lørdag den 30. juli 2011

Poppy Treffry look-alike - DIY


Poppy Treffry

Jeg har forelsket mig!! I en lille engelsk virksomhed med 7 ansatte, som er bosiddende i Cornwall side om side med den lokale fiskeindustri. Virksomheden hedder Poppy Treffry og er opkaldt efter den kvinde, som startede den for 7 år siden. De fremstiller fine stemningsbilleder fra deres lokalmiljø ved hjælp af symaskiner, og applikerer dem på alt fra notesbøger til æggevarmere. Se meget mere på deres hjemmeside.

Det, de laver, er vidunderligt kreativt, originalt og ægte - og jeg elsker det! Hvis jeg havde mulighed for det, så pakkede jeg mine kufferter i morgen og sad på deres dørtrin og tiggede, indtil de lod mig være en del af deres inspirerende team. Men resten af familien er ikke lige indstillet på at flytte til Cornwall, så jeg må blive på Frederiksberg og i stedet lade mig inspirere af deres gode idéer.


For noget tid siden købte jeg hos Stof og Stil nogle forskellige håndtag i metal til punge og små tasker. Håndtagene kan købes på Stof og Stils hjemmeside og her findes også en gratis syvejledning og mønster på de forskellige punge. De har ligget og ventet på, at jeg fik en god idé. Så da jeg stødte på Poppy Treffrys skønne design, tænkte jeg straks, at der var idéen.
Poppy Treffry

Hos Poppy Treffry gør de meget ud af, at deres motiver er inspireret af lokalområdet, og et af de motiver, der går igen, er de små byhuse. Alle deres applikationer er syet på maskine, og de er karakteriseret ved, at kanterne er rå og trevlede, og syningerne er lidt tilfældige og sjuskede.

Jeg besluttede mig for at kaste mig over huset som motiv og fandt noget ensfarvet hørstof, jeg kunne bruge som baggrund.


Så kom den sjove del, hvor jeg skulle i gemmerne og finde stofrester til mit hus, klippe elementerne og sy dem på hørstoffet. Hos Poppy Treffry bruger de nogle særlige programmer på symaskinen til broderi. Jeg måtte nøjes med min almindelige symaskine, men det kunne heldigvis også godt lade sig gøre.


Så var huset "bygget", men det så lidt ensomt ud på det lyse hørstof, så jeg gravede Millefleur stinget og noget bomuldsbroderegarn frem fra min mors gemmer og den skønne 1970'er bog "Applikationer - nye, lette sjove".




Som navnet Millefleur antyder, kan man sy de fineste blomster med de sting, og i mine yngre dage broderede jeg disse sting på lapperne på mine slidte og hullede 501'ere. Meget krea!!


Nu var huset ikke så ensomt mere der på toppen af bakken.


Tilbage var kun at sy pungen fast på håndtaget med lilla broderegarn, og så var min Poppy Treffry look-alike færdig.


Efterfølgende har jeg fundet ud af, at Poppy ikke er den eneste, der broderer fine ting på maskine. Tilfældigvis stødte jeg i et engelsk boligblad på Jane, som i sin lille virksomhed Snapdragongarden lever af at sælge blomster fra sit gamle Volkswagen rugbrød om sommeren og fine små broderede items om vinteren.

Det er simpelthen en levevej for flere engelske kvinder - så hvorfor ikke også for en enkelt dansk? Jeg forsøger i hvert fald at skrabe penge sammen til at komme på kursus hos Poppy Treffry i Cornwall til efteråret. 

Det genetiske lotteri

En af mine mandlige venner er meget optaget af bryster for tiden. Det samme er mine 2 drenge på 6 og knap 10 år, hvilket leder mig til den konklusion, at mænds fascination af bryster starter tidligt og ikke aftager med alderen. Jeg tror faktisk, at mænd er mere optaget af bryster, end vi kvinder er, til trods for at vi lever med dem hver dag fra omkring 12-13 års alderen.

I en af mine absolutte ynglings "chick-flicks" "Notting Hill" siger Julia Roberts til Hugh Grant, da de vågner op i samme seng:
"What is it with men and breasts? They are odd looking, they are for milk, your mother has them along with half of the worlds population."
Man skal ikke gå særlig meget i svømmehallen for at vide, at alle kvinder er skabt forskelligt, og at bryster såvel som kroppe kan se meget forskellige ud. Selvfølgelig betyder alder, graviditet og amning samt kost og motion meget i forhold til, hvordan vores krop udvikler sig over årene, men noget af det er bestemt på forhånd gennem det genetiske lotteri, som foregår, hver gang et æg bliver befrugtet.

Hvis jeg kigger på min mor og resten af kvinderne i min familie, så står det klart, at jeg aldrig bliver myndeslank med smalle hofter og små bryster. Det er min genetiske arv, og den kan jeg ikke lave om på. Men jeg kan leve med den og passe på min krop, så jeg hele livet forhåbentlig forbliver sund, rask og i god fysisk form.

I den forløbne uge var jeg som en bedre antropolog på feltarbejde ved poolkanten på et familiehotel på Kreta, og her havde jeg på tætteste hold mulighed for at studere kroppens mangfoldighed.

