mandag den 28. november 2011

Endelig jul...


Bloggen her er gået lidt i dvale. Følg i stedet med i min DIY julekalender på min juleblog Endelig jul

Jeg vender tilbage på fuld styrke i det nye år - men indtil da ønsker jeg en fredfyldt og kreativ december måned.

onsdag den 16. november 2011

En særlig fødselsdagsgave


Jeg var så heldig at få lov til at være med, da min veninde fødte sit første barn. Det var en stor oplevelse, og jeg tror, at jeg for altid vil være særligt knyttet til den lille pige, som jeg har set komme til verden.

Jeg blev meget glad, da min veninde spurgte mig, og jeg tænkte, at hendes datter skulle have en ganske særlig fødselsdagsgave som tak.


Jeg ville genoplive min mors gamle vægtæpper med applikationer og kombinere det med min begejstring for patchwork og skabe et unikt børnetæppe.

Tæppet måler 1 x 1,5 meter og har en ugle i centrum, som sidder i et træ med faldende efterårsblade. Rundt om uglen i træet er der 2 rækker patchwork i grønne og brune nuancer.


Uglen har jeg fundet på en serviet, og den er monteret på stoffet med vliesofix og fikseret med decoupagelim. Vliesofix er et tyndt lag papir med lim på bagsiden, som kan købes i hobbyforretninger.

Motivet klippes groft ud og servietten deles, så det kun er det øverste lag, der bruges. Læg motivet med forsiden nedaf på et stykke bagepapir. Stryg vlisofixen fast på bagsiden og fjern dækpapiret, så der er lim på bagsiden af motivet. Klip motivet til, så det passer, og stryg det fast på stoffet. Afslutningsvis fikseres motivet ved at pensle det med decoupagelim til stof. Når limen er tør, stryges motivet igen.


Træet vokser på toppen af 2 bakker, og både bakkerne og træet er syet fast på stoffet med tætte zig-zag sting.


Bladene klippede jeg ud efter en skabelon,  og dernæst blev de først strøget på stoffet med vliesofix og efterfølgende syet på med tætte zig-zag sting. Fordelen ved at bruge vliesofix i det her tilfæde er, at stoffet ikke trevler. Desuden ligger bladene præcis, hvor jeg vil have dem, inden jeg syr dem fast.


Patchwork er altid lidt ligesom at lave puslespil - alle lapperne skal passe i farve og mønster. Til tæppets patchwork-kant brugte jeg lapper i størrelsen 15x15 cm. (plus 1 cm. sømrum hele vejen rundt), som jeg klippede i samme stoffer som bladene.


Da jeg havde syet alle patchwork-kanterne sammen, "indrammede" jeg billedet med patchwork hele vejen rundt. Som afslutning syede jeg en bagside på tæppet i blødt hør, fyldte det med pladevat, og quiltede tæppet rundt i kanten og i syningerne mellem patchwork-rækkerne, så fyldet blev holdt fast.



Og pludselig - efter at have arbejdet med ugletæppet i ugevis - var det færdigt og klart til at blive pakket ind og vente på, at den lille pige meldte sin ankomst.