Den store fortælling

Mit speciale på universitetet handlede om den nye nordiske fortælling eksemplificeret gennem en analyse af den norske forfatter Jan Kjærstads roman "Forføreren".

Det minimalistiske og fragmentariske har aldrig været min kop te. Jeg elsker de store fortællinger med deres bifloder af små og store plot, som binder historien sammen, udfordrer læseren og samler alle trådene til sidst.

Mange steder er det blevet populært med storytelling. Virksomheder og privatpersoner tilrettelægger deres historie, så den går fra at være en række tilfældige valg til at blive en sammenhængende fortælling.

Da jeg sagde mit job op, brugte jeg meget tid på at fortælle min historie, som jeg troede, andre gerne ville høre den. Det virkede forbudt bare at sige: "Jeg har sagt op, fordi jeg ikke finder arbejdsglæde, i det jeg laver, og jeg ved ikke, hvad jeg vil nu."

I stedet fortalte jeg historien om, at jeg var på vej til noget andet, som gav bedre mening, til trods for, at jeg ikke havde den ringeste anelse om, hvad jeg havde lyst til.

For en uge siden havde jeg en skøn aften sammen med en flok af mine tidligere kolleger. Jeg oplevede, at det var blevet lettere for mig ærligt at fortælle den rigtige historie efter at have haft knap 2 måneder i tænkeboks. Jeg fortalte dem, at jeg nyder min tilværelse, som den er nu, at jeg (endnu) ikke har fundet mine ben i et nyt job, men at jeg arbejder på sagen. 

Den oplevelser fik mig til at tænke på, hvordan "den store fortælling" om de sidste 2 år af mit liv, rent faktisk kan fortælles.

I slutningen af 2009 blev en god kollega fyret samtidig med at en veninde fik konstateret brystkræft. De 2 begivenheder satte en masse tanker i gang hos mig, som handlede om, hvorvidt jeg levede, det liv jeg gerne ville leve. Det er jo på sin vis banalt, at alvorlig sygdom giver anledning til, at man tager sit liv op til revision, men det er en god mulighed for at gøre status og tænke tanken: "Hvad hvis det var mig?"

En af de tanker, som jeg ikke kunne slippe, var tanken om, at jeg ikke var glad i mit arbejdsliv. Hvordan kunne jeg være rollemodel for mine børn og opfordre dem til gøre, hvad de har lyst til, hvis jeg ikke selv levede efter de regler?

En anden ting, som fyldte meget, var følelsen af hele tiden at være bagud, ikke at have tilstrækkelig tid til at være til stede i mit eget og andres liv. Store spørgsmål - ja vist - men da jeg først havde tænkt dem, kunne jeg ikke slippe dem igen.

Det resulterede i første omgang i, at jeg tog orlov fra mit arbejde i maj og juni sidste år. Det var uden tvivl det bedste, jeg længe havde gjort for mig selv, og jeg nød hver dag, men jeg havde samtidig en fornemmelse af, at jeg ikke var færdig med den proces.

I løbet af den sommer var der flere mennesker, som mere eller mindre eksplicit antydede, at jeg mødte verden med en meget negativ tilgang. Det havde den klassiske virkning, at hvis nogen bliver ved med at sige, at du er sur, så bliver du sur. Men sandheden var nok, at jeg var sur og negativ meget af tiden.

Mens jeg havde orlov, legede jeg med tanken om at sige mit job op. Ikke som en realitet - men mere som et tankeeksperiment. Tanken modnedes hen over efteråret, og efter lang tids overvejelse besluttede jeg mig for at gøre det. Og som man siger: "The rest is history."

Jeg har ingen anelse om, hvordan den historie ender, men jeg prøver af alle kræfter at lade være med at forcere den og i stedet fortsætte med at fortælle videre på den på en måde, så den giver mening.