Frk. Jensen

Når alt andet glipper, og der ikke er hjælp at hente andre steder, så tyer jeg til Frøken Jensens Kogebog. Så bliver jeg så dejlig rolig indeni og tænker, at tingene nok skal løse sig, når det stadig er muligt at finde opskiften på benløse fugle, karamelrand og sylte.

Kirstine Marie Jensen blev født i 1858 og arbejdede hele sit liv som husbestyrinde hos familien Melchior. I 1901 udgav hun sin kogebog med de opskrifter, hun havde glædet familien med - og hermed var en klassiker født.

I min udgave fra 1988 står der i forordet: "I foreliggende 5. udgave har vi (...) bevaret så meget som muligt af det oprindelige stof (...). Men med den hurtige udvikling inden for madlavningens område har vi fundet det berettiget at føre bogen ajour (...).

Man kan vel roligt sige, at der er sket en "udvikling inden for madlavningens område", siden Frk. Jensen kom ind i mit liv i 1994. Men hun holder stadig, når ens unger siger: "Vi spiser kun syltede rødbeder - ikke rå eller bagt i ovn.", eller når pæretræet er så fyldt, at vi ikke kan nå at følge med, inden de rådner på jorden. 

Syltede rødbeder

1 kg . rødbeder koges møre, skæres i skiver og lægges i patentglas, som er skyllet med atamon og varmt vand.

3/4 liter lagereddike og 350 gr. sukker koges til en lage. Hos Frk. Jensen koger man også nelliker med i lagen, men det ville ungerne her i huset sige bestemt "NEJ" til, så det gør jeg ikke. Lagen hældes over rødbederne og glasset lukkes med det samme.

Henkogte pærer



1 kg. pærer skrælles, skæres i mindre stykker og kernehuset fjernes. 1 dl. lagereddike, 350 gr. sukker og 1 dl. vand koges til en lage med fx ingefær i skiver, hel kanel, nelliker, stjerneanis, en vanillestang eller, hvad der nu er behov for. Når sukkeret er opløst kommes pærerne i, og de koges møre i lagen. Pas endelig på, at de ikke får for meget, så bliver de smattede i glasset.

Pærerne lægges i en patentglas, overhældes med den varme lage og  tilsættes ½ tsk. atamon, og glasset lukkes med det samme.

De bliver til Pære Belle Helene, hvis de serveres med vanilleis og chokoladesauce.

Mine husmor-sysler har henledt tankerne på Kirsten Hüttemeier og ikke mindst på Martin Brygmans fantastiske udgave af Hüttemeier fra Lex og Klatten.

Bemærk at såvel skåneærmer som forklæde matcher pyntegardinerne: http://www.youtube.com/watch?v=MOKaPEoxm4A&feature=related

 



Giraffen Lollo fylder 1 år

Jeg er meget barnlig - glad for bamser, kulørte perler og udklædningstøj. Og til min store glæde er det smittet af på mine børn, som også kan lide at lege.

Giraffen Lollo fyldte 1 år, og det blev fejret med brownie og flag på bordet. På hendes ønskeseddel stod der en kjole, for det er koldt at være en lille giraf, når vinteren nærmer sig.

Nederdel i patchwork med plads til halen.

Bamse-Knud og Lillefanten var også inviteret. Lillefanten i quiltet vest, halstørklæde og nathue i eget design.

Hemmeligheder på vej...

Arbejder på en helt særlig fødselsdagsgave - siger ikke mere. Lige nu i hvert fald.....

Men du kan se resultatet her.

Viden - hvis man har, skal man dele

Da jeg var barn i 1970'erne, måtte vi ikke tage slik og tyggegummi med i skole. Det blev ikke sagt direkte, i stedet fik vi at vide, at hvis vi havde slik med, så skulle vi dele ud til alle de andre i klassen. Så var der ikke mange, der havde lyst til at tage en pakke Dandy med i skole.

