torsdag den 24. februar 2011

Passion

Selvhjælpsbøger.....

Jeg har et meget ambivalent forhold til denne type litteratur. På den ene side, så tror jeg ikke på "the quick fix", som de mere vidtløftige bøger i genren lover sine læsere. Men på den anden side, så er jeg draget imod den type litteratur med lige dele nysgerrighed og behov for afklaring.

Sidste år holdt jeg 2 måneders orlov uden løn, og sjældent kan jeg huske, at jeg har nydt noget så meget. Jeg havde lovet mig selv ikke at have nogen forventninger til udbyttet af de 2 måneder (det viste sig at være sværere end som så) og at bruge tiden til lige præcis det, jeg havde lyst til.

Bl.a. læste jeg Pernille Melsteds bog Find din passion på 4 uger. Eller det vil sige, jeg læste faktisk ikke hele bogen, for jeg gik i stå et sted i uge 3.

Hendes omdrejningspunkt er - som titlen antyder - passionen. Og et sted i bogen beder hun læseren færdiggøre følgende sætning:

"Jeg mister fornemmelsen for tid og sted, når jeg......."

Her blev jeg i nogen grad handlingslammet, fordi jeg simpelthen ikke vidste, hvad jeg skulle svare. Jeg kunne ikke genkalde mig én eneste ting, som jeg blev så optaget af, at jeg glemte tid og sted.

Det var ret tankevækkende især taget i betragtning af, at jeg anser mig selv for at være et kreativt og passioneret menneske. Men når sandheden skal frem, så har jeg nok ikke dyrket de sider særlig meget de seneste par år. Et af mine projekter er derfor at finde frem til det, som får mig til at glemme tid og sted. 

Under min orlov læste jeg forfatteren Jakob Ejersbo's Afrika-trilogi, som jeg blev så suget ind i, at jeg rent faktisk glemte tid og sted. 

Jeg øver mig stadig og finder flere og flere ting, som har den virkning. Min store drøm er at finde så meget passion, at jeg rent faktisk kan leve af den. Men jeg har erkendt, at det tager mere end 4 uger!!

mandag den 21. februar 2011

Projekt Lykke


Titlen "Projekt Lykke" er ikke min titel, men den danske titel på bogen The Happiness Project af den amerikanske forfatter Gretchen Rubin, som for et par år siden satte sig for at undersøge, om man helt systematisk kunne gøre noget for at blive lykkeligere. Hun valgte en lang række områder af sit liv, som hun arbejdede med at blive bedre til måned for måned i et helt år.

Jeg faldt over bogen i en boghandel i slutningen af januar, få uger før jeg stoppede på mit arbejde for at kaste mig over mit eget "lykke-projekt". Jeg havde aldrig hørt om hverken Gretchen Rubin eller hendes lykke-bog, som hun siden udgivelsen i 2009 har solgt til 15 (!!) forskellig lande. Men jeg blev nysgerrig og købte bogen, som en "nu-starter-dit-nye-liv-gave" til mig selv.

Lige først var jeg skeptisk og også lidt irriteret over hendes tilgang til projektet. Hun er uddannet jurist men lever af at skrive bøger, så hun har grebet projektet an ved at indsamle masser af data om fænomenet lykke.

Mit projekt er mere privat og afhænger i højere grad af mine følelser og fornemmelser, så lige først kunne jeg ikke på nogen måde relatere til hendes meget intellektuelle tilgang. Men en af hendes pointer er, at selv om alle mennesker har deres unikke indgang til den slags projekter, så kan det være inspirerende at høre om andre menneskers personlige erfaringer. Så med det in mente kastede jeg mig alligevel ud i læsningen af Projekt Lykke.

Jeg er nu nået til maj måned i bogen og er altså næsten halvvejs i Gretchens lykke-år. Jeg må sige, at selv om hun er meget amerikansk i sin stil - på godt og ondt - så har hun af og til nogle pointer, som går ind hos mig.

Forleden læste jeg et afsnit med titlen Nyd det sjove i svipserne, som handlede om, hvilken læring der ligger i det, som ikke lykkes. Det er bestemt ikke rocket-science at anskue succes og fiasko på den måde, men det slog mig, at jeg sjældent har kastet mig ud i projekter, der ikke er blevet en succes på et eller andet niveau.

Det handler ikke om, at jeg er dygtig til alting men snarere, at jeg har fravalgt projekter med potentiel risiko for at mislykkes. Det er selvfølgelig en måde at beskytte sig selv på, men det udelukker mig også fra at udfordre mig selv og lære noget nyt.

Det forsøger jeg meget bevidst at have liggende i baghovedet, mens jeg afsøger nye muligheder for at finde arbejdsglæde. Jeg kan godt mærke, at jeg er på ukendt grund, og at det er lidt skræmmende, men ellers var det vel ikke en udfordring :-)

Det er nok ikke sidste gang, at I hører om Gretchen og Projekt Lykke.

Tjek hende ud på: http://www.happiness-project.com/

søndag den 13. februar 2011

The Oprah Moment



Jeg er stor fan af talk-show queen numero uno: Oprah Winfrey. Når hendes show er bedst, går alt op i en højere enhed. De kendte kommer og viser billeder af deres børn, flavour of the month på USA's musikscene synger en følelsesladet ballade, værtinden forærer publikum en bil eller et køleskab eller en tur til Disney World, og en ganske almindelig amerikaner får et Oprah Moment for åben skærm.

Et Oprah Moment er det vendepunkt, som gør, at alle brikker i ens liv pludselig falder på plads. Det kan være den overvægtige, der finder vejen til et sensationelt vægttab, eller det kan være den ulykkelige husmor, som finder sin rette hylde som forhandler af økologiske rengøringsmidler.

