søndag den 16. september 2012

Patchworktæppe DIY


Efter lang tids tilløb blev mit patchworktæppe færdigt for et par uger siden. Det var en stor tilfredsstillelse endeligt at kunne putte sig under 126 lappers historie fra mit liv.

Tilbage står nu at løfte sløret for processen fra idé til færdigt tæppe. Det er egentlig ikke så svært at sy sådan et tæppe, det kræver bare mange stofrester, stor tålmodighed og et godt strygejern.

 
Jeg havde besluttet, at det færdige tæppe skulle måle 130x190 cm. Jeg ville gerne have en kant på tæppet på omkring 10 cm., så jeg endte med at regne mig frem til, at jeg skulle bruge 126 lapper på hver 12x12 cm.  
 
 
Den "vaskeægte" måde at sy patchwork på er at sy lapperne sammen i hånden, men det rækker min tålmodighed dog alligevel ikke til. Så mine lapper skulle klippes, så der var 1 cm. sømrum, når de skulle syes sammen på maskinen. Jeg klippede derfor en papskabelon, som jeg brugte til at klippe lapperne efter.
 
 
De klippede lapper måler 14x14 cm. med et sømrum på 1 cm. hele vejen rundt.
 
 


 
Da alle 126 lapper var klippede, ventede et sjovt puslespil, hvor jeg skulle beslutte mig for, hvordan lapperne skulle syes sammen. Det var første gang jeg fik en fornemmelse af, hvordan det færdige tæppe ville komme til at se ud.
 
 

For at holde styr på alle mine rækker af lapper samlede jeg dem i bunker, som jeg numererede.
 
 
Alle lapperne syes sammen i baner på den brede led. Det blev til 14 baner af 9 lapper hver. For at bredden på lapperne skal passe sammen, når man syr banerne sammen, er det meget vigtigt, at sømrummet på 1 cm. overholdes. Det gøres lettest ved at følge markeringen på symaskinens fod.

Dernæst skal alle sømrum presses med strygejernet. Det er et tålmodighedsarbejde, men nødvendigt, før man syr banerne sammen. Hver gang jeg havde strøget en bane, lagde jeg den op imod den bane, den skulles syes sammen med, så jeg kunne se, om sømrummene passede. Hvis der var en lille variation i størrelsen, pressede jeg sømrummet yderligere samtidig med, at jeg strakte stoffet lidt.


Når alle baner er strøget, syes de sammen til et færdigt stykke, som også skal presses. Og så er patchworkdelen færdig.


For at gøre patchworkdelen mere stabil stryges et stykke vliseline bagpå hele stykket.
 


Til at kante tæppet havde jeg valgt et stykke rødt lagenlærred. Målene på kanten er 10 cm. i bredden og tæppets længde og bredde plus 10 cm. i hver ende. Desuden lagde jeg 1 cm. sømrum til hele vejen rundt på hver kantdel.

For at spidse kanten til ved hvert hjørne syes kanten fast ret mod ret i hele tæppets længde på nær 1 cm ved hjørnet. Det samme gøres i bredden, så kanten er syet fast hele vejen rundt med et hul ved hjørnet på i alt 2 cm.


Nu syes de 2 kanter sammen fra patchworksdelens hjørne og ud mod enden af kanten, så der dannes en spids. Det kræver lidt præcision, at få den syning til at starte præcis i patchworkdelens hjørne. Det overskydende stof klippes af og sømrummet presses.




Til bagsiden af tæppet brugte jeg et stykke blomstret stof, som længe har ligget i mine gemmer, og som jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle gøre med. Det viste sig at passe perfekt i tæppets farver og størrelse. Bagsiden syes på ret mod ret med forsiden af tæppet i 3 sider, så den ene ende står åben. Dernærst vendes tæppet om på retten og stryges.


Fyldet i tæppet er pladevat. Det fås som regel i flere forskellige tykkelser. Jeg vil anbefale at bruge en mellemtykkelse eller den tykkeste kvalitet alt efter, hvor vamset et tæppe man ønsker sig.

Jeg valgte den tykkeste kvalitet, som jeg klippede i tæppets størrelse og fyldte ind i tæppet gennem det åbne hul. For at fyldet ikke skal ligge og rutsje rundt inde i tæppet, quiltede jeg en stikning rundt i hele kanten af tæppet. Jeg quiltede det i hånden med kraftig rød tråd med almindelig forsting.


Til sidst foldede jeg de rå kanter ind i tæppet i den ende, hvor det stod åbent og syede en stikning på maskine på ydersiden.

fredag den 14. september 2012

Keep it simple

 
Når jeg ser en film som En kongelig affære eller sidder på de umage bænke i Grønnegårds Teatret og overværer en forestilling som Tartuffe, så sukker jeg over de overdådige kjoler og drømmer om at få lov til at lave sådan én en dag.


En kongelig affære
Tartuffe på Grønnegårds Teatret


Men når det kommer til min egen garderobe, så er den blevet mindre højtråbende med tiden.
 

 
Første beklædningsopgave på mit nye studie var at konstruere et grundmønster til en t-shirt, som passede til mine egne mål.


Det var en fantastisk oplevelse, at få en t-shirt på, som passede alle steder og ikke strammede over brystet eller var for vid i taljen.

Med sådan et grundmønster er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan sy, og det var lige præcis anden del af opgaven. At sy en beklædningsgenstand, som tog udgangspunkt i t-shirt mønstret og brugte nogle af de syteknikker, som vi havde gennemgået.


