onsdag den 30. maj 2012

Det kloge indkøbsnet


Det her er et meget klogt indkøbsnet. Dels fordi der er et billede af en ugle uden på, og dels fordi det ikke er lavet af plastik, som efter brug bliver smidt ud, men fordi det er syet i stof og bliver brugt igen og igen.


Det er syet af et viskestykke, som jeg fandt i Føtex til 20,- kroner i sidste uge. Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen, det kan godt betale sig at købe viskestykker, når man falder over dem i supermarkedet. De er billigere end et stykke almindeligt stof, de fåes med mange fine mønstre og motiver, og så er stoffet som regel lidt tykt vævet, hvilket gør dem velegnede til opbevaring af fx skolesager eller tegnegrej.


Jeg klippede 5 cm. af i siderne og ca. det samme både i top og bund for at få den rigtige størrelse på nettet. Det tiloversblevne stof fra siderne, brugte jeg til at sy hanke af. Forsiden med uglen syede jeg sammen med at stykke ubleget lagenlærred i samme størrelse, foldede kanten foroven 2 gange og syede hankene fast øverst i kanten.

onsdag den 23. maj 2012

Dimser


Nogle mennesker gemmer alt, mens andre rydder op og rydder ud jævnligt. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg tilhører den første gruppe. Jeg er faktisk 3. generation af "man-ved-aldrig-om-man-får-brug-for-det" i min familie.

En god måde at gemme alle de små dimser, som altid ligger og flyder, fordi man ikke nænner at skille sig af med dem, er at få sig en sættekasse. Jeg havde en som barn, og nu har jeg en igen.

 



Jeg købte den sidste sommer på et loppemarked for 25,- kroner. Først tog jeg bagbeklædningen af. Den fik en omgang med det skønne tapet, som jeg fandt i en lille biks i Nordjylland sidste år.


Jeg havde oprindeligt en ambition om at male rammen i hånden, men da tålmodigheden slap op fik den en gang spraymaling.


Så samlede jeg den igen ved at sømme bagbeklædningen på rammen med en klipsepistol.


Og så er det bare om at fylde dimser i. Bemærk den skønne æske med ObamaMints - Yes we Can-dy. Og det håber vi så, at han kan igen!


 

fredag den 18. maj 2012

Signes kikkasse


Signe er blevet konfirmeret. Vi har kendt hende hele hendes liv, og selv om hun ikke er familie, så føles det sådan. Konfirmander ønsker sig penge - og det skal de have. Men det er sådan en kedelig gave, så for at pakke dem lidt sjovt ind, lavede jeg en kikkasse til Signe.


Udgangspunktet er en æske fra Søstrene Grene, men det kunne også være en skotøjsæske, hvor man limer gavepapir udenpå og inden i.


Kikkassen skulle være et tøseværelse på grænsen mellem barn og voksen. På væggene hænger der barndomsbilleder i "glas og ramme", sommerfugle og glansbilleder. Men der er også en lilla sofa med bløde puder, hvor man kan sidde og snakke voksensnak  med veninderne.

 


Gaven er en æske lavet af papir med løst låg, som kan løftes af ved hjælp af den store filtkugle, og nede i æsken ligger pengene foldet sammen på et leje af silkepapir.

 

Tillykke til søde Signe!!

søndag den 6. maj 2012

Spiretid 2


Der er liv i mine små potter,  som jeg såede for et par uger siden.


De her bliver forhåbentlig til store vidunderlige lupiner næste sommer.


Lathyrus som skal slynge sig op af muren og dufte vidunderligt!


Tragtsnerler som skal dække vores lidt kedelige pilehegn ved terassen.


Tomater lover sol, smag og sommer.


Squash og hokaido til suppe og gryderetter.