lørdag den 19. januar 2013
Skønvirke - et kreativt pusterum
Dygtige og kreative Thea har åbnet sit eget værksted, hvor hun tilbyder alle mulige former for tekstilundervisning. Skønvirke hedder stedet, og i dag var der åbent værksted, hvor alle var velkomne med deres egne projekter til nogle timer rundt om det røde bord.
Det var første gang jeg besøgte stedet, så jeg havde en lille housewarming-gave med. Alle os som finder glæde i det kreative har én fælles last: vi samler på ting, så vi mangler altid opbevaring. Jeg har syet en pose af mit unika-print, hvor Thea kan gemme stofrester, garn, stikkepinde, bånd og bændler, eller hvad hun nu kan finde på.
Den består af en yder- og en inderpose, som er syet sammen foroven. Imellem de 2 lag har jeg syet en strop i, så den kan hænge på en knage, og så har jeg syet en stikning 2 cm. under overkanten, så det danner en løbegang til en snor af kantebånd.
I posens orange for gemte sig lidt sødt til kaffen. I min grund-opskrift på cupcakes havde jeg knust 3 store håndfulde makroner og tilsat en plade hakket mørk chokolade med mint og karamel.
Tak for en dejlig eftermiddag, hvor jeg kom i gang med et nyt tone-i-tone patchworkprojekt inspireret af sidste uges undervisning i farvelære på mit studie. Men mere om det senere.
onsdag den 16. januar 2013
Genbrugs-januar
Jeg bliver aldrig helt gode venner med januar. Jeg synes, den er både trist og mørk. Ingen penge, de er brugt på and og nytårskrudt, til gengæld er man lidt tung i det oven på for mange honningkager.
Jeg går lidt i hi og venter på lys. Rydder lidt op og bruger af lagrene. Som nu forleden da vores overbo kom for at låne noget farin til småkagebagning. Så ville mine unger også bage, hvilket var en kærkommen lejlighed til at få ryddet ud i nogle af julens søde rester.
Resten af de skønne amarena kirsebær fra ris a'la manden og en stump marcipan røg i min grundopskrift på cupcakes sammen med en stor håndfuld knuste makroner og blev til en himmelsk mundfuld, som vi spiste med stor fryd. (De voksne fik endda portvin - fordi det er januar.)
søndag den 16. december 2012
Påfuglekjolen - semesteropgave
Nu er der gået en uges tid, siden påfuglekjolen forlod mine hænder og blev afleveret til min beklædnings- og broderilærer. Det har været en stor fornøjelse at arbejde med denne kjole, og til dem det måtte interessere, vil jeg her løfte sløret for lidt af min arbejdsproces.
Formålet med opgaven var at sy en kjole fra et grundmønster, som er konstrueret ud fra mine mål og med et element at tilskæring (dvs. ændring af grundmønsteret). Kjolen skulle desuden være inspireret af en opgave, vi skrev tidligere på dette semester, og på kjolen skulle indgå et element af broderi.
Opgaven handlede om kvinder, der foretager drastiske ændringer af deres krop, og én af de ting, vi fokuserede på, var tatoveringer.
Jeg har ikke nogen tatoveringer og får det nok heller ikke. Jeg ville være bange for at komme til at fortryde mit valg, hvis jeg fik en. Så jeg besluttede, at jeg ville sy en kjole med en tatovering, som kunne fjernes igen, når jeg tog kjolen af.
Jeg valgte, at min tatovering skulle være på ryggen. Dels fordi, det er en god, stor flade at brodere på, og dels fordi jeg godt kunne lide tanken om, at man ikke så tatoveringen med samme, når jeg havde kjolen på.
Kjolen skulle derfor være enkel, så den ikke tog opmærksomheden fra tatoveringen på ryggen.
Jeg syede en enkelt denimkjole i prinsessesnit. Dvs. at forstykket er delt i 3 dele og figursyet med 2 lange syninger fra skulderen, ned over brystet og helt ned til underkanten af kjolen.
| Illustration er taget fra En visuel guide til tilskæring af Gertrud Beckmann |
Broderiet på ryggen var en rigtig sjov opgave. Jeg måtte hurtigt erkende, at jeg nok ikke kunne brodere noget, der lignede en tatovering. Men jeg kunne lade mig inspirere af den måde tatoveringer fylder en flade ud på med motiv og farve.
Valget faldt på påfuglen som motiv. Dels fordi rundingen på fjerdragten følger rundigen på ryggens øverste del, og dels fordi fjerenes farver passer godt til den blå denim.
Min inspiration fik jeg bl.a. fra en utrolig smuk broderet påfugl, som jeg faldt over i en gammel broderibog. Påfuglefjerene var syet med meget tætte fladsting med et hul i midten.
Efter flere forsøg fandt jeg frem til en teknik, hvor jeg også benyttede fladsting. Men i stedet for at sy dem små og tætte, forstørrede jeg den enkelte fjer og gjorde stingene bredere og mere luftige, så den mørkeblå denim kunne ses igennem fjeren.
Jeg syede med 2 forskellige nuancer amagergarn og sluttede af med nogle sting med en metaltråd for at give fjeren mere farvespil.
Inde i hver fjer syede jeg en paillet med en perle fast som symbol på påfugleøjet.
Efter flere forsøg med både fjerenes farver og fuglens krop kom turen til det endelige broderi på selve kjolen.
For at bestemme broderiets placering brugte jeg dels forskellige skitser på manifold, som jeg satte på ryggen af kjolen med nåle og dels papirskabeloner, som jeg kunne flytte rundt på, så jeg kunne skabe den perfekte runding på fjerene.
