fredag den 16. marts 2012

Á la Nørgaard


Som tidligere nævnt var jeg så heldig at være med på Karen Maries nederdelsværksted for en måneds tid siden. Mit projekt var at lave en Nørgaard nederdel look-alike og spare 800,- kroner.

Nederdelen er klippet på skrå i ét stykke og syet på en linning, som lukkes bagpå med en skøn knap....


..og en usynlig lynlås - så fik jeg også lært at sy sådan en i.



Foran er et par små lommer, som vist mest er til pynt, de kan vel næppe rumme mere end et lommetørklæde eller en slikkepind.



Skal helt sikkert også sy en i mælkedrengestriber.

mandag den 5. marts 2012

Min barndoms bedste ven



Da jeg var barn, blev jeg passet af fru Olsen, når mine forældre skulle i byen, eller når jeg var syg og ikke kunne komme i børnehave. Alle mine bedsteforældre boede langt væk, så mine forældre måtte finde en "reserve-bedste", som kunne træde til i hverdagen. Fru Olsen, som også hed Inger, var en fast del af min hverdag fra jeg var 2 år og helt frem til min 4 år yngre bror begyndte i skole.

Jeg var vel knap 3 år gammel, og Fru Olsen og jeg var i Tivoli en lørdag, hvor mine forældre skulle ud. Da de kom hjem sent om aftenen, sad Store Bamse i sofaen. Jeg havde vundet ham i en bod i Tivoli og hjembragt ham i triumf. Han var lyserød og næsten lige så høj som mig.

Fra første færd elskede vi hinanden. Han sov i min seng, han var med i alle mine lege og med på koloni i børnehaven. Det slider på en bamse, så efter et års tid begyndte skumgummifyldet at falde ud flere steder. Derfor besluttede min mor og min mormor, at de ville strikke et betræk til Store Bamse, så han kunne holde mange år endnu.


Jeg var barn i 1970'erne, så selvfølgelig skulle hans betræk være brunt. Min mor fortæller, at de listede ind og hentede Store Bamse, da jeg var faldet i søvn, og så strikkede de på livet løs for at få betrækket færdigt til næste morgen. De var meget spændte på min reaktion, det var trods alt et ret stort make-over fra lyserød plys til brun bomuldsstrik, men jeg løftede ikke et øjenbryn og accepterede uden at blinke hans nye udseende.


I årerne der er gået, har Store Bamse fulgt mig alle steder. På kollegiet i min studietid, i min første lejlighed og frem til nu, hvor både han og jeg er ude over vores første ungdom.

For et par uger siden opdagede min mor, at hans skumgummifyld igen var begyndet at falde ud, og derfor fattede hun strikkepindene endnu engang og strikkede et nyt betræk præcis magen til det gamle.


Det var med stor hjertebanken, at jeg genså ham, men til min store lettelse lignede han næsten sig selv. Hans øjne var godt nok pillet af i processen, og hans snude var lidt mere spids end tidligere. Men efter han har fået nye øjenvipper af sort filt, og øjnene syet på igen, så er Store Bamse og jeg klar til 40 år mere sammen.

torsdag den 1. marts 2012

Flagdag for foråret


I dag er det forår - i hvert fald ifølge kalenderen - og det skal fejres. Så jeg holder flagdag for foråret med masser af flagranker af det skønneste papir.


Jeg elsker papir og kan ikke gå ind i en butik med krims-krams og dimser uden at komme ud med mindst et ark eller en dejlig rulle.


Som nu det japanske papir her som jeg købte i den skønne butik Husflid.


Hver enkelt trekant er klippet ud fra en skabelon, som måler 11 cm. øverst (så der er plads til hullerne) og 18 cm. i længden. Jeg har limet hvidt papir bagpå mit farvestrålende papir, før jeg klippede det ud, for at gøre det lidt mere stift i kvaliteten.


Trekanterne er klar til at blive hængt op i silkebånd fra Søstrene Grene.




Rigtig mange steder har lækkert papir, og netop hos Søstrene Grene har jeg tit haft held til at finde noget skønt. Som fx de turkise stjerner og det røde papir med japansk mønster.

Den engelske butik Paperchase har fået en afdeling i Magasin, og DET er et lækkert sted for folk som mig med hang til papir. Der er uglerne og sommerfuglene købt. Jeg kan varmt anbefale et besøg.


Så kom nu forår, jeg hepper på dig!!