mandag den 30. juli 2012

Verdens Broderidag


I dag den 30. juli 2012 er det Verdens Broderidag. En begivenhed, som er udsprunget i Sverige, og introduceret i Danmark af brodøserne Tine Wessel og Rikke Ruff. Tine bestyrer Broderibloggen, og her er masser af gode idéer og broderividen at hente.


Pablo Picasso


Tanken med den danske udgave af Verdens Broderidag er, at alle deltagere broderer et kvadrat med samme motiv - en fredsdue inspireret af bl.a. Picassos fredsduer. Senere sys alle kvadraterne sammen til et "freds-tæppe", som skal udstilles den 21. september på FN's Internationale Fredsdag.


Hjemmefra havde jeg downloadet skabelonen, overført den til et stykke groft hør, hvor jeg havde strøget en tyk vliesline bagpå og broderet konturerne af duen op med bagsting og dens olivengren med fladsting. Og så var jeg klar til at dukke op ved Frederiksberg Bibliotek og deltage i broderi-eventen. Jeg har været så fræk at hente et billede fra Broderibloggens Facebook side, for at illustrere hvordan vi sad i solen og broderede (og snakkede) på livet løs.


Fra Broderibloggens Facebook side
Efter 2½ times arbejde fik jeg fyldt duens krop med applikationer, broderisting, perler og pailetter.


Og så kom den op at hænge sammen med alle de andre fantastiske bud på en fredsdue.




Hvis nogen har fået blod på tanden, kan man stadig nå at få et kvadrat med. På Broderibloggen ligger både skabelon og adresse, hvor man kan sende sin due hen. Der er frist midt i august.


 Nu glæder jeg mig bare til at se det færdige tæppe.

torsdag den 12. juli 2012

Ornamentik




I min mors gemmer faldt jeg for nylig over denne fantastiske bog, som er stopfyldt med fotos af ornamentik fra hele verden. Mønstre på keramik fra Grækenland, vævede tæpper fra Persien, broderede løbere og strikkede vanter fra Skandinavien og lakæsker og skåle fra Kina. Det er virkelig entografi på højt plan.


Bogen har tilhørt min farmor, og da jeg sad og kiggede i den, tænkte jeg, at det måske ikke kun var på min mors side, at de kreative årer flød. Det er i hvert fald skægt at tænke på, at min farmor (som døde, da jeg var 7 år) har siddet ligesom jeg og fundet inspiration og glæde ved at se på bogens mange fantastiske billeder.


Jeg kan ikke vente med at komme i gang med at brodere store blomsterdekorationer og eksperimentere med farvekombinationer i papir og stof.




onsdag den 27. juni 2012

Sommergarderoben 1


Jeg syr på årets sommergarderobe, selv om sommeren synes at lade vente på sig. Denne nederdel er syet af en rest stribet jerseystof fra gemmerne.



Mønsteret er et klassisk pencilskirt (læs en smal nederdel), som jeg med stort held har brugt et utal af gange i forskellig variationer. Den er lukket bagpå med en lynlås, og der er indsnit i linningen både foran og bagpå.

mandag den 25. juni 2012

Sommercheesecake med jordbær og hyld


Igen i år deltog jeg i et fantastisk kage-orgie kamoufleret som en kage-konkurrence i silende regn i Frederiksberg Have. Sidste år vandt jeg førsteprisen med en sommerlagkage, og i år fik jeg den prestigefulde publikumspris for en sommercheesecake med jordbærfyld og hyldeblomstgelé.


Kagen består af en kikse-/makronbund med kanel, en kærnemælksfromage med jordbærpuré og en hyldeblomstgelé som topping.

Sommercheesecake:

Bund
  • 100 gr. digestivekiks
  • 200 gr. makroner
  • 150 gr. smør
  • 2 tsk. kanel
Kiks og makroner knuses fint og blandes med smørret, som forinden er smeltet i en gryde. Dejen til bunden røres sammen, presses ned i en springform og glattes, så overfladen er jævn. Stilles på køl.

Kærnemælksfromage med jordbærpuré
  • 4 dl. kærnemælk
  • 170 gr. mascarpone
  • 4 spsk. flormelis
  • 1 stang vanille
  • 5 blade husblas
  • saften fra ½ citron
  • 200 gr. jordbær (gerne frost)
  • 3 spsk. sukker
  • ca. 6 friske jordbær til pynt
Kærnemælk og mascarpone røres med flormelis og vanille til en jævn masse. Jordbærrene koges til marmelade sammen med sukkeret og blendes med en stavblender til en jævn puré, som køler lidt af og hældes i kærnemælksmassen.

Husblassen opblødes i 1 dl. vand. Når den er blevet blød, hældes vandet fra og husblassen smeltes ved svag varme med citronsaften. Pas på det går stærkt!!

