lørdag den 30. juli 2011

Poppy Treffry look-alike - DIY


Poppy Treffry

Jeg har forelsket mig!! I en lille engelsk virksomhed med 7 ansatte, som er bosiddende i Cornwall side om side med den lokale fiskeindustri. Virksomheden hedder Poppy Treffry og er opkaldt efter den kvinde, som startede den for 7 år siden. De fremstiller fine stemningsbilleder fra deres lokalmiljø ved hjælp af symaskiner, og applikerer dem på alt fra notesbøger til æggevarmere. Se meget mere på deres hjemmeside.

Det, de laver, er vidunderligt kreativt, originalt og ægte - og jeg elsker det! Hvis jeg havde mulighed for det, så pakkede jeg mine kufferter i morgen og sad på deres dørtrin og tiggede, indtil de lod mig være en del af deres inspirerende team. Men resten af familien er ikke lige indstillet på at flytte til Cornwall, så jeg må blive på Frederiksberg og i stedet lade mig inspirere af deres gode idéer.


For noget tid siden købte jeg hos Stof og Stil nogle forskellige håndtag i metal til punge og små tasker. Håndtagene kan købes på Stof og Stils hjemmeside og her findes også en gratis syvejledning og mønster på de forskellige punge. De har ligget og ventet på, at jeg fik en god idé. Så da jeg stødte på Poppy Treffrys skønne design, tænkte jeg straks, at der var idéen.
Poppy Treffry

Hos Poppy Treffry gør de meget ud af, at deres motiver er inspireret af lokalområdet, og et af de motiver, der går igen, er de små byhuse. Alle deres applikationer er syet på maskine, og de er karakteriseret ved, at kanterne er rå og trevlede, og syningerne er lidt tilfældige og sjuskede.

Jeg besluttede mig for at kaste mig over huset som motiv og fandt noget ensfarvet hørstof, jeg kunne bruge som baggrund.


Så kom den sjove del, hvor jeg skulle i gemmerne og finde stofrester til mit hus, klippe elementerne og sy dem på hørstoffet. Hos Poppy Treffry bruger de nogle særlige programmer på symaskinen til broderi. Jeg måtte nøjes med min almindelige symaskine, men det kunne heldigvis også godt lade sig gøre.


Så var huset "bygget", men det så lidt ensomt ud på det lyse hørstof, så jeg gravede Millefleur stinget og noget bomuldsbroderegarn frem fra min mors gemmer og den skønne 1970'er bog "Applikationer - nye, lette sjove".




Som navnet Millefleur antyder, kan man sy de fineste blomster med de sting, og i mine yngre dage broderede jeg disse sting på lapperne på mine slidte og hullede 501'ere. Meget krea!!


Nu var huset ikke så ensomt mere der på toppen af bakken.


Tilbage var kun at sy pungen fast på håndtaget med lilla broderegarn, og så var min Poppy Treffry look-alike færdig.


Efterfølgende har jeg fundet ud af, at Poppy ikke er den eneste, der broderer fine ting på maskine. Tilfældigvis stødte jeg i et engelsk boligblad på Jane, som i sin lille virksomhed Snapdragongarden lever af at sælge blomster fra sit gamle Volkswagen rugbrød om sommeren og fine små broderede items om vinteren.

Det er simpelthen en levevej for flere engelske kvinder - så hvorfor ikke også for en enkelt dansk? Jeg forsøger i hvert fald at skrabe penge sammen til at komme på kursus hos Poppy Treffry i Cornwall til efteråret. 

2 kommentarer:

  1. Hej Kat
    Ja skoenne ting og sager fra Poppy Treffry...og kreativt website... Kan nu ikke lade vaere med at poste et 'hjemmesyet' website af crayonline design (www.crayonlinedesign.co.uk) ...Adressen er www.mirandamillar.co.uk.
    Et par andre links som du maaske ville have lyst til at kigge paa er:
    www.madebykatarina.com (landskabsarkitekt kollega) og www.folksy.com....Haaber du bliver inspireret....:-)

    SvarSlet
  2. Kaere Vips!
    Meget inspirerende at se, hvad andre sysler med. Der er virkelig mange dygtige folk derude. Det giver blod paa tanden til at goere mere endnu.

    Og fed side, du har faaet lave til Miranda :-)

    SvarSlet

Kom gerne med kommentarer. Altid dejligt at vide, at der er nogen på den anden side af skærmen.