mandag den 1. oktober 2012

Kager og kartofler

 
Gode venner fra Sverige og England samledes i weekenden rundt om bordet hos os. Vi var 6 voksne og 5 børn i alderen 3-11 år, og vi startede allerede klokken 15 med kaffe og kage.
 
Mange års erfaring har lært mig den simple kunst at bede om hjælp. Så opgaverne var fordelt sådan, at vi lavede kaffe og bagte kage om eftermiddagen, satte en steg i ovnen og sørgede for kartofler.

De engelske gæster kom med grønt til middagen, og de svenske gæster stod for desserten. Alle medbragte drikkevarer til eget forbrug og hjalp til i løbet af dagen, hvor der var behov. Ingen stress, god mad og tid til snak og hygge.
 
Hindbærsnitter (ca. 15-20 stk.)
  • 250 gr. hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 125 gr. smør
  • 125 gr. sukker
  • 1 æg
  • Hindbærmarmelade
Melet blandes med bagepulver og sukker og smørret smuldres i. Dejen samles med ægget og hviler ½ time i køleskabet. 200 gr. hindbær koges med 100 gr. sukker i ca. 15 minutter til en tyk marmelade og køler af.

Dejen deles i 2, og hver del rulles tyndt ud (ca. ½ cm.). På den ene halvdel smøres hindbærmarmelade,  og den anden halvdel lægges ovenpå. Kanten trykkes flad med en gaffel hele vejen rundt, så marmeladen ikke løber ud. Bager ca. 12 minutter ved 180 grader og skæres i firkanter, mens den er varm. Pyntes med glasur og krymmel.
 
Småkager (ca. 40 stk.)
  • 75 g. blødt smør
  • 100 gr. sukker
  • 50 gr. farin
  • 1 æg
  • 150 gr. hvededemel
  • 1 tsk. vanillesukker
  • ½ tsk. natron
  • I dejen blandes ca. 150 gr. fyld. Fx: Hakket (mørk) chokolade, hakkede valnødder/mandler/hasselnødder, tranebær, rosiner, revet marcipan, revet appelsinskal, eller hvad man lyster.
Smørret røres blødt med sukker, farin og æg. I smørblandingen røres mel, vanillesukker og natron. Fyldet blandes i dejen, og dejen sættes som klatter på en bageplade med 2 skeer. Sørg for, at der er plads mellem "klatterne", da kagerne flyder ud.

Bages 5-7 minutter ved 175 grader. Kagerne er færdige, når de er flydt ud og er svagt lysebrune. De må ikke blive for mørke, så bliver de hårde, når de bliver kolde.
 
 
For alle os, som er vokset op i 1980'erne, er flødekartofler den ultimative comfortfood. De vender gang på gang tilbage til vores middagsborde og således også i lørdags. Mængderne er lidt svære at beregne nøjagtigt, men til os 11 mennesker brugte vi:
 
Flødekartofler (ca. 8 voksne)
  • 3½ kg. kartofler
  • 3/4 liter piskefløde
  • ½ liter grøntsagsbouillon
  • Frisk timian
  • Salt og peber
Kartoflerne skrælles og skæres i tynde skiver (3-4 mm.) og lægges i lag i en smurt bradepande eller et ildfast fad. Mellem lagene drysses kartoflerne med timian, salt og peber.

Kartoffellagene overhældes med en blanding af fløde og bouillon. Væsken skal dække kartoflerne. Bages i ovenen omkring en time ved 200 grader. De er færdige, når skiverne er møre og væden er kogt ind til en tyk sovs.

1 kommentar:

  1. Kat..tak for det....vil proeve (laes: 'proeve') at gentage successen herhjemme, men vil selvfoelgelig savne det gode selskab.....:-)

    SvarSlet

Kom gerne med kommentarer. Altid dejligt at vide, at der er nogen på den anden side af skærmen.