lørdag den 22. januar 2011

Content vs. happy

Jeg er helt sikkert ikke det eneste menneske, der tager sit liv op til revision. Jeg kalder det midtvejskrise, fordi jeg ikke har et bedre udtryk til at dække, hvad det er, jeg har sat i gang.

Mange er sikkert lykkedes med projektet, og nogle har gjort det til deres levevej at fortælle om de forandringer, det har medført. En af dem er Alexander Kjerulf.

Han startede for nogle år siden Projekt Arbejdsglæde, hvor han forsøger at synliggøre, hvad arbejdsglæde er for en størrelse, og hvordan man opnår den.

Jeg har som oftest en naturlig skepsis over for "selvhjælpsfolk". Men tommelfingerreglen i den sammenhæng er vel at bruge det, man kan, og lade resten ligge.

For nylig så jeg et klip med Alexander Kjerulf, hvor han funderede over forskellen mellem at være content og happy i forhold til sit arbejde. Tilfredshed med sit arbejde handler om fleksible arbejdstider, frugtordning og gode julefrokoster.

Glæde ved sit arbejde stikker meget dybere og handler om - nårh ja.... at være glad.

Jeg synes, at den sondring er virkelig fin. Jeg har nok i lang tid været tilfreds med mit arbejde - men ikke glad.

På min jagt efter arbejdsglæde bliver et vigtigt parameter helt sikkert, at det skal være sjovt. Så nu samler jeg på ting, der er sjovt at lave. Måler og vejer dem, holder dem op imod hinanden, gemmer dem i imaginære æsker, hvor de ligger og gør mig glad.

Lige nu er min favorit helt sikkert denne blog!!

Se Alexanders oplæg her:
http://video.tedxcopenhagen.dk/video/910935/alexander-kjerulf-happiness-at?utm_source=Nyhedsbrev+om+arbejdsgl%C3%A6de&utm_campaign=8b60c6a695-Nyhedsbrev_om_arbejdsglaede&utm_medium=email

onsdag den 19. januar 2011

En udfordring

Jeg er meget glad for at have kontrol. Jeg vil gerne gøre tingene perfekt. Jeg er ikke god til forandring, og jeg har det bedst med at vide, hvad jeg skal om 2 måneder.

I år fylder jeg 40!! Og det har helt uventet kastet mig ud en midtvejskrise. Jeg har helt banalt taget mit liv op til revision. Mit arbejdsliv, mit familieliv og andre afkroge af livet.

Det betyder, at jeg har givet mig selv en udfordring. Jeg har sagt mit job gennem 6½ år op, og pr. 1 februar har jeg ikke noget arbejde. Udfordringen er ganske simpelt at finde ud af, hvad jeg så har lyst til.

Beslutningen har været længe undevejs, men da den var truffet føltes det meget let og rigtigt. Til min store forundring sagde alle mennesker til mig: "Hold op, hvor er du modig", når jeg fortalte dem om det. Sådan havde jeg slet ikke tænkt på det. Men måske havde de ret?

Så blev jeg pludselig bange og tænkte, at måske var jeg slet ikke så modig, som beslutningen krævede det. Jeg har faktisk endnu ikke fundet ud af, om det passer. Men nu er det for sent, og jeg fortryder det heldigvis ikke.

Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal. Det har jeg aldrig prøvet før, men jeg håber, at jeg finder ud af det med tiden.

Hæng på og hør hvordan det går!!

søndag den 16. januar 2011

Ikke helt perfekt

Jeg elsker at læse boligblade, bøger om indretning og famillieliv. Jeg bliver inspireret til kreative projekter og får stillet min nysgerrighed omkring, hvordan andre mennesker bor og lever.

Men nogle gange bliver det for meget. I mange af de hjem, man ser i bladene, er det ikke synligt, at der rent faktisk bor mennesker - endsige børn. Der er ingen ledninger over gulvet, bunker på skrivebordet eller umage sofapuder i sofaen. I børneværelserne er alt legetøj pakket væk i dekorative æsker og flettede kurve, og der er ingen plastikdimser, gamle kastanjer eller Anders And blade spredt ud på gulvet.

Ikke helt perfekt er en blog om mit almindelige familieliv i en bolig, hvor alt ikke ligner et ugeblad, og hvor mine projekter ikke altid lykkes.

Jeg prøver at huske kun at gøre ting, jeg selv synes er sjovt og ikke gøre noget fordi, jeg har set det i et blad og vil være lige sådan.

Velkommen ombord!!