lørdag den 14. maj 2011

De myldrende venner


Da jeg var barn - primært i årene før min lillebror kom til - havde jeg en større flok usynlige venner, som hed De myldrende venner. Hvordan jeg fandt på det navn, står hen i det uvisse, men det var en hel flok imaginære venner ligesom Alfons Åbergs hemmelige ven Svipper, som kom og besøgte mig, når jeg havde behov for lidt forstærkning.

Min mor har fortalt, at jeg kunne komme og spørge, om de måtte spise med, og til det svarede hun altid, at de var velkomne, hvis bare de havde deres egne stole med. Jeg kan huske, at jeg forestillede mig, at de havde nogle meget høje sammenklappelige køjesenge, som de kunne folde ud på ingen tid. Så lå de der i flere etager på mit lille værelse med skrå vægge og holdt mig med selskab.

Da jeg var knap 5 år kom min lillebror, og De myldrende venner forsvandt langsomt ud af mit liv, efterhånden som han blev gammel nok til, at vi kunne lege sammen. Men bevidstheden om at have et indre liv befolket med gode venner har ikke sluppet sit tag i mig fuldkommen.

Som barn kunne jeg finde på at trække mig fra den fælles leg en gang imellem og gå lidt for mig selv med mine tanker. Jeg ved, at min mor af og til var bekymret for mig, når hun kom og fandt mig alene i skolegården. Nu hvor jeg selv er mor, kan jeg til fulde følge hendes bekymring, men dengang husker jeg ikke, at jeg følte mig ensom.

Men hvis man af og til trækker sig fra fællesskabet, så kan det godt være svært at komme tilbage til det igen, og selv som voksen kan jeg stadig synes, at det er svært at tage skridtet ind i nye sociale sammenhænge.

I forrige uge startede mine yngste søn i SFO, og den start har været ventet med længsel og stor forventning. Nu har den første eufori lagt sig, og forleden var han knap så kry, da jeg afleverede ham. Han sagde: "Jeg kommer til at savne jer. Jeg har ikke nogen at lege med. Jeg vil hellere være hjemme.". Det gør selvfølgelig lidt ondt, når ens barn siger sådan, og det hjælper ikke  meget at sige til ham, at det nok skal blive bedre.

Han ligner mig på det punkt. Når først de sociale relationer er etableret og venskaberne blomstrer, så trives han som en fisk i vandet. Men det er de første skridt ind i det ukendte, som er så svære.

Jeg husker, da jeg startede på mit sidste job for 7 år siden. Det meste af det første år brugte jeg på at finde mig til rette på stedet, så var jeg et år på barsel, og det var faktisk først, da jeg kom tilbage, at jeg oplevede at blive en fuldgyldig del af fællesskabet. Til gengæld oplevede jeg et kollegialt sammenhold og en omsorg for hinanden, som var helt unik. Har man oplevet det én gang, så kommer man til at opleve det igen - også selv om man skal starte forfra med nye relationer.

Alt det ved jeg, men det kan jeg ikke så nemt forklare en lille dreng på næsten 6 år, som synes alt er nyt og fremmed.

Og hånden på hjertet, så har jeg da også af og til tænkt, at det var helt vanvittigt at forlade alle de søde mennesker, som var en værdifuld del af min hverdag. Men de kunne ikke opveje, at jeg ikke trivedes med mine arbejdsopgaver, og min selvvalgte ledighed giver mig til gengæld rig mulighed for at være alene i mit eget selskab med mine tanker.

Måske skulle jeg invitere De myldrende venner til kaffe en af dagene.......

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Kom gerne med kommentarer. Altid dejligt at vide, at der er nogen på den anden side af skærmen.