mandag den 30. april 2012

Ét skridt ad gangen


Når man skal sy eller lave mad, har man en opskrift, som man følger ét skridt ad gangen. Man ved, hvad det skal ende med - en sommerkjole eller en marengslagkage - og man ved, hvilke ingredienser, man skal bruge, for at det skal lykkes. Hvis resultatet ikke bliver som forventet, så kan man justere opskriften og prøve igen.

Sådan er det ikke i livet (surprise!!). For lidt over et år siden sagde jeg mit job op for at tage mit arbejdsliv op til revision. Det var som at kaste sig ud i frit fald, jeg havde ikke nogen idé om, hvad resultatet skulle være, og jeg kendte ikke ingredienslisten på forhånd.

Det seneste års tid har jeg ofte haft det som om, jeg famlede rundt i blinde, og rigtig mange gange er jeg gået i én retning, for blot at opdage at den vej skulle jeg i hvert fald ikke. Jeg har sagt til mig selv, at det er sundt at være ude af kontrol, at jeg bare skal forsøge at være til stede i processen, tage ét skridt ad gangen og ikke bekymre mig unødigt. Men langt størstedelen af tiden har jeg været panisk angst for ikke at nå i mål.


Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg nu er blevet meget klogere, er kommet i mål og har sluppet alle bekymringerne. Jeg tror dog ikke, at jeg nogensinde når til det punkt, men jeg har haft en del aha-erkendelser i forløbet.

En af de første ting, jeg måtte erkende, var, at jeg faktisk ikke trivedes særlig godt med et 9-16 job. Jeg havde inderst inde en drøm om at være min egen chef og selv kunne administrere min tid og mine opgaver. Næste step var derfor at se på, om mine erfaringer og min uddannelse kunne kanaliseres over i min egen business. Efter 10 års erfaring med undervising og læring og et stort netværk var der sådan set nok at bygge på, problemet var bare, at det havde jeg ikke rigtig lyst til. Jeg ville hellere arbejde med "noget sjovt og kreativt" - hvad det så end var?

For at blive klogere på det, opsøgte jeg derfor nogle mennesker, hvis arbejde jeg gerne ville have, for at blive klogere på, hvad det var de lavede. Nogle af dem havde ikke lyst til at dele deres viden, mens andre sagde ja og delte ud, og det er jeg dem evigt taknemmelige for.


Én af dem sagde til mig, at hun aldrig havde turdet kaste sig ud et kreativt arbejdsliv på egne præmisser, hvis ikke hun havde haft sit håndværk i orden. Og det slog hovedet på sømmet for mig. Jeg ville gerne arbejde kreativt, jeg havde idéerne, og jeg havde rigtig meget lyst til at lære et håndværk at kende.


Så i sidste uge var jeg til optagelsesprøve på Tekstilformidleruddannelsen under Håndarbejdets Fremme. Med til optagelsesprøven havde jeg en stribet nederdel, som jeg selv har syet. Om den skal blive min billet ind på studiet, om jeg kan få økonomien til at hænge sammen uden en krones SU, og om jeg kan klare de krav, studiet stiller, ved jeg ikke.


Men det tager jeg ét skridt ad gangen.

søndag den 22. april 2012

Tegnegrej


Det er snart mange år siden, at jeg har ejet et penalhus, så jeg har syet en holder til mine blyanter, penne, saks og viskelæder, så der er lidt styr på det.

Jeg blev inspireret af min bestikholder og har syet en pose med mange små rum ud af et viskestykke. Det er faktisk makkeren til det viskestykke, som jeg syede et net med balloner ud af en gang i efteråret.


Når alle blyanterne er fyldt i, lukkes flappen ned over dem, stykket rulles sammen og bindes med bindebåndet, så tingene ikke triller ud.





tirsdag den 17. april 2012

Spiretid 1

I går morges var der rim på græs og planter, og i dag haglede det, men jeg har stadig en stærk tro på, at det bliver både lunere forår og fantastisk sommer. Kalenderen siger midten af april, så det er i hvert fald på høje tid at forspire både blomster og grøntsager, hvis vi skal have glæde af dem til sommer.




Åh, lupiner

Forventningens glæde



Spirebørnehave


Frø i blød


Spirepotter

søndag den 15. april 2012

Kager til kaffen


En dag for flere år siden gik jeg i et supermarked med min ældste søn. For hver hylde vi gik forbi, faldt hans øjne på en sød bid men lige gyldigt, hvad han bad om, fik han nej. Det fik ham til at udbryde: "Mor, jeg glæder mig til du dør, for så kan jeg spise alt det slik, jeg har lyst til". Til det kunne jeg kun svare: "Når jeg dør, er du voksen, og så ved du godt, at det er usundt at spise lige så meget slik, som man har lyst til".


Selvom jeg har lyst til at spise en kage, hvér gang jeg drikker en kop kaffe, så lader jeg nogen gang vær', fordi jeg ved, at det ikke er sundt. Som erstatning for en hyggelig bagestund i køkkenet, har jeg i dag "bagt" disse cupcakes i papir i stedet.


Først klippede jeg hele kagens grundform ud i pap efter én skabelon.'


Dernæst klippede jeg bunden, kagen og glasuren ud i tyndt karton, gavepapir og glanspapir efter 3 andre skabeloner, og til sidste limede jeg delene oven på papbunden.

