onsdag den 25. maj 2011

Time out

Folketingsvalget nærmer sig, og et af de store spørgsmål er, hvordan den kommende regering kan rette op på økonomien og eftervirkningerne fra finanskrisen. Begge lejre er kommet med bud på, hvordan denne opgave skal løses, og Villy Søvndal havde i den forbindelse en god pointe på SF's landsmøde for et par uger siden.

En af måderne at sikre, at vi er i stand til at arbejde længere -  og ikke mindst har lyst til det - er ved at sætte fokus på det psykiske arbejdsmiljø.

Villy Søvndal er citeret i Politiken:
"Vi diskuterer meget nødvendigheden af, at vi har mennesker til rådighed for vores arbejdsmarked. (...) Der er rigtig mange sygedage, (...) og fravær fra arbejdet på grund af psykisk arbejdsmiljø."
Bente Sorgenfrey, formand for FTF supplerer:
"Der er rigtig mange penge at hente i at få forbedret det psykiske arbejdsmiljø. Det vil blandt andet betyde færre sygedage, og det er der god samfundsmæssig og personlig økonomi."
Jeg kan kun tilslutte mig Villy Søvndals betragtninger. Jeg tror, at han har fat i noget virkelig essentielt - men også kontroversielt - med dette forslag. Der er ingen tvivl om, at lysten til at blive en time længere om ugen hænger nøje sammen med, om vi  trives, med det vi laver.

Den seneste måneds tid har jeg i min søgen efter mening i arbejdslivet gået hos en coach. Jeg bekender det med dæmpet stemme, som en tørlagt alkoholiker, fordi jeg egentlig helst vil klare det her selv. Men da jeg fik en sum penge tilbage i skat, besluttede jeg mig for også at vende den sten.

Det gav faktisk nogle interessante indsigter omend af en lidt anden karakter, end jeg havde regnet med. De første par gange brugte jeg på at servere alle mine idéer, projekter og flyvske luftkasteller i én skønsom blanding, hvorefter vi i fællesskab forsøgte at bringe dem i kontakt med virkeligheden.

Hver gang vi var lige på grænsen til et gennembrud, bakkede jeg ud og opstillede alle mulige scenarier, som gjorde det umuligt at gennemføre. Min coach Gitte blev ved med at sige: "Jeg kan ikke finde ud af, hvad det er for en barriere, der gør, at du ikke tager springet". Jeg kunne ikke selv give en fornuftig forklaring på det, for alle projekter og idéer tændte en ild i mig og kom fra min egen passion. Så godt som på vej ud af døren sidste gang, sagde hun så de forløsende ord: "Føler du dig lidt stresset?".

Direkte adspurgt, måtte jeg indrømme, at det gjorde jeg nok. Ikke at min dagligdag ansporer til stress - ingenlunde. Men det er gået op for mig, at jeg bærer rundt på en gammel rygsæk med aflagt stress, som har lagret sig som dårlige vaner og uheldige mønstre.

Det føles som 2 skridt frem og 1 tilbage, men jeg har måttet erkende, at før jeg får ryddet op i den bagage, kan jeg ikke bevæge mig fremad.

Jeg vil ikke sige, at jeg kommer fra en arbejdsplads med dårligt psykisk arbejdsmiljø, og stress var heller ikke den direkte årsag til, at jeg sagde mit job op. Men der er ingen tvivl om, at årerne som projektleder med omfattende opgaver og hurtige deadlines har lagt i rygsækken - om jeg så må sige.

Min drøm er helt sikkert, at hvis jeg skal vende tilbage til det traditionelle arbejdsmarked, så skal det være til et sted, hvor der er fokus på  at mindske stress og forbedre arbejdsmiljøet for den enkelte og for hele virksomheden. Så over stepperne med det projekt, Villy!!

Indtil da finder jeg lige mine ben og får ryddet op i rygsækken imens.



lørdag den 14. maj 2011

De myldrende venner


Da jeg var barn - primært i årene før min lillebror kom til - havde jeg en større flok usynlige venner, som hed De myldrende venner. Hvordan jeg fandt på det navn, står hen i det uvisse, men det var en hel flok imaginære venner ligesom Alfons Åbergs hemmelige ven Svipper, som kom og besøgte mig, når jeg havde behov for lidt forstærkning.

