At være sig selv nærværende

"Hvad er Glæde, eller det at være glad? Det er, i Sandhed at være sig selv nærværende."

"Lilien på Marken og Fuglen under Himlen"

Søren Kierkegaard, 1849

Jeg stødte på ovenstående citat for mange år siden, og det har i de efterfølgende år været et motto jeg - med større eller mindre held - har forsøgt at leve efter. For mig betyder det "at være sig selv nærværende", at jeg er i kontakt med mig selv og mine følelser og er tro imod, det jeg føler.

Jeg sad forleden og læste oktober måneds kapitel i Gretchen Rubins bog "Projekt Lykke". Hver måned sætter hun fokus på noget i sit liv, som kan være med til at løfte hendes lykke-barometer, og i oktober måned havde hun fokus på mindfulness.

Begrebet mindfulness stammer oprindeligt fra buddhismen og handler i meget korte træk om at få mere udbytte af livet ved at være til stede med sin fulde opmærksomhed i nuet frem for at bekymre sig om fortid og fremtid. Mindfulness pibler frem i mange sammenhænge i disse år, og det kan godt medvirke til en mild skepsis over for begrebet. Men tænkt i sin enkle form giver det god mening.

Mens jeg læste Gretchen Rubins kapitel slog det mig, at gode, gamle Kierkegaard var forud for sin tid i det ovenstående citat, fordi essensen her jo netop er at være til stede i nuet og i sig selv.

Nu kan man jo godt argumentere for, at buddhismen har en del flere år på bagen end Kierkegaard men grunden til, at ham også beskæftiger sig med det, er vel, at det er almenmenneskeligt at miste forbindelsen til sig selv og virkeligheden engang imellem.

Jeg er et ekstrovert menneske, som taler meget og trives sammen med andre mennesker. Det en del af min personlighed og min gennemslagskraft, og den del ville jeg aldrig undvære.

Men nogen gange falder det mig lettere at være kritisk og ironisk og hurtig i replikken i stedet for ærlig, positiv og imødekommende over for dem, jeg er sammen med. Det kræver en bevidsthed hos mig omkring, hvordan jeg møder andre mennesker, så jeg ikke kun er højlydt og hektisk at være sammen med men også nogen gange er stille og lyttende og lader andre komme til orde.

Det har jeg øvet mig rigtig meget på de seneste år, og her kommer Kierkegaard så ind i billedet. For hvis jeg husker at være mig selv nærværende, så husker jeg at mærke efter, hvad jeg har lyst til og give plads til eftertanke, og dermed skaber jeg også plads til andre. 



At høre til

Min søns skole fylder 100 år, og i den forbindelse holdt skolen åbent hus for elever og forældre i lørdags.

Sådan et arrangement er altid lidt kaotisk. Skolens gange og klasselokaler er pyntet op og fyldt til randen med stolte forældre, der beundrer lige netop deres barn bidrag til festlighederne.

Mens vores familie gik omkring på skolen, mødte vi en del børn og forældre, som vi kender fra forskellige sammenhænge. Efter 3 hektiske timer var arrangementet slut, og da vi kom hjem, kom jeg til at tænke på det med at høre til i et fællesskab.

Når man får børn, bliver man draget ind i en lang række fællesskaber, som man ikke vælger selv. Men hvis man møder disse fællesskaber med åbent sind og imødekommenhed, så er det min erfaring, at de som regel altid bidrager postivt til ens hverdag.

Vores liv er fyldt af tilhørsforhold. Fra de nære forhold til vores nærmeste familie, gode venner og arbejdskolleger til de mere perifære mennesker som dem, vi møder én gang om ugen fx i forbindelse med sport. Men fælles for alle disse mennesker er, at de bidrager til, at vi hver især føler, at vi hører til, at vi ikke er alene i verden.

Det gjorde mig enormt glad at vide, at på den store skole med alle de mange mennesker, er der en god håndfuld af børn og voksne, som spiller en særlig rolle i mit og min families liv. Det er voksne, som jeg kan dele forældre-fællesskabet med, og som vil tage sig af mit barn, hvis jeg ikke lige er det. Og det er børn, som lærer mit barn nogle sociale spilleregler, som giver ham gode oplevelser, og som han kan spejle sig i.

De er alle sammen en del af det store netværk, som er spændt ud under vores familie, så vi ikke er alene i verden.

Men den slags overvejelser leder også tankerne hen på dem, som af en eller anden grund ikke er en del af fællesskabet. Det må være uhyre svært at stå alene og ikke have nogen at dele sin hverdag med og føle samhørighed med. Som forælder forsøger man at lære sit barn nogle regler for, hvordan man er sammen med andre mennesker, så de ikke bliver individualister men sociale væsener med en rolle i fællesskabet. Men det er værd at huske, at vi også skal lære dem evnen til inddrage dem, der står uden for.

