fredag den 19. oktober 2012
Tekstiltryk - gavepose
"I går var det Saras fødselsdag...", og i den anledning klippede jeg med bævende hjerte i mit ny-trykte stof og syede en gavepose, hvor hendes fødselsdagsgaver lå i.
Forsiden er klippet i mit Kenzoinspirerede stof og bagsiden er et stykke knald-orange lagenlærred.
Nettet måler 40x32 cm. plus 1 cm. sømrum i sider og i bunden og 4 cm. sømrum til ombuk foroven. Hankene er 40 cm. lange og måler 6 cm. i bredden, som foldes til en 2 cm. lang strimmel.
søndag den 14. oktober 2012
Tekstiltryk - på stof
Intense 10 dage i skolens tryk-værksted med idéprocesser og mange forskellige forsøg er resulteret i meget ny viden og 2 stykker stof efter eget design med udgangspunkt i mit ornament.
Udsnittet af de lange baner af papirtryk blev til et færdigt ornament (til højre), som ved hjælp af fotoemulsion blev overført til en trykramme (til venstre).
I dette forløb har vi arbejdet med pigmentfarver, som vi afprøvede på et stykke stof i blandinger med forskellige bindere for at opnå forskellige effekter.
Første prøvetryk med ornamentet. Jeg har blandet en mørk bordeax med en Soft T farvebinder, som er let at arbejde med og trænger ned i stoffet.
Iristryk med 2 forskellige blå farver.
Overlappende tryk med cirkelskabelon klippet ud af en overhead.
Tryk med Exp (expansion) binder. Motivet svulmer op, når man stryger på det.
Metalbinder i iristryk med guld og kobber og tryk med reflexbinder i pink, som giver trykket et perlemorsskær.
De mange farve- og trykprøver skulle selvfølgelig munde ud i nogle produkter, hvor vi afprøvede såvel trykketeknik som farver og bindere. For at få et kontinuerligt mønster i et bestemt system, trykker man efter noget, der hedder rapportsystemer. Man kan vælge forskellige systemer, men tanken med dem alle er, at det færdige resultat er struktureret i et mønster bestående af firkanter.
| Kenzo-inspireret |
Og så alligvel ikke helt vilkårligt. For selv bag et vilkårligt mønster, ligger der nogle overvejelser omkring tilfældigheden. For at finde frem til den rette placering af ornamentet brugte jeg overheads med kopier af ornamentet, som jeg kunne rykke rundt med på stoffet, før jeg trykte.
Nu er der kun tilbage at beslutte, hvad jeg skal bruge mine stykker stof til.
onsdag den 3. oktober 2012
Tekstiltryk - på papir
Noget af det bedste ved at lære er... at lære nyt. Jeg glæder mig rigtig meget til at blive lukket ind en ny verden, når jeg i denne uge skal arbejde med tekstiltryk.
Forrige uge tog vi forskud på processen med 2 intense dage, hvor vi arbejdede med inspiration, design og trykketeknik.
Tanken var at starte en kretiv idé-proces op med fri leg på papir, som derefter dannede grundlag for udviklingen af forskellige ornamenter, som er velegenede til tryk.
Vi trykte på almindeligt papir med alle mulige trykkeredskaber.
| Grydesvamp |
Jeg blev meget betaget af den effekt, som det giver, når man trykker med en træklods omviklet med sytråd.
Udfordringen er selvfølgelig at finde et ornament på det stor trykark, som kan fungere både alene og i rapport (som det hedder) med flere gentagne ornamenter, som kan vendes og drejes og leges med.
Ovenfor er ornamentet forstørret op, tegnet op med en pen på manifold (et stykke pergamentpapir meget lig bagepapir), klippet midt igennem og spejlvendt.
Men efter at have leget med form og størrelse, er jeg endt med et forstørret udsnit af det originale tryk, som jeg med stor forventning skal forsøge at trykke på stof på fredag.
Fortsættelse følger...
P.S. Det spændende ved den kreative proces er det omskiftelige. Indtil i eftermiddag var jeg ret overbevist om, at jeg skulle arbejde med et helt andet ornament. Men det er anden historie.
mandag den 1. oktober 2012
Kager og kartofler
Gode venner fra Sverige og England samledes i weekenden rundt om bordet hos os. Vi var 6 voksne og 5 børn i alderen 3-11 år, og vi startede allerede klokken 15 med kaffe og kage.