Min mor har fortalt, at jeg kunne komme og spørge, om de måtte spise med, og til det svarede hun altid, at de var velkomne, hvis bare de havde deres egne stole med. Jeg kan huske, at jeg forestillede mig, at de havde nogle meget høje sammenklappelige køjesenge, som de kunne folde ud på ingen tid. Så lå de der i flere etager på mit lille værelse med skrå vægge og holdt mig med selskab.

Da jeg var knap 5 år kom min lillebror, og De myldrende venner forsvandt langsomt ud af mit liv, efterhånden som han blev gammel nok til, at vi kunne lege sammen. Men bevidstheden om at have et indre liv befolket med gode venner har ikke sluppet sit tag i mig fuldkommen.

Som barn kunne jeg finde på at trække mig fra den fælles leg en gang imellem og gå lidt for mig selv med mine tanker. Jeg ved, at min mor af og til var bekymret for mig, når hun kom og fandt mig alene i skolegården. Nu hvor jeg selv er mor, kan jeg til fulde følge hendes bekymring, men dengang husker jeg ikke, at jeg følte mig ensom.

Men hvis man af og til trækker sig fra fællesskabet, så kan det godt være svært at komme tilbage til det igen, og selv som voksen kan jeg stadig synes, at det er svært at tage skridtet ind i nye sociale sammenhænge.

I forrige uge startede mine yngste søn i SFO, og den start har været ventet med længsel og stor forventning. Nu har den første eufori lagt sig, og forleden var han knap så kry, da jeg afleverede ham. Han sagde: "Jeg kommer til at savne jer. Jeg har ikke nogen at lege med. Jeg vil hellere være hjemme.". Det gør selvfølgelig lidt ondt, når ens barn siger sådan, og det hjælper ikke  meget at sige til ham, at det nok skal blive bedre.

Han ligner mig på det punkt. Når først de sociale relationer er etableret og venskaberne blomstrer, så trives han som en fisk i vandet. Men det er de første skridt ind i det ukendte, som er så svære.

Jeg husker, da jeg startede på mit sidste job for 7 år siden. Det meste af det første år brugte jeg på at finde mig til rette på stedet, så var jeg et år på barsel, og det var faktisk først, da jeg kom tilbage, at jeg oplevede at blive en fuldgyldig del af fællesskabet. Til gengæld oplevede jeg et kollegialt sammenhold og en omsorg for hinanden, som var helt unik. Har man oplevet det én gang, så kommer man til at opleve det igen - også selv om man skal starte forfra med nye relationer.

Alt det ved jeg, men det kan jeg ikke så nemt forklare en lille dreng på næsten 6 år, som synes alt er nyt og fremmed.

Og hånden på hjertet, så har jeg da også af og til tænkt, at det var helt vanvittigt at forlade alle de søde mennesker, som var en værdifuld del af min hverdag. Men de kunne ikke opveje, at jeg ikke trivedes med mine arbejdsopgaver, og min selvvalgte ledighed giver mig til gengæld rig mulighed for at være alene i mit eget selskab med mine tanker.

Måske skulle jeg invitere De myldrende venner til kaffe en af dagene.......

torsdag den 5. maj 2011

Juhuu-følelsen


I min utrættelige jagt på alt det, som er sjovt, er jeg stødt på en følelse, som bedst kan betegnes som "juhuu-følelsen".

Det er en følelse, som jeg får, når jeg laver noget, der er ekstra sjovt. Den starter med en boblen i maven og et stort smil og forplanter sig derefter helt naturligt til mine arme, som søger op over hovedet i sejrs-positur. Den følelse er mit væsentligste barometer for glæde, og den slår aldrig fejl.


For nylig syede jeg denne taske, og den proces fremkaldte i den grad juhuu-følelsen, fordi det var et sjovt projekt at arbejde med. Jeg havde fået idéen fra min netværksmakker Lene, som havde en lignende taske med til vores første møde. Jeg fik målene og tegnede et mønster.
  

Tasken er syet i kraftigt (møbel-)stof og består af 4 firkanter, som hver måler 40x27 cm. + sømrum: sider 1 cm., bund 2 cm., top 5 cm. Desuden har den en dobbeltbund (dvs. klip 2 stykker), som måler 27x27 cm. + 2 cm. sømrum. Husk at zig-zagge over alle kanter, så de ikke trevler.


Jeg syede alle 4 sider sammen, så de dannede en firkant.