Når jeg tænker på, hvordan det må være at hjemmefra som selvstændig, så tænker jeg tit på, om jeg ville savne at have kolleger omkring mig. Men de sidste 2 måneder har jeg selv opsøgt netværk og faglige fællesskaber, så jeg tror, at svaret på det spørgsmål må være, at som selvstændig skaber man sine kolleger selv.

Alternativt er der altid den mulighed at flytte sine lille biks ind i et større kontorfællesskab, som det jeg besøgte i sidste uge i Nordvest, hvor en tidligere samarbejdspartner holder til med sin grafiske virksomhed. Det er utrolig inspirerende at komme i et hus, som syder af energi og kreativitet, og det giver meget lyst til at høre til - også i den sammenhæng.

Den store fortælling

Mit speciale på universitetet handlede om den nye nordiske fortælling eksemplificeret gennem en analyse af den norske forfatter Jan Kjærstads roman "Forføreren".

Det minimalistiske og fragmentariske har aldrig været min kop te. Jeg elsker de store fortællinger med deres bifloder af små og store plot, som binder historien sammen, udfordrer læseren og samler alle trådene til sidst.

Mange steder er det blevet populært med storytelling. Virksomheder og privatpersoner tilrettelægger deres historie, så den går fra at være en række tilfældige valg til at blive en sammenhængende fortælling.

Da jeg sagde mit job op, brugte jeg meget tid på at fortælle min historie, som jeg troede, andre gerne ville høre den. Det virkede forbudt bare at sige: "Jeg har sagt op, fordi jeg ikke finder arbejdsglæde, i det jeg laver, og jeg ved ikke, hvad jeg vil nu."

I stedet fortalte jeg historien om, at jeg var på vej til noget andet, som gav bedre mening, til trods for, at jeg ikke havde den ringeste anelse om, hvad jeg havde lyst til.

For en uge siden havde jeg en skøn aften sammen med en flok af mine tidligere kolleger. Jeg oplevede, at det var blevet lettere for mig ærligt at fortælle den rigtige historie efter at have haft knap 2 måneder i tænkeboks. Jeg fortalte dem, at jeg nyder min tilværelse, som den er nu, at jeg (endnu) ikke har fundet mine ben i et nyt job, men at jeg arbejder på sagen. 

Den oplevelser fik mig til at tænke på, hvordan "den store fortælling" om de sidste 2 år af mit liv, rent faktisk kan fortælles.

I slutningen af 2009 blev en god kollega fyret samtidig med at en veninde fik konstateret brystkræft. De 2 begivenheder satte en masse tanker i gang hos mig, som handlede om, hvorvidt jeg levede, det liv jeg gerne ville leve. Det er jo på sin vis banalt, at alvorlig sygdom giver anledning til, at man tager sit liv op til revision, men det er en god mulighed for at gøre status og tænke tanken: "Hvad hvis det var mig?"

En af de tanker, som jeg ikke kunne slippe, var tanken om, at jeg ikke var glad i mit arbejdsliv. Hvordan kunne jeg være rollemodel for mine børn og opfordre dem til gøre, hvad de har lyst til, hvis jeg ikke selv levede efter de regler?

En anden ting, som fyldte meget, var følelsen af hele tiden at være bagud, ikke at have tilstrækkelig tid til at være til stede i mit eget og andres liv. Store spørgsmål - ja vist - men da jeg først havde tænkt dem, kunne jeg ikke slippe dem igen.

Det resulterede i første omgang i, at jeg tog orlov fra mit arbejde i maj og juni sidste år. Det var uden tvivl det bedste, jeg længe havde gjort for mig selv, og jeg nød hver dag, men jeg havde samtidig en fornemmelse af, at jeg ikke var færdig med den proces.

I løbet af den sommer var der flere mennesker, som mere eller mindre eksplicit antydede, at jeg mødte verden med en meget negativ tilgang. Det havde den klassiske virkning, at hvis nogen bliver ved med at sige, at du er sur, så bliver du sur. Men sandheden var nok, at jeg var sur og negativ meget af tiden.

Mens jeg havde orlov, legede jeg med tanken om at sige mit job op. Ikke som en realitet - men mere som et tankeeksperiment. Tanken modnedes hen over efteråret, og efter lang tids overvejelse besluttede jeg mig for at gøre det. Og som man siger: "The rest is history."

