knapper, bæltestropper og et halvt slag på den ene skulder. Før jeg farvede den, fjernede jeg alle detaljer, så den fremstod mere ren og dermed også var nemmere at indfarve.


Den er indfarvet i vaskemaskinen med farven Navy Blue Dylon maskinfarve. Jeg har indfarvet flere tekstiler på den måde, og det er magisk hver gang, man hiver et stykke ny-farvet tekstil ud af maskinen. Magien denne gang var dog endnu større, for min frakke var blevet 2-farvet.


Tekstilfarve egner sig til indfarvning af tekstiler i bomuld, men oftest er sytråd lavet af polyester, som er kunststof, og det tager derfor ikke imod farve.

Jeg HAR hørt efter i tekstillære, men jeg havde ikke tænkt på den lille detalje. Heldigvis er resultatet efter min mening blevet bedre, end hvis frakken var endt som ren navy-blå, og jeg har det som om, jeg har fået ny frakke.

lørdag den 20. april 2013

Stilhed - men ikke stilstand

Bloggen ligger meget stille lige for øjeblikket, men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke laver noget.
 

Først og fremmest er jeg i gang med at producerede mange meter quiltet metervare i blå råsilke med et gentaget bølgeornament, som skal blive til en kinesisk inspireret jakke.


Desuden er jeg gået i gang med et nyt forløb i faget beklædning, og det er altid ensbetydende med en række syprøver.

Vi konstruerer mønstre til nederdel og bukser, så første syprøve er øverste del af et par jeans. Dvs. gylplukning, lommer, linning og saddelback bagpå. Det er måske ikke så tydeligt på dette billede, men jeg er strandet lige efter lommen og den ene halvdel af lynlåsen.


Som et pusterum midt i de store opgaver var jeg i dag til åbent værksted hos Thea i Skønvirke, og lærte på en eftermiddag at lave de mest fantastiske stofblomster.


De er syet i lagenlærred, dyppet i fortyndet trælim og farvet med vandfarver. Nu hænger de til tørre - så hold øje med bloggen for at se det færdige resultat.