I mit voksenliv - især i mit arbejdsliv - lærte jeg ret tidligt, at et af de store buzz-words i forhold til samarbejde er videndeling. Jeg lærte, at det staves og udtales uden -s i midten, og at det er rigtig godt at dele sin viden med andre, så vi kan lære af hinanden og løfte opgaven i fællesskab.

Jeg overvejer at skifte branche, men før jeg gør det, vil jeg gerne vide mere om, hvordan det er at arbejde på det felt. Så de sidste par måneder har jeg søgt viden hos folk uden for mit kendte netværk. Kriteriet for at opsøge dem har været helt enkelt: De laver noget, som har vakt min nysgerrighed, og som virker sjovt.

Jeg har rigtig tit fået at vide, at jeg bare skal komme ud af hullet og kontakte folk, for hvis jeg viser oprigtig interesse for deres arbejde, så vil de fleste gerne fortælle, om det de laver. Flere har direkte sagt: "Jeg har aldrig oplevet nogen, som har sagt nej til at fortælle om deres arbejde".

Efter godt og vel 10-15 henvendelser kan jeg konkludere, at jeg må være undtagelsen, der bekræfter den regel, for jeg er endnu ikke stødt på én eneste, som vil tage en uforpligtende snak på en halv times tid og fortælle lidt, om det de laver.

Jeg beder ikke om et job, jeg presser ikke mine idéer ned i halsen på dem, det eneste jeg beder om, er et uforpligtende møde, hvor jeg kan blive lidt klogere på en branche og et arbejdsfelt, som jeg gerne vil bevæge mig ind på.

Der kan være mange grunde til, at folk siger nej til at mødes med mig, og for de flestes vedkommende handler det om tid - og måske også om andre ting, som de ikke siger højt. Jeg prøver at være vedholdende uden at presse på, men i sidste ende må jeg selvfølgelig respektere et nej.

Det her er ikke skrevet ud fra ønsket om medlidenhed, men skal snarere læses som en undren over, at videndeling tydeligvis ikke er slået igennem alle steder eller en konstatering af, at der er grænser for, hvem man deler sin viden med.

Jeg skal helt ærligt indrømme, at jeg i mit tidligere job ikke altid sagde ja til at dele viden med alle, der henvendte sig. Men jeg har lovet mig selv, at hvis jeg skulle være så heldig at få fodfæste i en ny branche, så vil jeg gøre mit til at dele min viden, og den opfordring er hermed givet videre til alle andre!

P.S. Jeg skal huske at sige mit private netværk af gode venner og bekendte en stor TAK! De har gladeligt øst ud af deres viden og kontakter, og det sætter jeg meget stor pris på - hvad udfaldet end har været.

Flittige hænder

Når man gemmer ALT, dukker der af og til guld op i gemmerne. Bladet "Flittige Hænder" fra en gang i slutningen af 1950'erne. Var alt bare så let....

Sure blommer kogt med rigeligt sukker bliver til dejlig sødt syltetøj.

Hjemmedyrkede tomater i halve, drysset med salt, sukker, peber og olie og semi-dried i ovnen ved 100 grader i 5 timer. Uhmm....

Resten må modnes i vindueskarmen....

Sig ja!

Tak til Disney

For et par uger siden var jeg til fødselsdag hos min veninde, som fyldte 40. Vi var 11 kvinder samlet. Mange af dem kender jeg rigtig godt, nogle havde jeg kun mødt få gange, og en enkelt af dem havde jeg aldrig mødt før.

Værtinden startede aftenen med en kort introduktion af os alle, men i løbet af middagen opfodrede én af gæsterne til, at vi tog en runde, hvor vi hver især uddybede præsentationen ved at fortælle lidt om, hvad der optog os lige nu.

En af mine fordomme om mænd er, at de er en smule berøringsangste, når det kommer til at tale om sig selv. Jeg håber for mændene, at jeg tager fejl, for jeg var dybt imponeret over, hvordan disse kvinder åbent og ærligt delte ud af deres liv til alle omkring bordet.