Problemet med husblas kan være, at det laver de der kedelige trevler, når det blandes med andre ting. Det kan undgås ved at blande ca. 1 dl. af kærnemælksmassen op i gryden til den smeltede husblas under omrøring. Så justeres husblassen temperatur til resten af massen. Dernæst hældes husblassen ned i resten af massen igen under omrøring og massen hældes ud over kiksebunden.

Nu skal kærnemælksfromagen størkne i køleskabet 2-3 timer.


Når massen er størknet dekoreres den med skivede jordbær, som lægges oven på fromagen.

Hyldeblomst-topping
  • 3 dl. hyldeblomstkoncentrat
  • 12 gr. gelatinepulver
Hyldeblomstkoncentraten kan foryndes en lille smule med vand, hvis man synes smagen er for stærk, det er bare vigtigt ,at den samlede mængde væske stadigvæk er 3 dl. Gelatinepulveret opløses i en lille smule kogende vand og blandes i hyldeblomstkoncentraten. Hvis den er meget kold, kan man bruge samme metode som med husblassen.

Hyldeblomst-toppingen hældes forsigtigt over kagen, når kærnemælksfromagen er størknet, så den lægger sig som et låg, der lige akkurat dækker jordbærrene. Kagen stilles på køl igen, til geléen er størknet.


Når geleén er størknet pyntes kagen med friske hyldeblomster og evt. sølvstøv.

Før konkurrencen


Og efter...



søndag den 17. juni 2012

Sommer stilleben


Broderi, applikation og fantasier om sommmer og sol på en regnvejrsdag samt en ramme med paspartout fra Ikea, hvor glasset knækkede, blev til dette lille naive stilleben.



Skitse og skabeloner til snegl og sommerfugl.




Snegl, sol og sommerfugl er strøget på med vliesofix. Broderet med fladsting, mille fleurs og  tungesting.






tirsdag den 5. juni 2012

Mindfulness for kreative


Hvad gør man, når sommeren kommer i maj måned, og man bare må ud i det gode vejr, men samtidig har lyst til at sidde og nørkle med et krea-projekt? Man finder et projekt, som kan tages med ud i det gode vejr. At sy patchwork i hånden er et mindfulness-projekt, som kræver nærvær og stor tålmodighed.



Sidste år købte jeg 3 taskehåndtag i forskellig størrelse hos Stof og Stil og hentede samtidig deres gratis mønster på 3 tasker, som passede til.


Jeg tegnede mønstret af og målte, at jeg skulle bruge et stykke stof på 20x20 cm. Det opdelte jeg i 25 kvardrater klippet i pap, som hver målte 4x4 cm (billedet snyder, papstykkerne er kun 4x4 cm.). Dernæst klippede jeg 25 stykker stof, som hver var lidt større end papskiverne.


Nu kommer mindfulness-del nummer 1. Hvert stykke stof ries fast rundt om hvert enkelt papstykke, så stoffet ligger stramt rundt om pappet.


Derefter kommer et mellemspil i form af en puslespils-del, hvor papfirkanterne med stof lægges op i lige præcis den rigtige rækkefølge, så mønstre, farver og motiver tager sig bedst ud.

Og så kommer mindfulness-del nummer 2, hvor alle papstykkerne syes sammen ret mod ret med bittesmå sting på bagsiden. Først syes hver enkelt papfirkant sammen i lange bånd, som så igen syes sammen til én stor firkant. Til sidst fjernes ritrådene og papstykkerne på bagsiden.





Nu er det tid til at klippe patchworkfirkanten ud efter mønstret. For ikke at de mange små sytråde skulle gå op, strøg jeg en tyk vlieseline bag på og syede med en tæt zig-zag rundt i kanten af mønstret.


For at få lidt ekstra sjov og spas, quiltede jeg et par af de små firkanter med brodereregarn.


Taskens bagside er syet i gammelrosa hørstof. I forhold til patchwork- forsiden, så den ærlig talt lidt kedelig ud, så da jeg nu havde broderegarnet fremme, blev bagsiden til en blomstereng.


Tasken er foret med striber og blomster og hanken er syet på med gammelrosa broderegarn.



Nu er sommeren forbi (for denne omgang), tasken er færdig, og jeg kan igen tage fat på indendørsprojekter.



mandag den 4. juni 2012

Nutella


Hjemmelavet nutella til brunch-bordet på Jeppes 7 års fødselsdag

Nutella
  • 100 gr. chokolade - lys, mørk, orange, mint eller blandet efter smag og behag
  • 100 gr. hasselnødder eller andre nødder igen efter smag og behag
  • 3 spsk. honning
  • 1 spsk. kakao
  • 1 dl. piskefløde
  • 30 gr. smør
Rist hasselnødderne på en pande, til de tager farve. Blend nødderne med de andre ingredienser i en blender eller foodprocessor, til de får en ensartet konsistens.

Opbevares i et patentglas i køleskabet og nydes efter behov :-)