For at forstærke bunden købte jeg et billigt liggeunderlag og klippede en firkant på 27x27 cm. Den syede jeg ind imellem de 2 stykker stof til bunden. Det ene stykke stof stak lidt op over det andet, så jeg har beregnet lidt ekstra sørmrum til det færdige mønster.


Dernæst syede jeg bunden fast til siderne. Det er lidt af et tålmodighedsarbejde, fordi den skal passe i alle 4 hjørner. Men hvis jeg har tålmodighed til det, så har alle!


For at afstive kanterne syede jeg en udvendig søm i alle 4 hjørner. Desuden syede jeg 3 små lommer, som fastgøres til kanten. Bl.a. et lille hus til mobilen.
 

Til hanken klippede jeg et 110x17 cm. langt stykke stof, som jeg zigzaggede, foldede dobbelt og syede sammen med en tvillingenål. Tvillingenålen kan vi kan kalde "fattigmands-overlock", fordi den giver en fin finish lidt i stil med den mere proffe overlocker. (Som jeg ville elske at eje.)


Jeg foldede taskens top 5 cm. ned og stak den fast med tvillingenålen. Samtidig fastgjorde jeg de små lommer indvendigt oppe i kanten og syede hankene fast på skrå af taskens firkant. Kør varsomt med maskinen, for stoffet ligger i mange lag nogle steder. Sørg for at sy hanken ekstra godt fast, da den skal bære temmelig meget vægt. Endelig bankede jeg 3 store trykknapper i foroven, så tasken kan lukkes.




Endnu en taske til min store samling - kan man mon få for mange?? Den her kan rumme oceaner af ting, og jeg skal helt sikkert også have mig en version i liggestolestof, som jeg kan tage med på stranden til sommer.



P.S. På meta-niveau var dette blog-indlæg også en juhuu-oplevelse, fordi jeg for første gang har arbejdet med et fotoværktøj, som hedder PhotoScape. Her har jeg lavet de fantastiske fotocollager, som jeg har brugt som illustrationer.

søndag den 1. maj 2011

Honeymoon


Blomsterne på billedet hedder døvnælder. De er i familie med brændenælder, men de er venligere blomster end brændenælder, fordi de ikke brænder, når man rører ved dem - deraf navnet.

Jeg har forceret en stor klynge brændenælder for at plukke dem på en dejlig morgentur i Grøndalsparken. De her blomster bliver regnet for udkrudt, men jeg synes, de er ret fantastiske, fordi min mor har lært mig deres helt særlige personlighedstræk.

Når man har plukket dem, ser de lynhurtigt triste ud, men det skal man ikke lade sig narre af. Tricket er at lægge deres stilke i en skål med vand holdt nede af en stor sten.


Nu ligger de fladt langs kanten af skålen og ser egentlig lidt trætte og triste ud, som de ligger der. Men i løbet af et døgns tid, så sker miraklet, og de genvinder deres livskraft og rejser sig ranke og fine.



Hver gang jeg plukker døvnælder, så tænker jeg, at tricket nok ikke virker denne gang, men de skuffer aldrig. De er bestemt et af naturens vidundere!!

Disse nælder er plukket samme dag som Will og Kate sagde "I do" i Westminster Abbey. Nu begynder deres honeymoon, hvor de rejser væk fra al tumulten og nyder freden og hinanden. Men en dag er honeymoon'en ovre, og de returnerer til virkeligheden og skal til at forholde sig til fremtiden.

Jeg har de seneste 2 måneder haft det, som om jeg har været på honeymoon med mig selv. Efter mange års arbejdsliv rejste jeg mentalt væk og fik ro. Og jeg har nydt tiden med mig selv, mine tanker og idéer, men inden for de seneste par uger er jeg begyndt at føle, at hvedebrødsdagene er ved at være ovre.

Jeg kan mærke, at jeg begynder at blive utålmodig mht. til en afklaring, og jeg føler et stigende pres i forhold til at levere nogle resultater. Jeg hænger med andre ord lidt med hovedet - ligesom døvnælderne. Jeg indrømmer at det er et lidt søgt eksempel, men jeg kunne simpelthen ikke dy mig.

Jeg må rejse mig lige så rank som nælderne og bruge den energi, jeg har fået på min honeymoon, trække i arbejdstøjet og arbejde endnu hårdere på at få sat nogle af mine mange idéer på skinner.

Det bliver lidt nemmere, når dagene er lysere og haven uden besvær leverer blomster til min stue dagligt.