Jeg nærmer mig selv 40 og må erkende, at der er meget på spil i livet netop på dette tidspunkt. Og det blev jeg bekræftet i, efterhånden som samtalen udviklede sig.

Her ved bordet sad kvinder med store børn, kvinder med små børn og en enkelt med barn på vej. Kvinder, som allerede havde oplevet at begrave en forælder, kvinder, som var blevet skilt eller stod midt i et brud. Kvinder med store overvejelser omkring deres fremtidige karriere, deres parforhold og deres børns trivsel. Der var faktisk ikke det emne, som ikke blev drøftet, og det var meget stærkt og livsbekræftende.

En af de ting, som bl.a. lå som en rød tråd i mange af beretningerne, var dilemmaet omkring, hvad og hvor meget vi siger ja til i vores liv og dagligdag. For et par år siden så jeg skuespilleren Ditte Hansen i monologen "Bitterfissen", som handler om præcis de emner, som vi snakkede om den pågældende lørdag.

I den forestilling havde hun et tilbagevendende fænomen, som hun kalder Flittig-Kylle - opkaldt efter Andersines artige niecer Kylle, Rylle og Pylle. Flittig-Kylle kommer altid velforberedt, siger ja til alle opgaver (også de kedelig, som hun egentlig ikke gider), bliver forbigået til lønforhandlinger og bager kager og køber gaver til alle familiens fødselsdage - inklusiv sin egen.

Det var bestemt ikke en samling Flittig-Kyller, som var til fødselsdag den aften, men vi kunne dog alle blive enige om, at vi havde en rem af huden, og mange af kvindernes øjebliksberetninger handlede om, hvordan man får sagt nej til det uvæsentlige, vælger sine kampe og siger ja til det, der betyder noget.

En af kvinderne fortalte, at hun havde fået at vide, at i et tilfælde i livet skulle man altid sige ja, og det var, når det kom til sex. Altså ikke vilkårlig sex efter en våd bytur, men sex med den partner, som man deler sin hverdag med. Begrundelsen var, at selvom sex ikke løser alle problemer, så giver det en nærhed og samhørighed, som ikke kan undgå at smitte af på andre aspekter af livet.

Det blev sat i kontrast til de andre situationer, hvor man skulle arbejde benhårdt på at sige mere nej - fx til opgaver og pligter, som man ikke havde lyst til, til kravet om det perfekte liv, til forventningen om at man opfyldte alle andres behov før sine egne osv....

Men efter den aften kan jeg godt komme i tanke om ét andet område, hvor det er en god idé at sige ja. Jeg synes, man skal sige ja til at dele sit liv med andre, sige ja til at invitere dem inden for og give dem mulighed for at gøre en forskel i ens liv. Det tror jeg, man bliver et både gladere og klogere menneske af.

Så sig ja!

Knækbrød og cupcakes - 10 års fødselsdag

Mens tvillingetårnene i NY styrtede i grus bragte jeg et barn til verden. Jeg kan huske, at jeg havde temmelig dårlig samvittighed over, at han skulle fødes ind i alt det "voksen-rod". Men samtidig tænkte jeg, at den fødselsdag forpligtede, og at han måtte gå i front i sin generation og arbejde for fred og fællesskab.

Om jeg har fostret en kommende statsmand er endnu uvist, men den unge mand fyldte 10 år den 11. september, og han havde bestilt en fest med det hele. Dvs. jeg fik talt  ham fra idéen med hummer og crème brulée til 25 mennesker, så vi endte på et kompromis med bl.a. hapsere med kyllingelevermousse og cupcakes.

Knækbrødshapsere med kyllingelevermousse

Jeg er i en knækbrødsfase, hvor jeg simpelthen ikke kan få knækbrød nok. Inspireret af min brors knækbrødsopskrift, ælter, ruller og udskærer jeg knækbrød i alle former og smagsvarianter.