Kronen er afsluttet med franske knuder, og øjnene er en paillet med en perle syet fast. Mellem fjerene er der ligeledes fyldt ud med perler og paillettter.
Jeg brugte en stor, rund broderiramme, så jeg nemmere kunne arbejde med broderiet. For at forstærke broderiet syede jeg desuden et stykke sort voile (meget tyndt bomuldsstof) mellem kjolens bagside og broderiet.
Efter mange timers påfuglefjer og en øm pegefinger (fordi jeg ikke kan finde ud af at sy med fingerbøl) var fuglen klar til at flyve ud i verden.
Nu mangler jeg bare en præsentation af mit projekt og ikke mindst mine underviseres tilbagemelding.
Etiketter:
Broderi,
DIY,
Inspiration,
Klædeskabet
fredag den 7. december 2012
En påfugl fløj forbi
I dag afleverer jeg min første semesteropgave: en denimkjole med en stor påfugl broderet på ryggen.
Meget snart sætter jeg mig til tasterne og fortæller mere om denne spændende proces. Men indtil videre lader jeg påfuglen lande her et øjeblik...
lørdag den 1. december 2012
I proces
Jeg arbejder på livet løs på min første eksamensopgave på mit nye studie. Jeg skal sy en kjole, hvor der skal indgå et element af broderi.
Jeg bolterer mig i pailletter og broderigarn med metaltråd. Det skal blive til en påfugl, og jeg håber på, at resultatet bliver godt.
Hold øje med bloggen og se mere senere.....
søndag den 25. november 2012
Hjemmearbejde
Ugens sjove lektier - det er sandelig noget andet en tekstanalyser og grammatikøvelser og fonetik, som typisk var lektierne sidst jeg gik i skole.
Moodboard som idéoplæg til de næste par ugers store semesteropgave. Med udgangspunkt i en kjolegrundform, som jeg selv har konstrueret ud fra mine egne mål, skal jeg sy en kjole, som samtidig henter inspiration i en opgave om den tatoverede krop, som jeg skrev tidligere på semesteret.
Hvert undervisningsmodul i faget Beklædning medfører et antal syprøver, som afprøvning af forskellige teknikker. Her er det 2 ud af 7 prøver: en synlig lynlås med belægning og knapper og knaphuller både vandret og lodret.
Tilskæringsøvelse i dukkestørrelse. Træning i at forstå en modeltegning og kunne åbne, lukke og flytte indsnit på en grundform i kvart størrelse, så det rigtig snit fremkommer.
søndag den 18. november 2012
Broderi-unoder
På min spændende rejse ind i den tekstile verden nåede jeg i sidste uge til studiets første broderiundervisning.
Jeg har tidligere broderet lidt til husbehov og tænkte, at her ville jeg nok være lidt mere på hjemmebane, end det var tilfældet med fx tekstiltryk. Men man bliver jo heldigvis hele tiden klogere, og det viste sig da også, at jeg havde en del broderi-unoder, som skulle pilles ud af min teknik.
Undervisningen foregik på en fantastisk kæmpe-broderiramme, hvor alle grundsting og ikke mindst teknikken bag blev præsenteret med tykt uldgarn, hvorefter vi alle broderede de samme sting. Fx grensting i lys lilla og fladsting i orange vinger.
Her er gammelrose pailletter syet på med bagsting. På øveste række dækker pailletterne for tråden, og i rækken under er tråden synlig. Nederst er forskellige perler syet på med tungesting.
En variant af perlebroderiet er denne geometriske figur, som er inddelt i rum og fyldt ud med perler. Rummene er først syet med kædesting i rosa garn. Dernæst er der syet nedlagte sting rundt om den rosa tråd med orange garn. Nogle af rummene er fyldt ud med forskellige perler, som er syet på i baner med almindelig forsting.
Anden halvdel af broderi-modulet bestod i et grundkursus i maskinbroderi. Det er helt uudforsket land for mig, men jeg kan godt forstå, at man bliver fascineret af den måde at brodere på, for der er virkelig mange muligheder.
Sommerfuglen er blevet til ved at overføre en simpel tegning til en skabelon, som viser, hvordan det færdige billede skal bygges op af henholdsvis stof (S) og luft (L). Skabelonen overføres til vandopløseligt papir, og motivet "tegnes" nu på stoffet med frihånd på symaskinen. Dernæst klippes motivets "lufthuller" ud med en lille broderisaks, og "luften" fyldes ud med syninger.
Alle "lufthullerne" kantes med en tæt zig-zag, det vandopløselige papir skylles væk, og motivet træder frem.
En anden version af (maskin-)broderi er den engelske quilt, som ikke har noget med amerikanske patchworktæpper at gøre. Det er en teknik, hvor man enten i hånden eller på maskine syr flere lag stof sammen med et vatteringsmateriale i midten.
Mønsteret kan være syet i frihånd eller ud fra et mønster, og med vatteringsmaterialet giver det en effekt, når stoffet bliver holdt nede nogle steder af tråden og bobler op de steder, hvor der ikke er syet.
Her er effekten opnået ved først at sy harlekintern på maskine efter et mønster, og dernæst er hver anden række tern udfylde med et frit ornament.
Næste store udfordring er at bruge de nye broderiteknikker som dekoration på en kjole i forbindelse med min første store opgave.
Så forsættelse følger, når det projekt er i havn....
Etiketter:
Broderi,
DIY,
Inspiration,
Klædeskabet
Abonner på:
Opslag (Atom)











