søndag den 18. november 2012

Broderi-unoder

 

På min spændende rejse ind i den tekstile verden nåede jeg i sidste uge til studiets første broderiundervisning.

Jeg har tidligere broderet lidt til husbehov og tænkte, at her ville jeg nok være lidt mere på hjemmebane, end det var tilfældet med fx tekstiltryk. Men man bliver jo heldigvis hele tiden klogere, og det viste sig da også, at jeg havde en del broderi-unoder, som skulle pilles ud af min teknik.


Undervisningen foregik på en fantastisk kæmpe-broderiramme, hvor alle grundsting og ikke mindst teknikken bag blev præsenteret med tykt uldgarn, hvorefter vi alle broderede de samme sting. Fx grensting i lys lilla og fladsting i orange vinger.


Grundstingene kan bruges til alle mulige former for broderi - bl.a.også til at pynte tekstiler med perler og pailletter.


Her er gammelrose pailletter syet på med bagsting. På øveste række dækker pailletterne for tråden, og i rækken under er tråden synlig. Nederst er forskellige perler syet på med tungesting.   



En variant af perlebroderiet er denne geometriske figur, som er inddelt i rum og fyldt ud med perler. Rummene er først syet med kædesting i rosa garn. Dernæst er der syet nedlagte sting rundt om den rosa tråd med orange garn. Nogle af rummene er fyldt ud med forskellige perler, som er syet på i baner med almindelig forsting.


Anden halvdel af broderi-modulet bestod i et grundkursus i maskinbroderi. Det er helt uudforsket land for mig, men jeg kan godt forstå, at man bliver fascineret af den måde at brodere på, for der er virkelig mange muligheder.


Sommerfuglen er blevet til ved at overføre en simpel tegning til en skabelon, som viser, hvordan det færdige billede skal bygges op af henholdsvis stof (S) og luft (L). Skabelonen overføres til vandopløseligt papir, og motivet "tegnes" nu på stoffet med frihånd på symaskinen. Dernæst klippes motivets "lufthuller" ud med en lille broderisaks, og "luften" fyldes ud med syninger.

Alle "lufthullerne" kantes med en tæt zig-zag, det vandopløselige papir skylles væk, og motivet træder frem.


En anden version af (maskin-)broderi er den engelske quilt, som ikke har noget med amerikanske patchworktæpper at gøre. Det er en teknik, hvor man enten i hånden eller på maskine syr flere lag stof sammen med et vatteringsmateriale i midten.

Mønsteret kan være syet i frihånd eller ud fra et mønster, og med vatteringsmaterialet giver det en effekt, når stoffet bliver holdt nede nogle steder af tråden og bobler op de steder, hvor der ikke er syet.


Her er effekten opnået ved først at sy harlekintern på maskine efter et mønster, og dernæst er hver anden række tern udfylde med et frit ornament.

Næste store udfordring er at bruge de nye broderiteknikker som dekoration på en kjole i forbindelse med min første store opgave.

Så forsættelse følger, når det projekt er i havn....

4 kommentarer:

  1. man ser for sig Tante Lilla sidde med the og broderi-ramme ved vinduet:-)
    det ser i øvrigt rigtigt fint ud!

    SvarSlet
  2. Tak, søde Kristina!

    Jeg følte mig også lidt som Tante Lilla, da jeg sad der med rammen og nørklede - omend jeg tror Tante L. er lidt mere fingernem end jeg er. Men det kan jo komme :-)

    SvarSlet
  3. iihh, hvor jeg tror du hygger dig...:-) Glaeder mig til at se og hoere mere...

    SvarSlet
  4. ja, Vips jeg hygger mig bestemt med 100 km i timen. Broderiforløbet er allerede afløst af en ny opgave, det går stærkt, men det er sjovt :-)

    SvarSlet

Kom gerne med kommentarer. Altid dejligt at vide, at der er nogen på den anden side af skærmen.