onsdag den 31. juli 2013

Verdens Broderidagen 2013



Billedet er lånt fra www.broderibloggen.dk
I går løb Verdens Broderidagen af stablen for anden gang i Danmark. Det er en årlig tilbagevendende begivenhed, som har sit udspring i Sverige, hvor eventen startede for 3 år siden. Dagens formål er i al sin enkelthed at samle broderiglade mennesker i fredens tjeneste. Jeg var også med sidste år, og i går drog jeg af sted igen med nål, tråd og masser af broderigarn for at brodere i flok med andre ligesindede.

Jeg startede på Frederiksberg Bibliotek, hvor jeg så Jytte Harboesgaards fantastiske udstilling Ubrugelige broderier og fik en snak med Jytte selv. Udstillingen løber frem til fredag den 2/8 2013 og er et besøg værd - også for ikke-broderinørder.
 

Billedet er lånt fra www.broderibloggen.dk
Dernæst var jeg en tur på Biblioteket på Rentemestervej. Mit første besøg på dette fantastiske, kreative sted, hvor bogudlån suppleres af en hyggelig café og alverdens spændende værksteder. Bestemt ikke sidste gang jeg drager til NV.
 
Her mødtes alle omkring en bunden opgave, som var stillet af brodøserne Tine Wessel og Rikke Ruff. Alle skulle brodere et billede af skulpturen Knotted Gun på en sort baggrund i målene 30x30.
 
 
I skrivende stund rapporter Broderibloggen, at der er indleveret 48 pistoler, men det er stadig muligt at sende en broderet pistol til bloggen. Alle pistolerne sys sammen til et billedtæppe, som udstilles på FN's internationale non-violence dag den 2. oktober 2013.


Der var utroligt mange fantastiske bud, som varierede i udtryk og detaljegrad.

Jeg bidrog selv med 2 pistoler. Jeg havde glemt mit kamera, så jeg måtte tage billeder med min telefon - derfor den lidt tvivlsomme billedkvalitet.

 

Mit første bud er syet med bayeuxsting på groft, sort bomuldslærred med uldgarn i forskellige jordfarver.

 
Den anden er mere tøset. Jeg har brugt samme grove bomuldslærred som baggrund og har broderet både konturen af pistolen og de små stjerner med bomuldsgarn. Før jeg begyndte at brodere på det, har jeg quiltet det på maskinen med en tynd voile på bagsiden og en let pladevat imellem.


På gensyn næste år!

4 kommentarer:

  1. Det er en fantastisk ide, og dine broderier er skønne!
    Og Biblioteket på Rentemestervej er et helt unikt sted. (kun lidt ærgerligt at det ligger på toppen af bakken - især når man er på cykel:-)

    SvarSlet
  2. Ja, det er en skøn tradition. Måske din indre brodøse kunne vækkes næste år ;-)

    Selv om man skal træde til for at komme til toppen af Rentemestervej.

    SvarSlet
  3. Hey Katrine .. herligt, at du bringer Verdens Broderidagen videre her på din blog. I skrivende stund er vi ved at være oppe på næsten 100 stk. af de fantasifulde: Knotted GUN´s. Syprocessen er igang, firkanterne bliver sammensyet til paneler med 6 stk. i hver. JA, det var en forrygende dag med glødende broderinåle i Brodøsernes Tegn... Tak for din deltagelse, måske bliver der mere aktivitet fra din side ;0) - de bedste Verdens Broderihilsner fra Rikke Ruff, initiativtager til fejring af denne særlige broderi dag i DK.

    SvarSlet
  4. Hej Rikke!

    Tak for din hilsen og også tak for sidst herfra. Det var en hyggelig dag.

    Jeg har - som du ved - aftalt med Anne Karin Duus, at du gerne må trække på mig som frivillig i forhold til næste års arrangement i det omfang, det passer ind i jeres såvel som mine planer ;-)

    Jeg talte faktisk allerede i år med Tine om, at jeg rigtig gerne ville hjælpe til, men lige før sommerferien dukkede der et kursus op, som jeg var nødt til at deltage i.

    Jeg er sikker på, at andre af mine medstuderende også gerne vil give en hånd med.

    Vi tales ved, når alle ved mere.

    Mange hilsner fra Katrine

    SvarSlet

Kom gerne med kommentarer. Altid dejligt at vide, at der er nogen på den anden side af skærmen.