Jeg har ingen anelse om, hvordan den historie ender, men jeg prøver af alle kræfter at lade være med at forcere den og i stedet fortsætte med at fortælle videre på den på en måde, så den giver mening.

Livets hastighed

Skifter hurtigt
til ny forklædning
- jeg behøver forandring
med livets hastighed


Skifter farve
anarkistisk kamæleon
- kaster masken
ændrer livsform


Skifter fart
jeg har brug for fartskift
- jeg ændrer mit liv
før det ændrer mig

 

Sådan skriver digteren Michael Strunge i titeldigtet i sin debutdigtsamling "Livets Hastighed" fra 1978. For ham var livets hastighed ensbetydende med høj fart, flygtige skift og konstant forandring - med fatal konsekvens.

Mine tanker blev ledt hen på digtsamlingens titel, da jeg forleden læste en kronik i Politiken af psykoterapeut Vibeke Dyhrcrone med titlen "Prøv lykken - vind en krise. Det kræver mod at leve med livets hastighed."

Jeg synes, at udtrykket "livets hastighed" er meget poetisk, men jeg har egentlig aldrig tænkt over, hvad det rent faktisk indebærer.

I sin kronik beskriver Vibeke Dyhrcrone den udfordring, det er for mange mennesker at blive kastet ud i en eksistentiel krise - stor eller lille - og hvilke handlinger vi tyer til for at bringe vores liv tilbage til normalen:

"Sommetider kan det, der udløser en krise hos den enkelte, være så udefinerligt, at personen ikke selv kan gennemskue, hvad det er, som er mistet. Hvad det er, som ligger til grund for, at man har det skidt. (...)

Det eneste, som mennesker i krise kan vide sig sikre på, er, at de ønsker, at denne ubehagelige tilstand går over, så livet igen kan antage en form, som er til at have med at gøre."

Jeg har flere gange halvt i spøg sagt, at jeg har sagt mit job op, fordi jeg har en midtvejskrise. Det begreb er en behagelig stor hat, der kan rumme rigtig mange af livets spørgsmål, uden at det kan sammenlignes med livskriser som dødsfald og alvorlig sygdom.

Men for en person som mig, der har levet med en stor grad af kontrol i mit liv i mange år, så føles den her proces i nogen grad som at være en lille smule i krise.

Vibeke Dyhrcrone fortsætter:

" Den engelske eksistentielle psykolog og filosof Emmy van Deurzen beskriver, hvordan mange af os i al vor optagethed af at realisere os selv i den ydre verden ikke har fået etableret et solidt forhold til os selv. (...)

Når vi er i krise, kan vi ikke leve op til samfundets krav om at være funktionsdygtige – det vil sige kunne fungere kompetent og friktionsfrit i vores familieliv, arbejdsliv og samfundsliv. Kriser kommer altid på tværs. Vort moderne samfund er ikke indrettet på at lade kriseramte borgere tage en eksistentiel timeout."

Da jeg læste ovenstående citat slog det mig, at jeg har brugt så meget tid på at få alt til at gå op i en højere enhed, at jeg rent faktisk har levet mange år i et arbejdsliv, som jeg ikke trivedes i.

Nu har jeg taget en "eksistentiel timeout", og en af redskaberne til at bruge den fornuftigt er at gøre mig klar, hvad jeg virkelig kan trives med - og hvad der er mine grundlæggende værdier.

"Vi må sætte lys på vore værdier. (...)Værdier er vores lod – svaret på et grundlæggende menneskeligt behov.(...) Vejen gennem en eksistentiel krise er således brolagt med værdier, som vi selv må opdage og tilegne os. (...)

Vore værdier bliver aldrig den magiske formular, som vi kan manipulere og kontrollere skæbnen med, men at kende sine værdier er eksistentielt essentielt i forhold til at kunne vedkende sig sine muligheder og begrænsninger og dermed realistisk favne tilværelsen og det menneske, man nu engang er."

Jeg bliver meget berørt af at læse det her citat, fordi jeg synes, det rummer en meget vigtig læring for mig - og sikkert også for mange andre.

Det lyder jo banalt og enkelt at kunne favne tilværelsen, som den man er. Men det er gang på gang gået op for mig de sidste par måneder, hvor uhyggelig svært det er at være tro mod sig selv og sine værdier og leve med livets hastighed.

For mig er livets hastighed lige nu fordybelse og ro og muligheden for at kunne bevæge mig i samme tempo, som tingene sker, i modsætning til altid at forcere tiden for at kunne præstere en masse i mange sammenhænge.