Knækbrød (ca. 20 stykker)

• 1 dl. vand
• 10 gr. gær
• 10 gr. olie
• 100 gr. rugmel
• 50 gr. grahamsmel
• 30 gr. hvedemel
• 2-3 tsk. salt
• 3 spsk. blandede frø: sesamfrø, hørfrø, græskarkerner, solsikkefrø

Gæren opløses i vand og salt og olie tilsættes. I væsken røres mel og kerner, og alt æltes til en fast dej. Dejen rulles tyndt ud med en kagerulle og skæres i firkanter, stænger eller udstikkes til figurer med en udstiksform til småkager. Stykkerne pensles med vand og drysses med flagesalt eller frø. Bages ca. 20-25 minutter ved 175 grader til knækbrødet er sprødt og har fået farve.

Jeg bagte 3-dobbelt portion. Den ene halvdel udstak jeg til små cirkler og den anden halvdel skar jeg i stænger, som jeg drysssede med henholdsvis nigellafrø, sorte birkes og flagesalt med røget piment fra Meyers - også kaldet Frederiksberg salt fordi det er dyrt og lidt snobbet :-)

Kyllingelevermousse (lånt fra kogebogen "Et bord i Toscana")

•  6 kyllingelevere
• 1 løg i tern
• 1 spsk. smør
• 1 spsk. ansjospasta på tube (fås i Supermarco) eller 1 frisk ansjos
• 1 tsk. tomatpuré
• 1 glas hvidvin

Kyllingelever og løg steges i smør. Tilsæt tomatpuré, ansjospasta og hvidvin, rør rundt og lad blandingen koge ind. Når væden er kogt ind, blendes blandingen med en stavblender og stilles til afkøling.

Serveres på knækbrødshapsere eller hårdt ristet brød pyntet med revet parmesan og ristede pinjkerner, friske basilikumblade eller kapers.

Cupkakes-værksted

Hvor mange cupkakes spiser 25 mennesker? Mange!!

Grundopskrift til ca. 18 cupcakes

• 2 æg
• 3 dl. sukker
• 100 gr. smeltet smør
• 3 dl. mel
• 1 tsk. bagepulver
• 1 dl. mælk

Æg og sukker piskes hvidt og vendes med smør, mel og bagepulver. Hældes i muffinsforme og bages ved 200 grader i 10-15 minutter. Pyntes med almindelig glasur eller frosting af 80 gr. blødt smør rørt med 150 gr. flormelis.

Det er kun fantasien, som sætter grænser for, hvad man vælger af fyld til at peppe grunddejen op med. Mit valg fald - i samråd med fødselsdagsbarnet - på følgende variationer:

Oreos og chokolade

I bunden af hver muffinsform lægges en Oreo småkage. Dejen røres med 2 spsk. kakaopulver og 100 gr. hakket chokolade og hældes over Oreo'en, så den bages med i bunden af cupkaken.

Pyntes med frosting rørt med 1 spsk. kakao og en Oreo på toppen. Én af disse og man er mæt i flere timer.

Hindbær og hvid chokolade

I dejen røres ca. 100 gr. letoptøede frosne hindbær og 100 gr. hakket hvid chokolade. Rør hindbærerne rundt, så hele dejen bliver lyserød.

Pyntes med frosting rørt med rød frugtfarve og kulørt krymmel.

Banan og chokolade

Dejen røres med bananmos af 2 modne bananer og 50 gr. hakket mørk chokolade og pyntes med gul glasur og farvet krymmel.

P.S.
En ven på bloggens FB side efterlyser forklaringen på forskellen på muffins og cupcakes. Jeg har lavet lidt research og er nået frem til følgende:

En muffin er større, dejen er ligesom hævet op over formen, og den har også tit mere karakter af en bolle end en kage.

En cupkake er mindre, og toppen er flad, så der er plads til rigtig meget frosting. Generelt er cupcakes mere fantasifuldt og overdådigt pyntede end muffins, så de ikke kun smager godt, men også tager sig godt ud.

.... supplerende oplysninger til forklaringen modtages med kyshånd.