mandag den 30. april 2012

Ét skridt ad gangen


Når man skal sy eller lave mad, har man en opskrift, som man følger ét skridt ad gangen. Man ved, hvad det skal ende med - en sommerkjole eller en marengslagkage - og man ved, hvilke ingredienser, man skal bruge, for at det skal lykkes. Hvis resultatet ikke bliver som forventet, så kan man justere opskriften og prøve igen.

Sådan er det ikke i livet (surprise!!). For lidt over et år siden sagde jeg mit job op for at tage mit arbejdsliv op til revision. Det var som at kaste sig ud i frit fald, jeg havde ikke nogen idé om, hvad resultatet skulle være, og jeg kendte ikke ingredienslisten på forhånd.

Det seneste års tid har jeg ofte haft det som om, jeg famlede rundt i blinde, og rigtig mange gange er jeg gået i én retning, for blot at opdage at den vej skulle jeg i hvert fald ikke. Jeg har sagt til mig selv, at det er sundt at være ude af kontrol, at jeg bare skal forsøge at være til stede i processen, tage ét skridt ad gangen og ikke bekymre mig unødigt. Men langt størstedelen af tiden har jeg været panisk angst for ikke at nå i mål.


Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg nu er blevet meget klogere, er kommet i mål og har sluppet alle bekymringerne. Jeg tror dog ikke, at jeg nogensinde når til det punkt, men jeg har haft en del aha-erkendelser i forløbet.

En af de første ting, jeg måtte erkende, var, at jeg faktisk ikke trivedes særlig godt med et 9-16 job. Jeg havde inderst inde en drøm om at være min egen chef og selv kunne administrere min tid og mine opgaver. Næste step var derfor at se på, om mine erfaringer og min uddannelse kunne kanaliseres over i min egen business. Efter 10 års erfaring med undervising og læring og et stort netværk var der sådan set nok at bygge på, problemet var bare, at det havde jeg ikke rigtig lyst til. Jeg ville hellere arbejde med "noget sjovt og kreativt" - hvad det så end var?

For at blive klogere på det, opsøgte jeg derfor nogle mennesker, hvis arbejde jeg gerne ville have, for at blive klogere på, hvad det var de lavede. Nogle af dem havde ikke lyst til at dele deres viden, mens andre sagde ja og delte ud, og det er jeg dem evigt taknemmelige for.


Én af dem sagde til mig, at hun aldrig havde turdet kaste sig ud et kreativt arbejdsliv på egne præmisser, hvis ikke hun havde haft sit håndværk i orden. Og det slog hovedet på sømmet for mig. Jeg ville gerne arbejde kreativt, jeg havde idéerne, og jeg havde rigtig meget lyst til at lære et håndværk at kende.


Så i sidste uge var jeg til optagelsesprøve på Tekstilformidleruddannelsen under Håndarbejdets Fremme. Med til optagelsesprøven havde jeg en stribet nederdel, som jeg selv har syet. Om den skal blive min billet ind på studiet, om jeg kan få økonomien til at hænge sammen uden en krones SU, og om jeg kan klare de krav, studiet stiller, ved jeg ikke.


Men det tager jeg ét skridt ad gangen.

5 kommentarer:

  1. Jeg er fuld af beundring - dit mod er smittende :)
    Kh Thea

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak!

      Alle jeg har mødt i forløbet har en del af æren - derfor også dig ;-)

      Kh K

      Slet
  2. Kender det kun alt for godt, står midt i samme problem og har svært ved at finde vej. Må man spørge hvilken vej du gerne vil gå?
    Glæder mig til at læse med:0))

    SvarSlet
  3. Kære Moster Pips!

    Tak for din kommentar. Det er meget tankevækkende, hvor mange mennesker i min omgangskreds, som kan genkende sig selv i mine overvejelser. Det bekræfter mig i, at jeg ikke er alene om at have det sådan :-)

    Hvad vej vil jeg gå? Godt spørgsmål. Jeg vil gerne kombinere mine erfaringer med undervisning med min glæde ved at arbejde kreativt. Hvad det ender ud i er stadig uvist, men ét skridt af gangen ;-)

    Hilsner fra Katrine

    SvarSlet
  4. Jeg tror at vi er mange, der står midt (næsten:) i livet og trænger til noget andet. Der er kommet flere erfaringer i vores bæger og vores hjerner og hjerter er ikke det samme som for mange år siden vi stod og skulle vælge.
    Følg dit hjerte, så kan det ikke gå galt.
    Held og lykke Pia

    SvarSlet

Kom gerne med kommentarer. Altid dejligt at vide, at der er nogen på den anden side af skærmen.