Jeg har meget svært ved at se mig selv vende tilbage til det arbejdsliv, som jeg har forladt for knap 2 måneder siden, men jeg ved også godt, at det her er en mellemstation, og at jeg igen skal ud i "den virkelige verden". Men én ting er sikkert, det skal foregå på nogle andre vilkår, end dem jeg har forladt - hvis jeg skal forblive tro mod mig selv.

Læs hele Vibeke Dyrchrones kronik her: http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1229657/proev-lykken---vind-en-krise/

Opbevaring (DIY)

Næstefter Biblen er Ikea kataloget den bog i verden, der bliver trykt i flest eksemplarer - har jeg ladet mig fortælle. Nu kan man måske sætte spørgsmålstegn ved, om Ikea kataloget  er en bog i gængs forstand, men det er under alle omstændigheder tankevækkende, hvor mange hjem rundt om i verden, der er invaderet af svenske træmøbler.

En af Ikea's kerneydelser er opbevaring. Kataloget viser rum fulde af svensk hygge krydret med opbevaringsløsninger til alt fra klassikere som cd'er og legetøj til papirclips og urtepotter.

Jeg er stor Ikea-fan og har en lang liste af must-haves, hver gang jeg styrer Berlingoen mod den svenske giga-ødegård i Gentofte. Men alt for ofte bliver jeg slemt skuffet over, at mit hjem ikke emmer af skadinavisk Feng Shui, når jeg har fyldt mine blyanter i den flettede kontor-dims. Grunden er selvfølgelig, at selvom Ikea kataloget ligner et hjem, så er det ikke et hjem men et boligkatalog. 

Men jeg kan godt blive forelsket i tanken om, at man kan opbevare sig ud af alting, og jeg elsker da også opbevaring i dåser og kurve og stofposer. Derfor kommer bloggens første DIY i form af en lille retro-stofpose til unødvendig opbevaring.

 
Stoffet har min mormor købt til min mor, som så har syet stofposer til mig i det, da jeg var på koloni i børnehaven, indtil det nu er havnet hos mig i små mørnede stykker med det yndigste blomstermønster.

Jeg blev inspireret af en lille stofpose, som jeg fik en gave i fra designbutikken Stilleben.

Jeg brugte posen som mønster og klippede 2 stykker blomsteret stof til posen og 2 stykker ubleget lærred til at fore den med. Foret skal være en lille smule mindre en posen. Desuden klippede jeg 2 smallere stykker til hankene i en passende længde.

Dernæst syede jeg stoffet til posen og foret sammen, så det blev 2 små poser. Stofposen vendes med vrangen ind af, foret beholder vrangen ud af.

Så foldede jeg hankene og syede dem sammen.

Dernæst puttede jeg foret ind i posen og placerede hankene, hvor jeg ville have dem. Husk at placere dem samme sted og med samme længde på begge sider af posen  - ellers hænger den skævt.
 

Så syede jeg posen, foret og hankene sammen og til sidst syede jeg et kryds, hvor hankene er fæstnet i posen for at gøre dem ekstra stærke. (Hvad forestiller jeg min lige, at jeg skal opbevare i de poser?)

P.S. Det nye Ikea katalog kommer på gaden den 11. juli 2011.

Kunsten af føle sig ramt

Den opmærksomme læser af denne blog har måske bemærket, at jeg har tilføjet et par ekstra faneblade øverst på siden. De repræsenterer nogle af de ting, som jeg ellers går og pusler med.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ville elske, hvis mine private puslerier kunne kombineres med et mere reelt arbejde, som jeg kunne tjene penge på.

I søndags læste jeg Politikens faste klumme "Det er nok bare mig", hvor journalist Nils Thorsen skrev et indlæg med titlen: "Du skal hade din næste, som du elsker dig selv". Her løftede han sløret for nogle af sine ynglingsaversioner - bl.a. en kategori, som han kalder: neurotiske mediefruer.

Han skriver:

"Men den største skuffelse er de neurotiske mediefruer, der præsenterer deres egne midtvejskriser. Som landeplager. Det begynder med, at de har en brødopskrift. Eller får en have. Og skriver en bog om, hvor glade de er for den. Så skriver de endnu en. Om hvordan alle andre skal dyrke deres.

Og udkommer herefter på alle medieplatforme med noget om noget, de har oplevet. Resten af livet. Helst noget som ikke kræver en egentlig uddannelse (...).

Senere kan de spiffe varen op med coaching og søsætte den i nye små glutenfri projekter, som de sladrer så utrætteligt om på Facebook, at deres profil en dag opnår selvbevidsthed og lever videre som et selvstændigt væsen."

Selv nu et par dage efter, hvor jeg skal citere ham, kommer jeg til at grine højlydt. Det er noget af det sjoveste og mest rammende, jeg længe har læst. 

