At høre til

Min søns skole fylder 100 år, og i den forbindelse holdt skolen åbent hus for elever og forældre i lørdags.

Sådan et arrangement er altid lidt kaotisk. Skolens gange og klasselokaler er pyntet op og fyldt til randen med stolte forældre, der beundrer lige netop deres barn bidrag til festlighederne.

Mens vores familie gik omkring på skolen, mødte vi en del børn og forældre, som vi kender fra forskellige sammenhænge. Efter 3 hektiske timer var arrangementet slut, og da vi kom hjem, kom jeg til at tænke på det med at høre til i et fællesskab.

Når man får børn, bliver man draget ind i en lang række fællesskaber, som man ikke vælger selv. Men hvis man møder disse fællesskaber med åbent sind og imødekommenhed, så er det min erfaring, at de som regel altid bidrager postivt til ens hverdag.

Vores liv er fyldt af tilhørsforhold. Fra de nære forhold til vores nærmeste familie, gode venner og arbejdskolleger til de mere perifære mennesker som dem, vi møder én gang om ugen fx i forbindelse med sport. Men fælles for alle disse mennesker er, at de bidrager til, at vi hver især føler, at vi hører til, at vi ikke er alene i verden.

Det gjorde mig enormt glad at vide, at på den store skole med alle de mange mennesker, er der en god håndfuld af børn og voksne, som spiller en særlig rolle i mit og min families liv. Det er voksne, som jeg kan dele forældre-fællesskabet med, og som vil tage sig af mit barn, hvis jeg ikke lige er det. Og det er børn, som lærer mit barn nogle sociale spilleregler, som giver ham gode oplevelser, og som han kan spejle sig i.

De er alle sammen en del af det store netværk, som er spændt ud under vores familie, så vi ikke er alene i verden.

Men den slags overvejelser leder også tankerne hen på dem, som af en eller anden grund ikke er en del af fællesskabet. Det må være uhyre svært at stå alene og ikke have nogen at dele sin hverdag med og føle samhørighed med. Som forælder forsøger man at lære sit barn nogle regler for, hvordan man er sammen med andre mennesker, så de ikke bliver individualister men sociale væsener med en rolle i fællesskabet. Men det er værd at huske, at vi også skal lære dem evnen til inddrage dem, der står uden for.

Når jeg tænker på, hvordan det må være at hjemmefra som selvstændig, så tænker jeg tit på, om jeg ville savne at have kolleger omkring mig. Men de sidste 2 måneder har jeg selv opsøgt netværk og faglige fællesskaber, så jeg tror, at svaret på det spørgsmål må være, at som selvstændig skaber man sine kolleger selv.

Alternativt er der altid den mulighed at flytte sine lille biks ind i et større kontorfællesskab, som det jeg besøgte i sidste uge i Nordvest, hvor en tidligere samarbejdspartner holder til med sin grafiske virksomhed. Det er utrolig inspirerende at komme i et hus, som syder af energi og kreativitet, og det giver meget lyst til at høre til - også i den sammenhæng.