Kagerne kan bruges som fødselsdagsinvitationer, gavemærker eller små postkort.


tirsdag den 10. april 2012

Piger og drenge


Jeg har 2 dejlige, livlige, søde og omsorgsfulde drenge. Jeg elsker dem (selvfølgelig) over alt på jorden, ville ikke bytte for noget i verden, men det skal ikke være nogen hemmelighed,at før jeg fik børn, drømte jeg om også at få en lyserød perleplade-pige, som jeg kunne udleve nogle af mine tyl-drømme igennem.

Sådan skulle det ikke være, men heldigvis er der mange omkring mig, som har piger, og det hjælper lidt på mit behov for flæseærmer og patchwork nederdele. Senest er Juliane Marie kommet ind i vores liv. Og til hende har jeg syet en mini-kjole, som er så kort, at man godt kan ligge stille i en lift med den på.


Den er syet i baby-fløjl med en lille lomme foran.


En knap bagpå, så den er til at få over hovedet.


Og et lille vingeærme fordi man godt kan være pyntesyg, selvom man kun er 2 måneder gammel.

lørdag den 7. april 2012

Påskens søde bid


Hvert år samles min familie hos os, og sammen spiser vi os igennem en fantastisk påskefrokost. Alle medbringer en ret eller 2, og imellem retterne suser børnene ind og ud og spiller fodbold, plukker blomster og klatrer i træer.

I år var det vores opgave at stege lammekøllen og sørge for en sød bid til kaffen. Så jeg gentog successen med cupcakes fra Valdemars fødselsdag i september. Denne gang havde jeg tilføjet påske-smag til grunddejen i form af:
  • Skal fra 1 øko. appelsin og 1 øko. citron
  • 1 plade hakket, hvid chokolade
Kagerne er pyntet med gul glasur med krymmel og lyserød smørcreme med likøræg.

Jeg ville desuden også friste gæsterne med franske makroner i 2 forskellige farver. En gul med fyld af lemon curd og en lyselilla med fyld af dulce de laiche (karameliseret, kondenseret mælk). Noget gik helt galt, dejen drillede mig, makronerne faldt sammen og blev klistrede og flade. De gule var bløde og porøse, men kunne dog spises. Men alt kan ikke lykkes hver gang - det er jo også derfor bloggen hedder Ikke helt perfekt.

God påske til alle!!

fredag den 6. april 2012

Påske-ægge-gække


Da jeg var barn sendte jeg altid et gækkebrev til min farmor og farfar, som boede i Århus (ja, sådan blev det stavet i forrige århundrede). Og hvert år kunne de simpelthen ikke gætte, hvor det kom fra og måtte kvittere med et påskeæg. Men ikke et hvilket som helst påskeæg. Min farmor gik op i chokoladeafdelingen i Salling og købte et stort hjemmelavet påskeæg fyldt med nougat og marcipan og overtrukket med tyk, mørk chokolade. Ægget blev lagt i en gul æske foret med lysegrønt silkepapir og sendt den lange vej med posten til barnebarnet i København. Det var en stor fryd at åbne den store æske og tage den første bid.


Nu er det mine børn, der sender gækkebreve og modtager påskeæg fra deres bedsteforældre, men jeg klipper stadig gækkebreve. Disse gækkebreve klippet i silkepapir skal ikke sendes, men lægges på påskebordet som bordkort.


Ud af pap, lim og silkepapir har jeg lavet et påskeæg, som ikke kan spises, men i stedet kan pynte i vinduet eller på en lysegrøn gren fra haven.




Jeg har klippet en masse cirkler på størrelse med en 5-krone i silkepapir. Cirklerne har jeg limet på begge sider af et stykke pap klippet i æggeform, så cirklerne overlapper hinanden.


Jeg har ladet cirklerne gå længere ud end kanten og så klippet det overskydende papir af bagefter. Til sidst er motivet fikseret med 1 lag decoupagelim til papir.

Nyd påskedagene og hold øje med bloggen, der er stadig flere påsketing på vej.

søndag den 1. april 2012

Påske - kyllinger og harer

Påsken nærmer sig, og når man som jeg elsker jul, så er påsken en god undskyldning for at dyrke nogle af de samme laster. Pynt og kreative idéer, god mad, søde sager og samling på familien.

Hos både Stof 2000 og Panduro Hobby findes der mange DIY idéer til påskepynt, og jeg har afprøvet nogle af dem. Hos Stof 2000 faldt jeg for et par år siden over et mønster på en påskehare, som var så sød, at jeg simpelthen måtte prøve at sy en selv.



Det blev til påskeharen Elisabeth, som Jeppe har døbt hende. Hun er syet i beige babyfløjl.  Og hendes øjne og snude er broderet på med broderegarn.

 





Indersiden af hendes ører er i lyserød fløjl, og desuden har hun fået lyserøde trædepuder på poterne.


Onde tunger mener, at hun ligner en mus, men til det siger hun bare fornærmet, at en mus bestemt ikke har sådan en sød hale lavet af en lyserød kugle i uldfilt.


Foruden påskeharen, så hører også kyllinger påsken til, og hos Stof og Stil fandt jeg dette enkle mønskter på en påskekylling. Denne er lavet i Liberty stof med næb og kam af filt.


Og dens ven er i grønt stof med en artsfælle i baggrunden.

Hold øje med bloggen - flere påsketing følger.