søndag den 9. september 2012

Kan man sy en livshistorie?


Ja, det kan man faktisk godt. Det kan godt være, at det tager lang tid, men en livshistorie lader sig vel heller ikke sy på en eftermiddag.

For over et år siden satte jeg mig for at sy et personligt patchworktæppe, som skulle fortælle om mit liv indtil nu og de mennesker, jeg omgiver mig med. Grunden var den, at jeg havde taget fat på et nyt kapitel i mit liv, og det satte rigtig mange tanker i gang.


Jeg ville have et tæppe, som var unikt, og som fortalte min historie gennem tekstiler. Det skulle så vidt muligt være stykket sammen af lutter forskellige lapper, og lapperne måtte gerne have en historie i sig selv.


Jeg startede i mine egen og min mors gemmer. Vi har begge to store lagre af stof, og meget af stoffet handler om vores families liv.


Hos min mor fandt jeg stof fra min mormors gemmer. Det beige stof med blomsterne syede min mormor opbevaringsposer af til min mor, da hun var barn, og det brune stof med kaninerne blev til den yndigste lille kjole til mig, da jeg var lille.

Mine forældre mødte hinanden i slutningen af 1960'erne, da de begge arbejdede som u-landsfrivillige i Tanzania. De boede i landet i to år, og selvom det ligger mange år tilbage, så fylder Afrika stadig meget i deres liv.


De afrikanske kvinder bruger store stykker stof med farvestrålende tryk - kaldet kangaer - til snart sagt alting. De syr tøj til sig selv og deres børn af dem, de svøber sig i dem, de bruger dem til slynger, som de bærer deres babyer i osv. Den grønne lap har været brugt både til en skjorte til min far og til et par bukser til min lillebror. Den orange og pink lap er en rest, som blev til overs, da jeg syede en nederdel til mig selv for et par år siden.

Jeg er opvokset i 1970'erne, og det skinner også igennem i mange af de stofrester, som dukkede op af gemmerne.
 

Det sorte kvindetegn med hjertet i midten giver et meget godt billede af min mors holdning til kvindebevægelsen. Hun var bestemt tilhænger af ligeret og kvindekamp, men det skulle være en kamp, som blev kæmpet med kærlighed. De brune blomster har hun trykt på et værksted, hvor hun underviste, lige inden jeg blev født.

I mine egne gemmer fandt jeg også både nye og gamle stofrester, som fortæller historien om en kreativ hobby, som til tider har fyldt meget, og til tider har ligget i dvale for igen at dukke op til overfladen.


Det kinesiske stof med påfuglen fandt man mange steder hos teenagepiger i 1980'erne. Mine slidte jeans havde store røde lapper med blomster og påfugle på knæene og på numsen. Det sneklædte hus er et udsnit af et pragtfuldt møbelstof fra Ikea, som blev til en taske.


Stofrester med striber findes i mange variationer hos mig og er en fortælling i sig selv. Fra den lyseblå og beige olmerstrib, som blev til puder og drengebukser til mine sønner, da de var små til den mørkeblå mælkedrengestrib, som for nyligt har spillet en stor rolle i et vigtigt skridt i mit liv.

Da jeg havde afsøgt alle afkroge af mine egne og min mors gemmer, var jeg godt og vel halvvejs med antallet af lapper. Så jeg bad venner og familie om hjælp. Rigtig mange meldte tilbage og sendte mig lapper til tæppet.


Opfindsomheden var stor og lapperne meget forskellige. Min veninde Margit havde bl.a. det storblomstrede, brune stof liggende. Det er en kraftig kanvas, som hun har brugt til at sy en opbevaringstaske til sin mands drage i. Min ven Thomas syr ikke meget, men det viste sig, at han alligevel havde en lille stofrest liggende i form af et lommetørklæde, som lå i lommen på en skjorte, han havde købt.


Jeg elsker Liberty-stoffer, og jeg er ikke den eneste. Min svigerinde Sara fandt Libertystoffer både i sine egne gemmer men også i sin mors gemmer. Det blomstrede stof i gule nuancer er en 40 år gammel rest fra min brors svigermor.


Min gamle kollega Helle var også fantastisk til at gå på jagt efter stofrester til mig. Den broderede blomst er et udsnit af en lysedug fra hendes familie, mens K'et med klokkeblomsten er min mors værk. Sådan er også min nyeste passion for broderi repræsenteret i mit tæppe.

Også tak til min kusine Jette, som fandt rester fra sine børns barndom, og til Lotte og Sofie som vi deler hus med, som bidrog med skønne sager til tæppets historie.


