Snakken går

I påskeferien var jeg i Det lille Teater med min yngste søn og se forestillingen "Da lille Madsens hus blæste væk". Det var en meget fin forestilling, og der var også fyldt til sidste siddehynde i salen. Ved siden af os sad en farmor og hendes barnebarn på knap 2 år. Forestillingen var anbefalet til børn i alderen 3-6 år, så den lille trunte var lige lille nok til at forstå, hvad der foregik.

Jeg ved ikke, om det var derfor, at farmoren fandt det nødvendigt at kommentere alt, eller om det bare var et udtryk for udbredt service, men i hvert fald så snakkede hun uafbrudt fra de satte sig på bænken til forestillingen var slut 35 minutter senere - kun afbrudt af dialogen på scenen.

Der er mange gode ting at sige om handlingen og dialogen i teater til børn, men kompliceret er som regel ikke en af de ting. Alligevel sad der flere forældre og bedsteforældre i salen og tolkede og forklarede forløbet for deres børn og børnebørn.

Mens jeg sad og prøvede at tøjle min stigende irritation kom jeg til at tænke på, hvad det er for en bjørnetjeneste, vi gør vores børn, når vi "tygger" meningen med livet for dem ved at sætte ord på alting.

Jeg er selv meget talende og må derfor også gribe i egen barm, når jeg kritiserer dem, der taler meget. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at dialog og kommunikation er godt, og i mange af livets forhold er det uhyre vigtigt, at vi taler sammen - hvad enten det er i parforholdet, i forholdet til vores børn eller til venner og kolleger.

Men for at lære at tale "rigtigt" sammen skal vi huske også at give rum til eftertanken og muligheden for at danne sig sine egne meninger. Den lille pige, som sad ved siden af os i teatret, fik ikke på et eneste tidspunkt mulighed for at tænke: "Hvad er det for en pind, hvorfor står der en skål der og hvad skal den snor?" For farmor havde allerede svaret: "Har du set flagstangen, tror du der er mælk i skålen til katten og se, hvor fint vasketøjet hænger på tørresnoren."

Jeg tør vædde med, at da de 2 kom hjem til mor og far senere på dagen, og forældrene spurgte den lille: "Hvordan var det i teatret?", så ville farmor som det naturligste svare på begges vegne.

Den oplevelse var for mig en meget god reminder om, at også jeg skal huske en gang i mellem at holde kæft og lade mine børn komme til orde, så jeg ikke automatisk tror, at jeg ved, hvad de mener om tingene, fordi jeg selv har formuleret det. Jeg skal huske at spørge ind til dem, og når jeg har spurgt, skal jeg også huske at lytte.

P.S. Og før nogle af læserne sidder og tænker, at det da er et typisk kvindeproblem, så må indskyde, at min følgesvend i teatret er en umådelig talende ung mand på knap 6 år. Faktisk taler han så meget, at det nogen gange bliver for meget - selv for mig. Det kan give mig et hint om, hvordan min mand har haft det de sidste 20 år af sit liv.