Jeg har i mange år gået og håbet på, at jeg en dag fik et Oprah Moment og vågnede op og vidste præcis, hvad jeg ville med resten af mit liv. Det har indtil videre ladet vente på sig, og jeg har det seneste år måttet erkende, at det nok ikke kommer til at ske.

Jeg har overvejet, hvad grunden er til, at jeg faktisk af og til har købt idéen om, at man kunne finde meningen med livet i et lynglimt hjulpet på vej af en lettere overvægtig millionøse med sit eget selv-hjælpsunivers. 

En af forklaringerne er selvfølgelig, at hun formår at fortælle "den gode historie" hver eneste gang, hun toner frem på skærmen. Men bag ved hendes formidable evne til at iscenesætte sig selv og sine gæster, så taler hun også til noget meget dybere i mig - og sikkert også i andre mennesker. 

Hun åbner muligheden for, at alt det, som er svært og kompliceret i livet, med et trylleslag kan blive let og simpelt. Hun er så overbevisende og inderlig, at jeg en gang imellem tror på, at det kan lade sig gøre. Men hånden på hjertet: jeg får højst sandsynligt aldrig mit Oprah Moment.

Den erkendelse er på sin vis en befrielse, for så behøver jeg ikke at bruge så meget energi på at kigge efter ledetråde, som kan bringe mig tættere på sandhedens øjeblik. Jeg kan i stedet bruge tiden på at øve mig i at blive bedre til her-og-nu, som ikke nødvendigvis ændrer mit liv for altid, men som forhåbentlig træner mig i at mærke efter, hvad jeg virkelig har lyst til.

P.S. Den 13. september sidste år introducerede Oprah The Farewell Season, hvilket betyder, at hun efter 4.000 shows lukker ned i år. Heldigvis er der stadig mulighed for at opsøge The Oprah Moment hver formiddag fra mandag-fredag på Kanal4.

tirsdag den 8. februar 2011

Det' sjovt!



For nogle år siden hørte jeg filmparret Wikke/Rasmussen fortælle om deres arbejde. De fortalte om deres film og tv-produktioner, men først og fremmest fortalte de om vejen dertil.

En af de ting, som gjorde stort indtryk på mig, var, at de hele vejen igennem processen havde haft et pejlemærke, som de gik efter: det skulle være sjovt!

Hvis de syntes, at deres idé var sjov, så var de ligeglade med, hvad andre mente om den.

Det provokerede og inspirerede mig på samme tid, fordi det aldrig var faldet mig ind, at det sjove kunne være afgørende for, hvad man brugte sit liv på. Jeg er over årerne blevet ved med at kredse om det uden rigtig at blive klogere på, hvordan man jeg skal gribe den problematik an.

For nylig stødte jeg på en artikel om en engelsk kunstner, Slinkachu, som bruger små mennesker fra modeljernbaner til at lave opstillinger rundt omkring i gadebilledet.


I artiklen fortæller han, at når han har fotograferet sine opstillinger, så lader han dem stå. Risikoen for, at de bliver ødelagt, er ret stor, og der er også den mulighed, at ingen lægger mærke til dem. Men dem, der får øje på dem, får en oplevelse, som både er morsom og tankevækkende.



Formegentlig ønsker han som andre kunstnere at blive set og forstået, men jeg synes, at han er et godt eksempel på, hvordan man arbejder, når det sjove driver værket.

Bedøm selv:
http://www.andipamodern.com/Slinkachu/Slinkachu.php.

Læs også artiklen fra Politiken:
http://politiken.dk/kultur/kunst/ECE1162774/streetart-kunstner-viser-livet-i-skala-187/

Kagerne i den lysegrønne skål er nok én af grundene til, at jeg synes, at Slinkachus små mennesker er sjove. Jeg har altid haft en særlig forkærlighed for ting, der er små. Små tandpastatuber, mini-pakker med cornflakes, Barbiesko og små nuttede kiks med marengs i pastelfarver.

De er et levn fra min barndom, og hver gang jeg støder på dem, køber jeg en pose. De er ikke noget kulinarisk vidunder, men man kan lave sjove dukkehus-tableauer med dem.




Så mens jeg jagter det sjove arbejde, spiser jeg små kiks med marengs og drikker te af dukkekkopper.



fredag den 4. februar 2011

Snuden i sporet

Det har de seneste uger været mit motto, mens jeg har gået og pakket mit arbejdsliv sammen og funderet over, hvad jeg skal sætte i stedet.


Jeg havde engang en chef, der elskede udtryk som: "Så går vi i helikopteren" og "Vi skal op af plovfuren". Det betød , at vi skulle løfte blikket og se tingene i en større sammenhæng, når vi blev for vanetænkende i vores måde at løse opgaver på.


I rigtig mange sammenhænge er det en god idé at gå lidt i helikopteren og forsøge at få øje på nye vinkler. Det er vel i virkeligheden også det, jeg er i gang med at gøre nu.


Men problemet er bare, at hver gang jeg kommer i tanke om noget sjovt, jeg kunne tænke mig at lave, så kommer jeg til at løfte blikket og gå i helikopteren. Og så har jeg en tendens til at skyde alle idéer ned, før de overhovedet er prøvet af. Jeg siger til mig selv, at det er jeg vist ikke dygtig nok til, eller det kan jeg vist ikke tjene penge på.


For at undgå at det her sker alt for mange gange i processen, husker jeg jævnligt mig selv på at holde snuden i sporet. Så i stedet for at løfte blikket og se langt frem, øver jeg mig i sænke blikket og koncentrere mig om kun at gøre, hvad jeg har lyst til lige nu.

Så snuden i sporet!!