Mange års erfaring har lært mig den simple kunst at bede om hjælp. Så opgaverne var fordelt sådan, at vi lavede kaffe og bagte kage om eftermiddagen, satte en steg i ovnen og sørgede for kartofler.
De engelske gæster kom med grønt til middagen, og de svenske gæster stod for desserten. Alle medbragte drikkevarer til eget forbrug og hjalp til i løbet af dagen, hvor der var behov. Ingen stress, god mad og tid til snak og hygge.
Hindbærsnitter (ca. 15-20 stk.)
- 250 gr. hvedemel
- 1 tsk. bagepulver
- 125 gr. smør
- 125 gr. sukker
- 1 æg
- Hindbærmarmelade
Dejen deles i 2, og hver del rulles tyndt ud (ca. ½ cm.). På den ene halvdel smøres hindbærmarmelade, og den anden halvdel lægges ovenpå. Kanten trykkes flad med en gaffel hele vejen rundt, så marmeladen ikke løber ud. Bager ca. 12 minutter ved 180 grader og skæres i firkanter, mens den er varm. Pyntes med glasur og krymmel.
Småkager (ca. 40 stk.)
- 75 g. blødt smør
- 100 gr. sukker
- 50 gr. farin
- 1 æg
- 150 gr. hvededemel
- 1 tsk. vanillesukker
- ½ tsk. natron
- I dejen blandes ca. 150 gr. fyld. Fx: Hakket (mørk) chokolade, hakkede valnødder/mandler/hasselnødder, tranebær, rosiner, revet marcipan, revet appelsinskal, eller hvad man lyster.
Bages 5-7 minutter ved 175 grader. Kagerne er færdige, når de er flydt ud og er svagt lysebrune. De må ikke blive for mørke, så bliver de hårde, når de bliver kolde.
For alle os, som er vokset op i 1980'erne, er flødekartofler den ultimative comfortfood. De vender gang på gang tilbage til vores middagsborde og således også i lørdags. Mængderne er lidt svære at beregne nøjagtigt, men til os 11 mennesker brugte vi:
Flødekartofler (ca. 8 voksne)
- 3½ kg. kartofler
- 3/4 liter piskefløde
- ½ liter grøntsagsbouillon
- Frisk timian
- Salt og peber
Kartoffellagene overhældes med en blanding af fløde og bouillon. Væsken skal dække kartoflerne. Bages i ovenen omkring en time ved 200 grader. De er færdige, når skiverne er møre og væden er kogt ind til en tyk sovs.
søndag den 16. september 2012
Patchworktæppe DIY
Efter lang tids tilløb blev mit patchworktæppe færdigt for et par uger siden. Det var en stor tilfredsstillelse endeligt at kunne putte sig under 126 lappers historie fra mit liv.
Tilbage står nu at løfte sløret for processen fra idé til færdigt tæppe. Det er egentlig ikke så svært at sy sådan et tæppe, det kræver bare mange stofrester, stor tålmodighed og et godt strygejern.
Jeg havde besluttet, at det færdige tæppe skulle måle 130x190 cm. Jeg ville gerne have en kant på tæppet på omkring 10 cm., så jeg endte med at regne mig frem til, at jeg skulle bruge 126 lapper på hver 12x12 cm.
Den "vaskeægte" måde at sy patchwork på er at sy lapperne sammen i hånden, men det rækker min tålmodighed dog alligevel ikke til. Så mine lapper skulle klippes, så der var 1 cm. sømrum, når de skulle syes sammen på maskinen. Jeg klippede derfor en papskabelon, som jeg brugte til at klippe lapperne efter.
De klippede lapper måler 14x14 cm. med et sømrum på 1 cm. hele vejen rundt.
Da alle 126 lapper var klippede, ventede et sjovt puslespil, hvor jeg skulle beslutte mig for, hvordan lapperne skulle syes sammen. Det var første gang jeg fik en fornemmelse af, hvordan det færdige tæppe ville komme til at se ud.
For at holde styr på alle mine rækker af lapper samlede jeg dem i bunker, som jeg numererede.