Nu ligger min mand og sover under tæppet, mens han plejer sin forkølelse, og jeg sidder og tænker, at tæppets vej fra lapper til færdigt tæppe vist er et blogindlæg i sig selv. Så til dem, det måtte interessere, så læs om tæppets tilblivelse her.

torsdag den 30. august 2012

Sommergarderoben 2

 
Et af sommerens hit i feriebagagen var denne prikkede kjole, som er syet i en let bomuld, som jeg var så heldig at få fingre i gennem Silkehuset. Silkehuset er - som navnet antyder - ens stofforretning, som bl.a. handler med silke. Men de har også mange andre lækre stoffer, som de opkøber fra nogle af de store europæiske modehuse.
 
 
Det her stof har Max Mara fx også syet kjoler af. Indrømmer gerne, at deres kjole måske har et ekstra finishing touch i forhold til min, men jeg er ikke så glad for kjoler uden ærmer og nederdel med vidde, så  jeg foretrækker min model.
 



Den er syet ud fra et gammelt mønster fra Alt for Damerne på en klassisk Jackie O. kjole, som jeg har tilpasset til min egen figur. Desuden har jeg tilføjet et lille ærme.

Den bliver lukket bagpå med en lynlås og 3 små, røde knapper, som jeg fandt hos Handler, som er et paradis af bånd, bændler, knapper, bæltespænder og andet godt. Et besøg værd til alle, der elsker pynt.


På trods af en lidt kold og våd sommer, så fik jeg faktisk lov til at lufte kjolen ved op til flere lejligheder. Kronen på værket var en skøn sommeraften på Bornholms sydspids, hvor jeg havde fornøjelsen af at spise på Restaurant Kadeau sammen med min mand med havet og himmelen lige uden for vinduet. Skønt!

onsdag den 29. august 2012

En havetraktor - i filt


Når man fylder 40 og har en rigtig stor græsplæne, så er et af de hedeste ønsker et tilskud til en havetraktor, så græsslåningen ikke tager en halv dag.

Det er altid lidt kedeligt at skulle forære folk penge, så da vores gode venner i Kolding ønskede sig dette, måtte jeg tænkte kreativt, så kortet blev mindst lige så sjovt, som gaven var kedelig.

 
Det blev til en havetraktor i filt med broderede blomster og applikerede bogstaver i Libertystof.
 
 
Jeg startede med en skabelon til traktoren, som jeg klippede ud i filt og syede på baggrunden med tungesting.
 
 
Dernæst broderede jeg saftigt grønt græs og blomster med hoveder af filtkugler, perler og knapper.
 
 
Endelig klippede jeg bogstaver ud af Libertystof og applikerede dem på som forklarende tekst - i fald mit "billede" ikke helt talte for sig selv.
 
 
Til sidst fik billedet en ramme af papir og en kuvert med plads til pengene. Gaven vakte lykke, og jeg glæder mig til at prøve den rigtige model næste sommer.

 


mandag den 27. august 2012

Studieplads


Min mand har bygget et skrivebord til os, hvor vi kan sidde side om side og arbejde. Det blev færdig på vores bryllupsdag, og det er en bryllupsgave, som man virkelig kan bruge til noget.


Efter at have siddet en eftermiddag på Ikea-skamlen kunne jeg godt mærke, at der manglede en lille hynde at sidde på.

Nu gemmer jeg jo heldigvis alting, så det var bare et spørgsmål om at finde noget skumgummi og en rest stribet stof frem fra gemmerne.




Jeg klippede skumgummi og stof ud, så det passede med skamlens siddeflade. Husk sømrum på 1 cm. hele vejen rundt på stoffet til hyndens overside.

Til hyndens underside valgte jeg et stykke kraftigt, mørkeblåt jeansstof med stræk. For at slippe for at sidde på trykknapper eller lynlåse lavede jeg en konvolutlukning.


Jeg ved ikke om, det er det korrekte navn, men det er en rigtig smart lukning til puder og hynder. Bagsidestoffet klippes i 2 stykker. I siderne lægges 1 cm. sømrum til, men på midten lægges 6 cm. sømrum til på begge stykker. Lav et ombuk på begge stykker på 2-3 cm., stik det fast på maskinen og pres det. Jeg har valgt en rød tråd som kontrast til det mørkeblå.

Når du syr over- og underside sammen, lægger du de 2 bagstykker oven på hinanden, så de overlapper med 3-4 cm. På den måde dannes en fold, som du kan komme hynden ind i, når betrækket er færdigt.


For at holde hynden fast på skamlen, syede jeg desuden 2 stropper i 3 cm.'s bredde (2 stykker stof i 9 cm.'s bredde, som foldes 2 gange og stikkes) med velcro i enderne, som blev syet fast i betrækket. De skal være så lange, at de kan samles under skamlen, så den ligger fast.