Ved siden af min plads under parasollen lå et ugeblad, hvor én af artiklerne havde overskriften "Kvindekroppens kriser", som handlede om alle de ældningstegn, som kroppen gennemgår i et langt liv - og hvordan man kan holde dem fra livet. 

Kvinderne omkring mig i de blå liggestole var alle på min alder, havde 1-3 børn og var skandinavere. Alle os nordiske kvinder, der har stået i et omklædningsrum i en tøjbutik i Spanien eller Italien og forgæves forsøgt at klemme os ned i deres størrelse 42, ved på egen krop, at sydeuropæiske kvinder er bygget anderledes end os.

Men på trods af mange lighedspunkter, så var der stor forskel på, hvordan disse kvinder ved poolen så ud. Der var den slanke, svenske mor med de små bryster, og der var den meget overvægtige norske mor med de store bryster og 3 tykke døtre. Om dem kunne man godt sige, at den ene havde vundet et bedre lod i det genetiske lotteri end den anden.

Men den smukkeste af de kvinder, som sad omkring den runde børnepool var en dansk mor. Hun var nok et par kilo tungere end gennemsnittet, men hendes krop var velproportioneret, og det var tydeligt, at hun følte sig utrolig godt tilpas i sin krop, og det smittede i den grad af på hendes udståling og kropsholdning.

Hun var for mig et rigtig godt eksempel på, at ligegyldigt hvad vi får med rent genetisk, og hvilke rollemodeller medierne præsenterer os for, så skal vi arbejde på at føle os godt tilpas i vores egen krop hele livet og acceptere, den alder vi har - mentalt såvel som kropsligt.

søndag den 17. juli 2011

Sommersysler - DIY

Sommertid byder på ferie, afslapning og dejlig sommermad - men også tid til at sysle med kreative projekter. Her er et lille udsnit af, hvad jeg har syslet med indtil videre.

Sorbet af skovjordbær

Lige inden det kæmpe skybrud oversvømmede min have med kloakvand, havde jeg heldigvis plukket størstedelen af skovjordbærrene. De kan ikke købes for penge, ser yndige ud og smager helt fantastisk. Sidste år fandt jeg ud af, at man kan lave den mest pikante sorbet af disse små vidundere:
  •  ca. 200 gr. skovjordbær
  • 100 gr. sukker
  • 2 dl. vand
Sukker og vand koges ca. 20. minutter til en lage og køles ned. Jordbærrene blendes og blandes med sukkerlagen, når den er kølet ned. Køres på ismaskinen eller fryses i en beholder under omrøring. Smager vidundeligt alene men kan med fordel serveres sammen med en god vanilleis.


Sommerpatchwork

Et af mine mere omfattende sommerprojekter er et patchworktæppe af 127 små firkanter, som jeg er i gang med at samle ind hos venner og familie. På min jagt efter velegnede stofrester i mine egne gemmer, fandt jeg store mængder lyseblåt stof.

Det blev til dette sommerpatchworktæppe af meget store firkanter - 37x37 cm. Bagsiden er ensfarvet lyseblåt stof, og fyldet er et gammelt vattæppe. For at holde betrækket fast har jeg fæstnet det flere steder med små hvide stofknapper.

Hvidvinsdampede muslinger

Jeg elsker skaldyr af alle slags, men da ikke hele min familie deler den passion, benytter jeg enhver lejlighed til at spise skaldyr, når jeg er alene hjemme.

For nyligt spiste jeg mig helt i knæ en kæmpeportion hvidvinsdampede muslinger.
  • 1 kg. friske muslinger
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 gulerod
  • 1 skalotteløg
  • 1 fed hvidløg
  • 2 dl. hvidvin
  • 1-2 dl. fiskefond/vand
  • 1/4 piskefløde
  • salt/peber


Skyl muslingerne grundigt i koldt vand og fjern "skægget". De muslinger, der ikke lukker sig, når bliver skyllet, skal kasseres.

Svits løg, hvidløg og gulerødder i olivenolien og tilsæt hvidvin/vand og muslinger. Lad det simre under låg 4-5 minutter - ryst gryden et par gange undervejs. Tag muslingerne op og hold dem varme. Smag suppen til med piskefløde og salt/peber.

Server de dampede muslinger og suppen med godt brød og bobler til. Velbekomme!!

Holder til bestik

Sommerferien er også et godt tidspunkt til at få ryddet en lillebitte smule op. Som sagt har knap 1 meter kloakvand gjort sit til oprydningen, men ud over at smide så godt som hele indholdet af kælderen i containeren, så har jeg også fået syet nogle super husmor-agtige bestikholdere til mit sølvtøj. Sølvtøjet (som vi kun bruger få gang om året) har indtil videre levet en kummerlig tilværelse i bunden af et skab i en plastikpose, men nu bor det stateligt i disse smarte poser.

Princippet er enkelt, og gamle viskestykker egner sig glimrende til formålet. 2/3 af viskestykket bukkes op og hele rækken hen syes nogle små lommer, hvor bestikket kan ligge i. I den ene side syes 2 snore i - i dette tilfælde kantebånd som er syet sammen med zig-zag. Når posen er færdig, fyldes bestikket i hver sin lomme, og den sidste tredjedel foldes ned over bestikket, hvorefter posen rulles sammen og bindes med båndet.

Flere DYI på vej - fortsat rigtig god sommer!!