At være sig selv nærværende

"Hvad er Glæde, eller det at være glad? Det er, i Sandhed at være sig selv nærværende."

"Lilien på Marken og Fuglen under Himlen"

Søren Kierkegaard, 1849

Jeg stødte på ovenstående citat for mange år siden, og det har i de efterfølgende år været et motto jeg - med større eller mindre held - har forsøgt at leve efter. For mig betyder det "at være sig selv nærværende", at jeg er i kontakt med mig selv og mine følelser og er tro imod, det jeg føler.

Jeg sad forleden og læste oktober måneds kapitel i Gretchen Rubins bog "Projekt Lykke". Hver måned sætter hun fokus på noget i sit liv, som kan være med til at løfte hendes lykke-barometer, og i oktober måned havde hun fokus på mindfulness.

Begrebet mindfulness stammer oprindeligt fra buddhismen og handler i meget korte træk om at få mere udbytte af livet ved at være til stede med sin fulde opmærksomhed i nuet frem for at bekymre sig om fortid og fremtid. Mindfulness pibler frem i mange sammenhænge i disse år, og det kan godt medvirke til en mild skepsis over for begrebet. Men tænkt i sin enkle form giver det god mening.

Mens jeg læste Gretchen Rubins kapitel slog det mig, at gode, gamle Kierkegaard var forud for sin tid i det ovenstående citat, fordi essensen her jo netop er at være til stede i nuet og i sig selv.

Nu kan man jo godt argumentere for, at buddhismen har en del flere år på bagen end Kierkegaard men grunden til, at ham også beskæftiger sig med det, er vel, at det er almenmenneskeligt at miste forbindelsen til sig selv og virkeligheden engang imellem.

Jeg er et ekstrovert menneske, som taler meget og trives sammen med andre mennesker. Det en del af min personlighed og min gennemslagskraft, og den del ville jeg aldrig undvære.

Men nogen gange falder det mig lettere at være kritisk og ironisk og hurtig i replikken i stedet for ærlig, positiv og imødekommende over for dem, jeg er sammen med. Det kræver en bevidsthed hos mig omkring, hvordan jeg møder andre mennesker, så jeg ikke kun er højlydt og hektisk at være sammen med men også nogen gange er stille og lyttende og lader andre komme til orde.

Det har jeg øvet mig rigtig meget på de seneste år, og her kommer Kierkegaard så ind i billedet. For hvis jeg husker at være mig selv nærværende, så husker jeg at mærke efter, hvad jeg har lyst til og give plads til eftertanke, og dermed skaber jeg også plads til andre.