onsdag den 22. maj 2013

Bogomslag i patchwork

 
Jeg skal et smut til London med min mand. På min ønskeliste for turen står bl.a. et besøg på Victoria and Albert Museum for at se på kjoler, Kaffe Fasset udstilling på Fashion and Textile Museum og en tur til Liberty mekka nr. 1 butikken Shaukat.
 
Til at opsamle alle mine idéer, udklip og stofprøver medbringer jeg en lille notesbog. Nogle ville måske kalde det en skitsebog, men selv om jeg lige har fumlet mig igennem et tegneforløb, så kan jeg godt forudse, at bogen ikke kommer hjem spækket med smarte modeskitser. Men derfor kan den jo godt få et fint omslag, inden den skal på tur.
 
 
Størrelsen på omslaget er målet på bogen slået op samt en fold ind på hver side til at holde det fast med. Omslaget er syet i patchwork-trekanter i forskellige typer jeans-stof.

Trekanterne er først klippet i papir.


Og dernæst er de klippet i stof med sømrum på ca. ½ cm.


På indersiden både for og bag sidder en flap, som holder omslaget på plads. Her har jeg placeret en lomme til kort, billetter og andre vigtige papirlapper, som altid ligger og flyder nederst i tasken.
 
 
 

 
 Det færdige omslag er blevet lidt rustikt i sit udseende, hvilket skyldes, at jeg på bedste dogme-vis ville se, om det kunne sys udelukkede med brug af min nye overlocker!!  

 

Det kunne faktisk godt lade sig gøre, og det tog under en time.

 

tirsdag den 14. maj 2013

Modetegning


Jeg kan ikke tegne - mere... Da jeg var barn, elskede jeg at tegne, og jeg kunne sidde i timevis og fylde sider med damer og katte og huse og hatte. Men på et eller andet tidspunkt holdt jeg op.

En del af det at kunne sy og designe tøj er at få idéerne og kunne formidle dem i skitser og arbejdstegninger. Så når der på undervisningsplanen står: modetegning, er det bare om at smide hæmningerne over bord og gå i gang.


Vi startede på rimelig sikker grund med et moodboard, som skulle give inspiration til en fiktiv kollektion. "Old silver" er inspireret af gammelt engelsk sølvtøj og holdt i støvede farver, i stive stoffer som taft og organza og med detaljer som store pufærmer og drengekraver.




Næste skridt var at udvikle 2o designs udformet som hurtige inspirationscollager af papir. Jeg elsker at klippe-klistre, så her gik det stadig derud af.


Så kom første tegne-opgave: udvælg et af dine designs, beskriv det og lav en flad arbejdstegning af designets dele.

Den svedte jeg lidt over, for jeg har før oplevet at have den gode idé og ende op med en tegning, som lignede noget et mindre barn havde lavet. Men hver dag sin udfordring, så jeg tegnede på bedste vis en stropløs buksedragt og en lille kappe med stor drengekrave i blonde.


Dagen efter mødte jeg dog muren, da jeg bevæbnet med tegneblok og ny-indkøbte bløde B5 blyanter mødte op til levende model og 10 minutters skitse-opgaver.

Jeg sled som en hest og var træt som en gammel kone, da dagen var omme, men jeg havde på forunderlig vis overvundet min skepsis og frembragt nogle tegninger, som i kunstnerisk kvalitet lod meget tilbage at ønske, men som i sit udtryk alligevel havde en vis lighed med virkeligheden.


Jeg får nok aldrig min barnlige tegneglæde tilbage, men jeg har mistet lidt af frygten for det ulinjerede hvide papir.

Nu gælder det så tegneprogrammet Illustrator, men det er en helt anden historie.....

lørdag den 11. maj 2013

Make-over med indbygget overraskelse


Nu har foråret endelig bidt sig fast, og det er på tide at pakke dynefrakken væk og lufte en lettere frakke.


Den røde cottoncoat har fulgt mig i mange år, og den slags sætter sine spor, så den var efterhånden både falmet og temmelig plettet. Jeg besluttede mig for at give den en make-over i form af en ny farve og lidt opstramning på designet.


Frakken er "født" med en masse detaljer i form af knapper, bæltestropper og et halvt slag på den ene skulder. Før jeg farvede den, fjernede jeg alle detaljer, så den fremstod mere ren og dermed også var nemmere at indfarve.


Den er indfarvet i vaskemaskinen med farven Navy Blue Dylon maskinfarve. Jeg har indfarvet flere tekstiler på den måde, og det er magisk hver gang, man hiver et stykke ny-farvet tekstil ud af maskinen. Magien denne gang var dog endnu større, for min frakke var blevet 2-farvet.


Tekstilfarve egner sig til indfarvning af tekstiler i bomuld, men oftest er sytråd lavet af polyester, som er kunststof, og det tager derfor ikke imod farve.

Jeg HAR hørt efter i tekstillære, men jeg havde ikke tænkt på den lille detalje. Heldigvis er resultatet efter min mening blevet bedre, end hvis frakken var endt som ren navy-blå, og jeg har det som om, jeg har fået ny frakke.