mandag den 25. april 2011

Snakken går


I påskeferien var jeg i Det lille Teater med min yngste søn og se forestillingen "Da lille Madsens hus blæste væk". Det var en meget fin forestilling, og der var også fyldt til sidste siddehynde i salen. Ved siden af os sad en farmor og hendes barnebarn på knap 2 år. Forestillingen var anbefalet til børn i alderen 3-6 år, så den lille trunte var lige lille nok til at forstå, hvad der foregik.

Jeg ved ikke, om det var derfor, at farmoren fandt det nødvendigt at kommentere alt, eller om det bare var et udtryk for udbredt service, men i hvert fald så snakkede hun uafbrudt fra de satte sig på bænken til forestillingen var slut 35 minutter senere - kun afbrudt af dialogen på scenen.

Der er mange gode ting at sige om handlingen og dialogen i teater til børn, men kompliceret er som regel ikke en af de ting. Alligevel sad der flere forældre og bedsteforældre i salen og tolkede og forklarede forløbet for deres børn og børnebørn.

Mens jeg sad og prøvede at tøjle min stigende irritation kom jeg til at tænke på, hvad det er for en bjørnetjeneste, vi gør vores børn, når vi "tygger" meningen med livet for dem ved at sætte ord på alting.

Jeg er selv meget talende og må derfor også gribe i egen barm, når jeg kritiserer dem, der taler meget. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at dialog og kommunikation er godt, og i mange af livets forhold er det uhyre vigtigt, at vi taler sammen - hvad enten det er i parforholdet, i forholdet til vores børn eller til venner og kolleger.

Men for at lære at tale "rigtigt" sammen skal vi huske også at give rum til eftertanken og muligheden for at danne sig sine egne meninger. Den lille pige, som sad ved siden af os i teatret, fik ikke på et eneste tidspunkt mulighed for at tænke: "Hvad er det for en pind, hvorfor står der en skål der og hvad skal den snor?" For farmor havde allerede svaret: "Har du set flagstangen, tror du der er mælk i skålen til katten og se, hvor fint vasketøjet hænger på tørresnoren."

Jeg tør vædde med, at da de 2 kom hjem til mor og far senere på dagen, og forældrene spurgte den lille: "Hvordan var det i teatret?", så ville farmor som det naturligste svare på begges vegne.

Den oplevelse var for mig en meget god reminder om, at også jeg skal huske en gang i mellem at holde kæft og lade mine børn komme til orde, så jeg ikke automatisk tror, at jeg ved, hvad de mener om tingene, fordi jeg selv har formuleret det. Jeg skal huske at spørge ind til dem, og når jeg har spurgt, skal jeg også huske at lytte.

P.S. Og før nogle af læserne sidder og tænker, at det da er et typisk kvindeproblem, så må indskyde, at min følgesvend i teatret er en umådelig talende ung mand på knap 6 år. Faktisk taler han så meget, at det nogen gange bliver for meget - selv for mig. Det kan give mig et hint om, hvordan min mand har haft det de sidste 20 år af sit liv.

torsdag den 14. april 2011

At være sig selv nærværende


"Hvad er Glæde, eller det at være glad? Det er, i Sandhed at være sig selv nærværende."
"Lilien på Marken og Fuglen under Himlen"
Søren Kierkegaard, 1849

Jeg stødte på ovenstående citat for mange år siden, og det har i de efterfølgende år været et motto jeg - med større eller mindre held - har forsøgt at leve efter. For mig betyder det "at være sig selv nærværende", at jeg er i kontakt med mig selv og mine følelser og er tro imod, det jeg føler.

Jeg sad forleden og læste oktober måneds kapitel i Gretchen Rubins bog "Projekt Lykke". Hver måned sætter hun fokus på noget i sit liv, som kan være med til at løfte hendes lykke-barometer, og i oktober måned havde hun fokus på mindfulness.

Begrebet mindfulness stammer oprindeligt fra buddhismen og handler i meget korte træk om at få mere udbytte af livet ved at være til stede med sin fulde opmærksomhed i nuet frem for at bekymre sig om fortid og fremtid. Mindfulness pibler frem i mange sammenhænge i disse år, og det kan godt medvirke til en mild skepsis over for begrebet. Men tænkt i sin enkle form giver det god mening.

