torsdag den 13. oktober 2011

Frk. Jensen


Når alt andet glipper, og der ikke er hjælp at hente andre steder, så tyer jeg til Frøken Jensens Kogebog. Så bliver jeg så dejlig rolig indeni og tænker, at tingene nok skal løse sig, når det stadig er muligt at finde opskiften på benløse fugle, karamelrand og sylte.

Kirstine Marie Jensen blev født i 1858 og arbejdede hele sit liv som husbestyrinde hos familien Melchior. I 1901 udgav hun sin kogebog med de opskrifter, hun havde glædet familien med - og hermed var en klassiker født.

I min udgave fra 1988 står der i forordet: "I foreliggende 5. udgave har vi (...) bevaret så meget som muligt af det oprindelige stof (...). Men med den hurtige udvikling inden for madlavningens område har vi fundet det berettiget at føre bogen ajour (...).

Man kan vel roligt sige, at der er sket en "udvikling inden for madlavningens område", siden Frk. Jensen kom ind i mit liv i 1994. Men hun holder stadig, når ens unger siger: "Vi spiser kun syltede rødbeder - ikke rå eller bagt i ovn.", eller når pæretræet er så fyldt, at vi ikke kan nå at følge med, inden de rådner på jorden. 

Syltede rødbeder


1 kg . rødbeder koges møre, skæres i skiver og lægges i patentglas, som er skyllet med atamon og varmt vand.

3/4 liter lagereddike og 350 gr. sukker koges til en lage. Hos Frk. Jensen koger man også nelliker med i lagen, men det ville ungerne her i huset sige bestemt "NEJ" til, så det gør jeg ikke. Lagen hældes over rødbederne og glasset lukkes med det samme.

Henkogte pærer



1 kg. pærer skrælles, skæres i mindre stykker og kernehuset fjernes. 1 dl. lagereddike, 350 gr. sukker og 1 dl. vand koges til en lage med fx ingefær i skiver, hel kanel, nelliker, stjerneanis, en vanillestang eller, hvad der nu er behov for. Når sukkeret er opløst kommes pærerne i, og de koges møre i lagen. Pas endelig på, at de ikke får for meget, så bliver de smattede i glasset.

Pærerne lægges i en patentglas, overhældes med den varme lage og  tilsættes ½ tsk. atamon, og glasset lukkes med det samme.

De bliver til Pære Belle Helene, hvis de serveres med vanilleis og chokoladesauce.

Mine husmor-sysler har henledt tankerne på Kirsten Hüttemeier og ikke mindst på Martin Brygmans fantastiske udgave af Hüttemeier fra Lex og Klatten.

Bemærk at såvel skåneærmer som forklæde matcher pyntegardinerne: http://www.youtube.com/watch?v=MOKaPEoxm4A&feature=related



 





tirsdag den 11. oktober 2011

Giraffen Lollo fylder 1 år


Jeg er meget barnlig - glad for bamser, kulørte perler og udklædningstøj. Og til min store glæde er det smittet af på mine børn, som også kan lide at lege.

Giraffen Lollo fyldte 1 år, og det blev fejret med brownie og flag på bordet. På hendes ønskeseddel stod der en kjole, for det er koldt at være en lille giraf, når vinteren nærmer sig.


Nederdel i patchwork med plads til halen.


Bamse-Knud og Lillefanten var også inviteret. Lillefanten i quiltet vest, halstørklæde og nathue i eget design.

fredag den 7. oktober 2011

Hemmeligheder på vej...


Arbejder på en helt særlig fødselsdagsgave - siger ikke mere. Lige nu i hvert fald.....

Men du kan se resultatet her.


søndag den 2. oktober 2011

Viden - hvis man har, skal man dele


Da jeg var barn i 1970'erne, måtte vi ikke tage slik og tyggegummi med i skole. Det blev ikke sagt direkte, i stedet fik vi at vide, at hvis vi havde slik med, så skulle vi dele ud til alle de andre i klassen. Så var der ikke mange, der havde lyst til at tage en pakke Dandy med i skole.

I mit voksenliv - især i mit arbejdsliv - lærte jeg ret tidligt, at et af de store buzz-words i forhold til samarbejde er videndeling. Jeg lærte, at det staves og udtales uden -s i midten, og at det er rigtig godt at dele sin viden med andre, så vi kan lære af hinanden og løfte opgaven i fællesskab.

Jeg overvejer at skifte branche, men før jeg gør det, vil jeg gerne vide mere om, hvordan det er at arbejde på det felt. Så de sidste par måneder har jeg søgt viden hos folk uden for mit kendte netværk. Kriteriet for at opsøge dem har været helt enkelt: De laver noget, som har vakt min nysgerrighed, og som virker sjovt.

Jeg har rigtig tit fået at vide, at jeg bare skal komme ud af hullet og kontakte folk, for hvis jeg viser oprigtig interesse for deres arbejde, så vil de fleste gerne fortælle, om det de laver. Flere har direkte sagt: "Jeg har aldrig oplevet nogen, som har sagt nej til at fortælle om deres arbejde".

Efter godt og vel 10-15 henvendelser kan jeg konkludere, at jeg må være undtagelsen, der bekræfter den regel, for jeg er endnu ikke stødt på én eneste, som vil tage en uforpligtende snak på en halv times tid og fortælle lidt, om det de laver.

Jeg beder ikke om et job, jeg presser ikke mine idéer ned i halsen på dem, det eneste jeg beder om, er et uforpligtende møde, hvor jeg kan blive lidt klogere på en branche og et arbejdsfelt, som jeg gerne vil bevæge mig ind på.

Der kan være mange grunde til, at folk siger nej til at mødes med mig, og for de flestes vedkommende handler det om tid - og måske også om andre ting, som de ikke siger højt. Jeg prøver at være vedholdende uden at presse på, men i sidste ende må jeg selvfølgelig respektere et nej.

Det her er ikke skrevet ud fra ønsket om medlidenhed, men skal snarere læses som en undren over, at videndeling tydeligvis ikke er slået igennem alle steder eller en konstatering af, at der er grænser for, hvem man deler sin viden med.

Jeg skal helt ærligt indrømme, at jeg i mit tidligere job ikke altid sagde ja til at dele viden med alle, der henvendte sig. Men jeg har lovet mig selv, at hvis jeg skulle være så heldig at få fodfæste i en ny branche, så vil jeg gøre mit til at dele min viden, og den opfordring er hermed givet videre til alle andre!

P.S. Jeg skal huske at sige mit private netværk af gode venner og bekendte en stor TAK! De har gladeligt øst ud af deres viden og kontakter, og det sætter jeg meget stor pris på - hvad udfaldet end har været.