Der var rigtig mange gode bud på variationer over det grundmønster og også rigtig mange, som jeg gerne ville have syet selv.

Men da jeg skulle finde på, hvad jeg kunne ønske mig ud af mit grundmønster, så faldt valget på "den sikre sorte" hverdagskjole med rund hals og et lille pufærme.


T-shirten er forlænget til knæet, og halsen er klippet lidt større. Dernæst er den kantet med et bånd i samme stof som kjolen.


For at lave en lille smule spræl åbnede jeg ærmet lidt op foroven og gjorde plads til et lille hverdagspufærme.


Endelig er både ærmekanten og kjolens kant forneden lagt op med en tvillingenål.

søndag den 9. september 2012

Kan man sy en livshistorie?


Ja, det kan man faktisk godt. Det kan godt være, at det tager lang tid, men en livshistorie lader sig vel heller ikke sy på en eftermiddag.

For over et år siden satte jeg mig for at sy et personligt patchworktæppe, som skulle fortælle om mit liv indtil nu og de mennesker, jeg omgiver mig med. Grunden var den, at jeg havde taget fat på et nyt kapitel i mit liv, og det satte rigtig mange tanker i gang.


Jeg ville have et tæppe, som var unikt, og som fortalte min historie gennem tekstiler. Det skulle så vidt muligt være stykket sammen af lutter forskellige lapper, og lapperne måtte gerne have en historie i sig selv.


Jeg startede i mine egen og min mors gemmer. Vi har begge to store lagre af stof, og meget af stoffet handler om vores families liv.


Hos min mor fandt jeg stof fra min mormors gemmer. Det beige stof med blomsterne syede min mormor opbevaringsposer af til min mor, da hun var barn, og det brune stof med kaninerne blev til den yndigste lille kjole til mig, da jeg var lille.

Mine forældre mødte hinanden i slutningen af 1960'erne, da de begge arbejdede som u-landsfrivillige i Tanzania. De boede i landet i to år, og selvom det ligger mange år tilbage, så fylder Afrika stadig meget i deres liv.


De afrikanske kvinder bruger store stykker stof med farvestrålende tryk - kaldet kangaer - til snart sagt alting. De syr tøj til sig selv og deres børn af dem, de svøber sig i dem, de bruger dem til slynger, som de bærer deres babyer i osv. Den grønne lap har været brugt både til en skjorte til min far og til et par bukser til min lillebror. Den orange og pink lap er en rest, som blev til overs, da jeg syede en nederdel til mig selv for et par år siden.

Jeg er opvokset i 1970'erne, og det skinner også igennem i mange af de stofrester, som dukkede op af gemmerne.
 

Det sorte kvindetegn med hjertet i midten giver et meget godt billede af min mors holdning til kvindebevægelsen. Hun var bestemt tilhænger af ligeret og kvindekamp, men det skulle være en kamp, som blev kæmpet med kærlighed. De brune blomster har hun trykt på et værksted, hvor hun underviste, lige inden jeg blev født.

I mine egne gemmer fandt jeg også både nye og gamle stofrester, som fortæller historien om en kreativ hobby, som til tider har fyldt meget, og til tider har ligget i dvale for igen at dukke op til overfladen.


Det kinesiske stof med påfuglen fandt man mange steder hos teenagepiger i 1980'erne. Mine slidte jeans havde store røde lapper med blomster og påfugle på knæene og på numsen. Det sneklædte hus er et udsnit af et pragtfuldt møbelstof fra Ikea, som blev til en taske.


Stofrester med striber findes i mange variationer hos mig og er en fortælling i sig selv. Fra den lyseblå og beige olmerstrib, som blev til puder og drengebukser til mine sønner, da de var små til den mørkeblå mælkedrengestrib, som for nyligt har spillet en stor rolle i et vigtigt skridt i mit liv.

Da jeg havde afsøgt alle afkroge af mine egne og min mors gemmer, var jeg godt og vel halvvejs med antallet af lapper. Så jeg bad venner og familie om hjælp. Rigtig mange meldte tilbage og sendte mig lapper til tæppet.


Opfindsomheden var stor og lapperne meget forskellige. Min veninde Margit havde bl.a. det storblomstrede, brune stof liggende. Det er en kraftig kanvas, som hun har brugt til at sy en opbevaringstaske til sin mands drage i. Min ven Thomas syr ikke meget, men det viste sig, at han alligevel havde en lille stofrest liggende i form af et lommetørklæde, som lå i lommen på en skjorte, han havde købt.


Jeg elsker Liberty-stoffer, og jeg er ikke den eneste. Min svigerinde Sara fandt Libertystoffer både i sine egne gemmer men også i sin mors gemmer. Det blomstrede stof i gule nuancer er en 40 år gammel rest fra min brors svigermor.


Min gamle kollega Helle var også fantastisk til at gå på jagt efter stofrester til mig. Den broderede blomst er et udsnit af en lysedug fra hendes familie, mens K'et med klokkeblomsten er min mors værk. Sådan er også min nyeste passion for broderi repræsenteret i mit tæppe.

Også tak til min kusine Jette, som fandt rester fra sine børns barndom, og til Lotte og Sofie som vi deler hus med, som bidrog med skønne sager til tæppets historie.


Nu ligger min mand og sover under tæppet, mens han plejer sin forkølelse, og jeg sidder og tænker, at tæppets vej fra lapper til færdigt tæppe vist er et blogindlæg i sig selv. Så til dem, det måtte interessere, så læs om tæppets tilblivelse her.