Mens jeg læste Gretchen Rubins kapitel slog det mig, at gode, gamle Kierkegaard var forud for sin tid i det ovenstående citat, fordi essensen her jo netop er at være til stede i nuet og i sig selv.

Nu kan man jo godt argumentere for, at buddhismen har en del flere år på bagen end Kierkegaard men grunden til, at ham også beskæftiger sig med det, er vel, at det er almenmenneskeligt at miste forbindelsen til sig selv og virkeligheden engang imellem.

Jeg er et ekstrovert menneske, som taler meget og trives sammen med andre mennesker. Det en del af min personlighed og min gennemslagskraft, og den del ville jeg aldrig undvære.

Men nogen gange falder det mig lettere at være kritisk og ironisk og hurtig i replikken i stedet for ærlig, positiv og imødekommende over for dem, jeg er sammen med. Det kræver en bevidsthed hos mig omkring, hvordan jeg møder andre mennesker, så jeg ikke kun er højlydt og hektisk at være sammen med men også nogen gange er stille og lyttende og lader andre komme til orde.

Det har jeg øvet mig rigtig meget på de seneste år, og her kommer Kierkegaard så ind i billedet. For hvis jeg husker at være mig selv nærværende, så husker jeg at mærke efter, hvad jeg har lyst til og give plads til eftertanke, og dermed skaber jeg også plads til andre. 


tirsdag den 5. april 2011

At høre til

Min søns skole fylder 100 år, og i den forbindelse holdt skolen åbent hus for elever og forældre i lørdags.

Sådan et arrangement er altid lidt kaotisk. Skolens gange og klasselokaler er pyntet op og fyldt til randen med stolte forældre, der beundrer lige netop deres barn bidrag til festlighederne.

Mens vores familie gik omkring på skolen, mødte vi en del børn og forældre, som vi kender fra forskellige sammenhænge. Efter 3 hektiske timer var arrangementet slut, og da vi kom hjem, kom jeg til at tænke på det med at høre til i et fællesskab.

Når man får børn, bliver man draget ind i en lang række fællesskaber, som man ikke vælger selv. Men hvis man møder disse fællesskaber med åbent sind og imødekommenhed, så er det min erfaring, at de som regel altid bidrager postivt til ens hverdag.

Vores liv er fyldt af tilhørsforhold. Fra de nære forhold til vores nærmeste familie, gode venner og arbejdskolleger til de mere perifære mennesker som dem, vi møder én gang om ugen fx i forbindelse med sport. Men fælles for alle disse mennesker er, at de bidrager til, at vi hver især føler, at vi hører til, at vi ikke er alene i verden.

Det gjorde mig enormt glad at vide, at på den store skole med alle de mange mennesker, er der en god håndfuld af børn og voksne, som spiller en særlig rolle i mit og min families liv. Det er voksne, som jeg kan dele forældre-fællesskabet med, og som vil tage sig af mit barn, hvis jeg ikke lige er det. Og det er børn, som lærer mit barn nogle sociale spilleregler, som giver ham gode oplevelser, og som han kan spejle sig i.

De er alle sammen en del af det store netværk, som er spændt ud under vores familie, så vi ikke er alene i verden.

Men den slags overvejelser leder også tankerne hen på dem, som af en eller anden grund ikke er en del af fællesskabet. Det må være uhyre svært at stå alene og ikke have nogen at dele sin hverdag med og føle samhørighed med. Som forælder forsøger man at lære sit barn nogle regler for, hvordan man er sammen med andre mennesker, så de ikke bliver individualister men sociale væsener med en rolle i fællesskabet. Men det er værd at huske, at vi også skal lære dem evnen til inddrage dem, der står uden for.

Når jeg tænker på, hvordan det må være at hjemmefra som selvstændig, så tænker jeg tit på, om jeg ville savne at have kolleger omkring mig. Men de sidste 2 måneder har jeg selv opsøgt netværk og faglige fællesskaber, så jeg tror, at svaret på det spørgsmål må være, at som selvstændig skaber man sine kolleger selv.

Alternativt er der altid den mulighed at flytte sine lille biks ind i et større kontorfællesskab, som det jeg besøgte i sidste uge i Nordvest, hvor en tidligere samarbejdspartner holder til med sin grafiske virksomhed. Det er utrolig inspirerende at komme i et hus, som syder af energi og kreativitet, og det giver meget lyst til at høre til - også i den sammenhæng.