"Godt du selv kan grine af det", sagde min bror tørt, da jeg læste udvalgte passager op for ham.

Nils Thorsen fortsætter:

"Allermest glæder jeg mig til, at det holder op med at virke. På andre uden fast forbindelse til sig selv. Og alle os mugne og uforløste, der sidder og smiler diabolsk over en kop lunken te (...). Uden at det nogensinde falder os ind, at vi måske selv kunne være en af dem. Eller bare gerne ville have været det."

Hånden på hjertet, så føler jeg mig en smule ramt. Jeg ved nemlig lige præcis, hvilke neurotiske mediefruer, han henviser til, og de er også på listen over mine ynglingsaversioner, men samtidig vil jeg faktisk forfærdelig gerne være ligesom dem.

Nu har jeg så gået et par dage og følt mig ramt og tænkt, at måske har han ret. Måske er det dybt uinteressant, hvordan jeg syr et pudebetræk, eller hvad jeg mener om verden. Så hvorfor i alverden skulle jeg kaste mig ud i sådan et projekt?

Først og fremmest fordi tror, det ville være rigtig sjovt. Men også fordi jeg har lyst til vise et alternativ til glansbillederne af et familieliv, hvor børneværelserne er støvsuget for personlighed og al service matcher farven på tapetet. Hvis andre så finder det interessant og kan identificere sig med det, så er det jo skønt.

Og ellers kan de bare lade være med at kigge med - eller kan de?

Status

I en butik holder man status mindst én gang om året, hvor man gør sit varelager op og får overblik over, hvad man har af aktiver og passiver i forretningen.
Der er nu gået en måned, siden jeg sagde mit job op, og jeg har lyst til at gøre status.
 
At bede om hjælp
Jeg er afsindig dårlig til at bede om hjælp. Vil egentlig helst klare alting selv - så bliver tingene jo også gjort på min måde :-)

Det har derfor været en overvindelse at bede om hjælp til den her proces. Men jeg tænkte: "Hvis nogen beder mig om hjælp og gerne vil høre min mening, så bliver jeg glad og føler mig værdsat og vigtig i deres liv. Så hvorfor skulle andre ikke have det på samme måde?".

Jeg har opdaget, at jeg skal være helt ærlig, når jeg spørger. Ikke noget med at sige: "Skal vi mødes til en kop kaffe." Nej, jeg er nødt til at komme ud af busken og sige, hvad jeg gerne vil opnå: "Jeg har brug for din mening om nogle ting.", "Jeg vil gerne høre om dine erfaringer.", "Hvad synes du, at jeg er god til?".

Jeg har endnu ikke oplevet, at folk har sagt nej - både når jeg har spurgt i mit private netværk og professionelt - og det giver mig mindst lige så stort et kick at spørge, som det giver at få svar på mine spørgsmål.

Vær ærlig og tro mod mig selv
Når jeg bliver usikker på mit projekt og begynder at spejle mig i andre forventninger, så glemmer jeg at være tro mod mig selv. Så siger jeg det, som jeg tror, folk forventer, at jeg skal sige - fremfor at være ærlig.

Men jeg synes alligevel, at jeg er nået et skridt på vejen, fordi jeg er blevet mere sikker på, hvad jeg ikke vil.

For et par uger siden var jeg til en jobsamtale. Under hele samtalen havde jeg en mærkelig fornemmelse i maven, fordi jeg kunne mærke, at jeg ikke rigtig havde lyst til det job. Jeg var ellers én ud af 7, der var kaldt til samtale blandt 170 ansøgere, jeg var velkvalificeret til jobbet, samtalen gik fint og alle var rigtig søde.

Men jobbet og organisationen lignede til forveksling det, jeg lige havde forladt, og det slog mig, at hvis jeg sagde ja til den stilling, så kunne jeg lige så godt være blevet, der hvor jeg var.

Jeg besluttede derfor, at jeg ville sige nej, hvis jeg fik tilbudt jobbet. Det var en enorm lettelse at tage den beslutning, og det føltes på mange måder meget mere modigt end beslutningen om at sige op.

Så status lige nu er, at jeg bruger mit netværk til at få del i andres erfaringer og gode idéer, samtidig med at jeg bruger min mavefornemmelse til at mærke efter, hvad jeg ikke har lyst til - og med tiden forhåbentlig også tydeligere kan mærke, hvad jeg har lyst til.

P.S.
Jeg fik ikke tilbudt jobbet, så jeg slap for at sige nej, men det væsentligste var også, at jeg havde truffet et valg, som var tro mod mig selv.