Dernæst skal alle sømrum presses med strygejernet. Det er et tålmodighedsarbejde, men nødvendigt, før man syr banerne sammen. Hver gang jeg havde strøget en bane, lagde jeg den op imod den bane, den skulles syes sammen med, så jeg kunne se, om sømrummene passede. Hvis der var en lille variation i størrelsen, pressede jeg sømrummet yderligere samtidig med, at jeg strakte stoffet lidt.
Når alle baner er strøget, syes de sammen til et færdigt stykke, som også skal presses. Og så er patchworkdelen færdig.
For at gøre patchworkdelen mere stabil stryges et stykke vliseline bagpå hele stykket.
Til at kante tæppet havde jeg valgt et stykke rødt lagenlærred. Målene på kanten er 10 cm. i bredden og tæppets længde og bredde plus 10 cm. i hver ende. Desuden lagde jeg 1 cm. sømrum til hele vejen rundt på hver kantdel.
For at spidse kanten til ved hvert hjørne syes kanten fast ret mod ret i hele tæppets længde på nær 1 cm ved hjørnet. Det samme gøres i bredden, så kanten er syet fast hele vejen rundt med et hul ved hjørnet på i alt 2 cm.
Nu syes de 2 kanter sammen fra patchworksdelens hjørne og ud mod enden af kanten, så der dannes en spids. Det kræver lidt præcision, at få den syning til at starte præcis i patchworkdelens hjørne. Det overskydende stof klippes af og sømrummet presses.
Til bagsiden af tæppet brugte jeg et stykke blomstret stof, som længe har ligget i mine gemmer, og som jeg ikke kunne finde ud af, hvad jeg skulle gøre med. Det viste sig at passe perfekt i tæppets farver og størrelse. Bagsiden syes på ret mod ret med forsiden af tæppet i 3 sider, så den ene ende står åben. Dernærst vendes tæppet om på retten og stryges.
Fyldet i tæppet er pladevat. Det fås som regel i flere forskellige tykkelser. Jeg vil anbefale at bruge en mellemtykkelse eller den tykkeste kvalitet alt efter, hvor vamset et tæppe man ønsker sig.
Jeg valgte den tykkeste kvalitet, som jeg klippede i tæppets størrelse og fyldte ind i tæppet gennem det åbne hul. For at fyldet ikke skal ligge og rutsje rundt inde i tæppet, quiltede jeg en stikning rundt i hele kanten af tæppet. Jeg quiltede det i hånden med kraftig rød tråd med almindelig forsting.
Til sidst foldede jeg de rå kanter ind i tæppet i den ende, hvor det stod åbent og syede en stikning på maskine på ydersiden.
Etiketter:
DIY,
Liberty,
Patchwork,
Puder og tæpper
fredag den 14. september 2012
Keep it simple
Når jeg ser en film som En kongelig affære eller sidder på de umage bænke i Grønnegårds Teatret og overværer en forestilling som Tartuffe, så sukker jeg over de overdådige kjoler og drømmer om at få lov til at lave sådan én en dag.
![]() |
| En kongelig affære |
![]() |
| Tartuffe på Grønnegårds Teatret
|
Men når det kommer til min egen garderobe, så er den blevet mindre højtråbende med tiden.
Det var en fantastisk oplevelse, at få en t-shirt på, som passede alle steder og ikke strammede over brystet eller var for vid i taljen.
Med sådan et grundmønster er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan sy, og det var lige præcis anden del af opgaven. At sy en beklædningsgenstand, som tog udgangspunkt i t-shirt mønstret og brugte nogle af de syteknikker, som vi havde gennemgået.
Der var rigtig mange gode bud på variationer over det grundmønster og også rigtig mange, som jeg gerne ville have syet selv.
Men da jeg skulle finde på, hvad jeg kunne ønske mig ud af mit grundmønster, så faldt valget på "den sikre sorte" hverdagskjole med rund hals og et lille pufærme.
T-shirten er forlænget til knæet, og halsen er klippet lidt større. Dernæst er den kantet med et bånd i samme stof som kjolen.
For at lave en lille smule spræl åbnede jeg ærmet lidt op foroven og gjorde plads til et lille hverdagspufærme.
Endelig er både ærmekanten og kjolens kant forneden lagt op med en tvillingenål.
Abonner på:
Opslag (Atom)






