søndag den 2. oktober 2011

Viden - hvis man har, skal man dele


Da jeg var barn i 1970'erne, måtte vi ikke tage slik og tyggegummi med i skole. Det blev ikke sagt direkte, i stedet fik vi at vide, at hvis vi havde slik med, så skulle vi dele ud til alle de andre i klassen. Så var der ikke mange, der havde lyst til at tage en pakke Dandy med i skole.

I mit voksenliv - især i mit arbejdsliv - lærte jeg ret tidligt, at et af de store buzz-words i forhold til samarbejde er videndeling. Jeg lærte, at det staves og udtales uden -s i midten, og at det er rigtig godt at dele sin viden med andre, så vi kan lære af hinanden og løfte opgaven i fællesskab.

Jeg overvejer at skifte branche, men før jeg gør det, vil jeg gerne vide mere om, hvordan det er at arbejde på det felt. Så de sidste par måneder har jeg søgt viden hos folk uden for mit kendte netværk. Kriteriet for at opsøge dem har været helt enkelt: De laver noget, som har vakt min nysgerrighed, og som virker sjovt.

Jeg har rigtig tit fået at vide, at jeg bare skal komme ud af hullet og kontakte folk, for hvis jeg viser oprigtig interesse for deres arbejde, så vil de fleste gerne fortælle, om det de laver. Flere har direkte sagt: "Jeg har aldrig oplevet nogen, som har sagt nej til at fortælle om deres arbejde".

Efter godt og vel 10-15 henvendelser kan jeg konkludere, at jeg må være undtagelsen, der bekræfter den regel, for jeg er endnu ikke stødt på én eneste, som vil tage en uforpligtende snak på en halv times tid og fortælle lidt, om det de laver.

Jeg beder ikke om et job, jeg presser ikke mine idéer ned i halsen på dem, det eneste jeg beder om, er et uforpligtende møde, hvor jeg kan blive lidt klogere på en branche og et arbejdsfelt, som jeg gerne vil bevæge mig ind på.

Der kan være mange grunde til, at folk siger nej til at mødes med mig, og for de flestes vedkommende handler det om tid - og måske også om andre ting, som de ikke siger højt. Jeg prøver at være vedholdende uden at presse på, men i sidste ende må jeg selvfølgelig respektere et nej.

Det her er ikke skrevet ud fra ønsket om medlidenhed, men skal snarere læses som en undren over, at videndeling tydeligvis ikke er slået igennem alle steder eller en konstatering af, at der er grænser for, hvem man deler sin viden med.

Jeg skal helt ærligt indrømme, at jeg i mit tidligere job ikke altid sagde ja til at dele viden med alle, der henvendte sig. Men jeg har lovet mig selv, at hvis jeg skulle være så heldig at få fodfæste i en ny branche, så vil jeg gøre mit til at dele min viden, og den opfordring er hermed givet videre til alle andre!

P.S. Jeg skal huske at sige mit private netværk af gode venner og bekendte en stor TAK! De har gladeligt øst ud af deres viden og kontakter, og det sætter jeg meget stor pris på - hvad udfaldet end har været.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kom gerne med kommentarer. Altid dejligt at vide, at der er nogen på den anden side af skærmen.