 
 
Nu sidder jeg blødt og godt og er klar til mange timers læsning og håndarbejde på min nye studieplads.
 


fredag den 24. august 2012

Harlekinkort


Min far har lige haft fødselsdag. Hans ønskeseddel er som regel så lille, at det aldrig er nogen stor overraskelse, hvad han pakker op. Derfor er indpakning og kort nødt til at være lidt spændende, så de kan kompensere for det kendte indhold. I år pakkede Politikens Boghandel bogen ind for mig, så kortet måtte være det festlige indslag. Jeg lavede et harlekinkort til ham med udklip fra mit ynglingsboligblad Boligliv.


Du skal bruge:
  • Boligblade eller andre blade med gode billeder
  • Limstift og saks
  • Hvidt kort uden billede eller skrift
Klip en masse billeder ud med skægge motiver og skønne farver.

 
Klip papirstykkerne ud i harlekintern (også kaldet romber - tror jeg nok). Jeg brugte ikke nogen skabelon, men klippede dem ud på øjemål og rettede dem til bagefter, så de havde nogenlunde samme størrelse.


Dernæst limede jeg dem på forsiden af kortet med en limstift. Jeg lod der være lidt luft mellem de enkelte tern. Det kort jeg havde var cremefarvet, men det ville være flot med et ensfarvet kort i fx pink som baggrund.

torsdag den 23. august 2012

Sommer i Danmark

På nær et par enkelte pip, så føles det som år og dag, siden jeg har været forbi bloggen. Det skyldes ganske enkelt, at jeg har holdt sommerferie - i Danmark.



Jeg har stået med fødderne i vand på Grenen, løbet i sandklitterne i Råbjerg Mile, badet ved Dueodde Strand, forceret klipperne på Christiansø, besøg Oluf Høst Museet på en regnvejrsdag, luftet sølvsandalerne i Grønnegårds Teatret, spist dejlig mad på Bornholms sydspids og danset natten lang med damerne.

Nu går sommeren på hæld, studiestart nærmer sig, og idéer til nye projekter spirer frem, så hold øje med bloggen og nyd den sidste rest sol, inden det bliver efterår.

tirsdag den 7. august 2012

Spiretid 3




Hvis man vil nyde duften og synet af blomster i juli og august, må man starte allerede i april med at sætte frø i blød og forspire.

Det er en fornøjelse at følge processen, og fornøjelsen er endnu større, når det rent faktisk lykkes at komme i mål med nogle af projekterne.


Lathyrus er ubetinget en af mine ynglings-snitblomster, og jeg har for andet år i træk haft held med at sprede duft og ynde i et hjørne af min have med disse små vidundere.


En anden blomst, som jeg også er stor fan af, er lupinen. Eftersigende spreder den sig som ukrudt, og har man først plantet den, så er den næsten ikke til at komme af med igen. Bare ikke lige i min have, hvor den vokser langsomt og trægt. Den forspires og udplantes det første år og blomstrer først (hvis man er heldig) det andet år. Men så komme belønningen også i form af de smukke, ranke blomsterstande i lilla og lyserøde nuancer.


Nogle snerler er ukrudt, som vikler deres lange arme omkring alle andre blomster og kvæler dem i grøn kærlighed. Men tragtsnerlen er en snitblomst, som pynter og fascinerer med sine smukke blomster og sin korte levetid, hvor den fra morgen til aften folder sig ud, krøller sig sammen og dør igen.


Det kan ikke undgås, at nogle af plante-eksperimenterne fra tid til anden mislykkes. Således har jeg ikke haft noget held med mine hokaidogræskar. Planterne har stået for mørkt, tænker jeg, uden at have den ringeste anelse om, om det er grunden.


Squashen blomstrer til gengæld lystigt, og i stedet for supermarkedets store, tørre squash uden smag, spiser vi små, sprøde squash, som smager skønt.


Tomater trives uden tvivl bedst i drivhus, men sådan et har jeg ikke, så det tager lidt længere tid før de bliver modne. Jeg var bange for, at jeg havde slået alle planterne ihjel, eftersom det satte ind med kulde og især blæst lige efter, jeg havde plantet dem ud. Men heldigvis overlede de fleste, og jeg glæder mig til første høst.


Som ekstra bonus kan jeg lige nu høste både bønner og kartofler. Og jeg vil gætte på, at vi i en uges tid (det er vist, hvad det rækker til) er selvforsynende med de 2 grøntsager i vores lille "urban garden".  Det er da meget godt klaret midt i byen.

Og sidst men ikke mindst en syrisk rose - som ikke er en rose men en art hibiscus og ikke stammer fra Syrien men fra Kina. Men jeg synes alligevel, at den skal have det sidste ord, så der i det mindste er lidt smukt og positivt i relation til Syrien i disse tragiske dage.